"børn og specielt piger fra Korea (…) har et meget hårdt sind"

Finner går med kniv. Og danskere er dumme.

Jeg er selv adoptvibarn - er blevet voksen - fra Sydkorea. Jeg har ikke set min forældre i knap tre år, og ønsker det heller ikke.
Jeg tænker på om det også kan have noget med, hvordan adoptivforældrene opdrager deres adoptivbørn? For en af de sidste mails jeg sendte til mine adoptivforældre var, hvorfor Hvorfor fik de børn fra Korea, når det har vist sig, at I ikke har kunnet håndtere deres psykiske problemer? Og svaret var ganske nedslående og overraskende! Vores kærlighed blev slidt op.

Først og fremmest Tak for klogt og respektfuldt svar, fra brevkassen! Det er et sprængbart emne det her og jeg synes (som voksen adopteret kvinde - fra Korea), at I meget meget smukt og viist, belyser et af kerneproblemerne - nemlig den enorme sårbarhed de fleste adopterede føler inden i...

Jeg har været længe om at have lyst til at skrive mine tanker og reflektioner ned på dette (vigtige) læserbrev fra adoptivforældrene, der forståligt nok er kede af at have mistet kontakten til deres datter.

Jeg forundres meget stærkt over at I tilsyneladende ikke skænker en "stakkels" Louise Lee tanken når I skriver:



Louise Lee var i følge historien, I ikke ønskede fortalt, udsat for voldsomme omsorgsvigt af sin adoptivmor, som familien ikke ville anerkende.
Der blev med denne artikel kastet lys på et tabu, som nogen voksne adopterede går med dybt inden i sig selv - nemlig en dårlig samvittighed over at erkende at der har været overgreb og omsorgssvigt i adoptivfamilien. Jeg siger ikke at I har været sådanne, men bare det at konstatere at:



har givet både (i hvert fald yngre) adoptivforældre og adopterede kuldegysninger, når jeg har vist dem jeres mildest talt racediskrimininerende generalisering om koreanskadopterede piger. Hvilken sørgelig kasse at proppe dem i! Og hvordan mon det har føltes for en koreansk adopteret, udsat koreansk adoptivpige i dyb sorg over at have mistet forbindelsen til sit biologiske ophav, at få den etikette på sig, hvis hun forsøgte at beskytte sig bag en skal - grundet manglende forståelse fra omgivelser - og værst dem som gerne med åbent hjerte og sjæl skulle beskytte hende mod fordømmelser og at blive gjort fortræd (lige som Louise Lee´s familie skulle have gjort - desværre også mod hendes mor, som sandsynligvis var afmægtig dengang hun begyndte at gøre fortræd).

Jeg håber inderligt at I finder det største frem i jer selv, og som det meget meget meget kloge svar i brevkassen opfordrer til:





Jeg takker for at I havde modet til at stå frem og fortælle om jeres sorg. Og håber af hele mit hjerte at kærligheden sejre over frygten - hos jer alle.

Held og lykke med menneskemødet....

jvds skrev:

Skulle du have lyst, holder Korea Klubben foredrag i nærmeste fremtid for voksne adopterde (fra alle lande), som jeg tror du kunne være interesseret i. Du er i hvert fald velkommen. Kontakt df@koreaklubben.dk
for nærmere info.
Vh.

Jeg blev adopteret fra Haiti, da jeg var 3 år og 8 måneder.. Ligesiden jeg kan huske det, skændes min adoptivforældre konstant i min og mine brødres samvær.. Min mor råbte smadrede tekopper tallerkner.. Gik op i sit værelse med sin te og teskopper og låste sig inde på sit værelse med lås. Hun råbte ad min far ud af vinduet, så alle kunne høre det og græd og råbte.. Dengang jeg gik i 2 eller 3 klasse fik vi matematikopgaver for derhjemme.. Jeg prøvede at lave dem, så godt jeg kunne, men der var nogle stykker jeg ikke kunne finde ud af og min mor havde et hidsigt temperament.. Hendes kinder begyndte at koge og blive røde og slog, når jeg ikke kunne finde ud af mine lektier.. Mine forældre blev skilt, da jeg var 6 år og jeg skulle selvfølgelig bo ved min mor og min brødre hos min far. Jeg var bange..Hvis jeg tabte en handske eller en hue var jeg bange for at komme hjem, da der vil falde brænde ned, så jeg tit over til inspektøren og sagde at jeg var bange for at komme hjem, da min mor ville slog,, men de kunne jo ikke gøre noget.. Hun bestemte meget over mig... Jeg skulle selvfølgelig være kort håret og det har jeg haft siden jeg blev 18 og hun bestemte, hvad for noget tøj jeg skulle have.. Da jeg blev 12, måtte jeg komme over til min far og mine brødre hveranden weekend og måske 1-2 sommerferie.. Min mor brugte mig som et våben for min far.. og det har taget på mig.. Dengang jeg blev 18 år, sagde jeg til hende, at nu kan jeg selv bestemme, men hun sagde, at man er myndig, når man er 21 år, og det passer ikke.. Så en dag stak jeg af over til min min far og har boet, der siden jeg blev 21 år. Jeg har haft meget lav selvtillid og stoler ikke nok på mig selv. Nu har hun selvfølgelig ændret sig... Og prøver at være sød, men det ændre ikke min holdning, fordi hun skal ikke tro, at jeg falder på halen for hende og tror, at jeg har glemt det.. Forstår ikke, at man vælger at adoptere børn. Jeg troede at man valgte at adoptere børn, for at give kærlighed og omsorg, og ikke ens liv til et helvede.. Så alle adoptivforældre er ikke søde, især mødrene. Kan ikke forstå, hvorfor der ikke har været tilsyn fra kommunen ligsom, hos plejebørn... Og kan slet ikke forstå,, hvorfor min mor blev godkendt til at adoptere børn, da man jo skal igennem psykologiske test osv.