Søren Stidsen skrev: Ikke bare mangler der teologiske argumenter for Halloween, der er gode argumenter imod. I kirken har vi Alle Helgen, hvor vi kan mindes de døde, tale om døden og glæde os til at møde dem, vi savner, igen, når vi sammen skal stå i den store hvide flok. Dem, der er gået forud for os, kan vi der tænke på og lære af.
Med Halloween er det helt anderledes. Det er traditionelt set vel en hedensk version af den kristne Alle Helgen, hvor man har ofret til forfædrene. I dag er det i stedet, i hvert fald i Danmark, blevet en fest, hvor man hygger sig med de dæmoniske kræfter, som man ikke længere tror på eksistensen af.
At de dæmoniske kræfter er virkelige er en vigtig del af den kristne lære, og vi har noget langt stærkere end et græskarhovede til at beskytte os imod dem.
Lad være med at invitere onde åndsmagter ind i kirken. Der har de ikke noget at gøre. Tag dem alvorligt i stedet.
Sikke da noget værre sludder. Det er i orden at være imod Halloween, men brug dog saglige argumenter i stedet for sådan noget sludder. Desuden ligger "fejringen" af Halloween oftest ikke på allehelgenssøndag men derimod d. 31. oktober.
Den anglikaniserede halloween kan sagtens beskyldes for at være kommercialiseret (ganske som julen er blevet det), men at påstå at det er dyrkelse af dæmoniske kræfter er ganske enkelt løgn.
Derimod er der oprindeligt tale om at gøre grin med, gøre nar ad de dæmoniske kræfter, fordi man troede på Gud, men samtidig tog de dæmoniske kræfter seriøst, og ikke kun de dæmoniske kræfter men også døden, som ikke længere er en forbandet død, men en velsignet død. Alle vores elskede døde er stadig en del af de helliges samfund, altså helgener, og det blev fejret med fest og udklædning og forsøg på at minde hinanden om det og så stadig holde fast i evangeliet.
De døde fejrer vi så stadigvæk, men nu på allehelgen dog med lidt mindre fest og farver og udklædning end tidligere.
At der til stadighed vedbliver at blande sig folkeligt overtro i vores gudstjenester og teologi, er et tegn på at folket stadig er levende, at ordet til stadighed kan prædikes igen og igen og er ligeså radikal og levende som da det lød første gang.