Jeg er helt enig med Svend Andersen. Det er for det første intet mindre end en vanhelligelse af den aronitiske velsignelse af indblande sådanne tegn i den. Og der skal i det hele taget ikke foretages hjemmelavede ændringer af Folkekirkens ritualer - jfr. den feministiske præst ved Domkirken i København, der i samme velsignelse ændrer "Herren" til "Gud". Men man skal heller ikke på nogen måde prøve at spænde Gud for krigens vogn. Feltpræsten skal ikke være hverken mere eller mindre end præst for sin militære menighed. Vi er nødt til at skulle have en grundig drøftelse af forholdet mellem kristendom og krig og dermed af feltpræstetjenesten. Det er Folkekirken, der sender feltpræsterne ud, og det er Folkekirken, der med Københavns biskop som tilsynsmand har ansvaret for, at alt går rigtigt til. - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol., tidligere reserveofficer og tidligere feltpræst.

Jeg må tilføje, at der er ét punkt, hvor jeg ikke er enig med Svend Andersen. Det er synet på homovielserne. Jeg vil, hvad dem angår, tværtimod sige, at jeg ser den "afghanske" velsignelse på linie med dem. Fællesnævneren er, at Folkekirken bare skal levere den vare, brugerne kræver. - Men vi står over for en helt afgørende periode i vor evangelisk-lutherske kirkes historie, nok det største vendepunkt siden reformationens indførelse i 1536. Først gælder det hele processen frem mod og omkring kirkeforfatningen - som jeg har talt for siden midten af 1970'erne. - Bent Christensen

Bent Christensen, det er så let at udtale sig fra det idylliske, fredfyldte Danmark, om hvad andre skal gøre i helt andre situationer. Jeg synes, at præsterne skal bestemme selv, hvad de vil gøre og hvordan. Det er trods alt dem, der står i situationen.
Og så får vi forhåbentlig aldrig en kirkeforfatning. Anarki er så langt at foretrække i denne sammenhæng frem for en totalitær kirke.

Clausny skrev:

Kære Clausny! Din replik er nu fra for 16 dage siden, så jeg ved ikke, om du ser dette. Men jeg opdagede den ved et tilfælde lige nu. - Hvad din første indvending angår, er der vist ikke noget, du kan fortælle mig. Jeg var sprogofficer af reserven 1964-1972, sognepræst i Folkekirken 1971-2003, aktiv feltpræst af reserven 1972-1977 (sluttende med et halvt år på Cypern) og passiv feltpræst til 2003, hvor jeg fyldte 60. Jeg har altså pdes. en lang freds-erfaring med dertil hørende stadige overvejelser og pdas. en stor bevidsthed om den afgrund, der er mellem det, og så at være i rigtig krig. Hvad kammeraterne og kollegerne i Afghanistan angår, kan jeg altså, hvad det angår, som jeg så ofte har sagt, kun "stå ret og gøre honnør". Jeg har også altid sagt, at jeg ikke kan vide, hvad jeg selv ville kunne drives til at gøre, hvis jeg var præst i krig. MEN det er Folkekirken, der sender feltpræsterne ud, og Folkekirken, der bestemmer, hvor grænsen skal gå, ikke den enkelte feltpræst eller den enkelte militære menighed. Og det, det drejer sig om i den aktuelle sag, er, om man for det første overhovedet må blande hjemmelavede fremmedelementer ind i fx den aronitiske velsignelse, og for det andet, hvor grænsen går mellem det at være præst for den militære menighed og det at sige eller gøre ting, der på den ene eller den anden måde "spænder Gud for krigens vogn". Jeg har hørt hærprovsten udtale sig om sagen i radioen, og han har indskærpet, at man skal ophøre med at bruge den hjemmelavede sammenblandingsvelsignelse. Og dermed er selve denne sag ude af verden. Men diskussionen om forholdet mellem kristendom og krig og om feltræstetjenesten må fortsætte som en principiel diskussion. - Hvad kirkeforfatningen angår, vil jeg kun sige, at der altså er nogle, der kæmper for at bevare stats-folkekirken, medens vi er andre, der først og fremmest for kirkens egen skyld hilser den jo under alle omstændigheder uundgåelige adskillelse velkommen. Og så må vi bare kæmpe og diskutere. Det er helt i orden. Men jeg vil anholde din påstand om, at et frit evangelisk-luthersk kirkesamfund vil være totalitært. Det er en grov beskyldning. Og det ville i så fald blive uden mig.

Først og fremmest, så dræber modparter hinanden. Derudover, så opfylder underordnede, de overordnedes befalinger. Det er drab og undertrykkelse igennem to niveauer.

Jeg ser dette som en speciel menneskelig opfindelse. Inden for dyrenes verden er det uhyre vanskeligt at finde den slags. Kun især i den af menneskene udviklede form finder man: at dræbe og skade langt hinsides krigens formål eller mulige formål.

Det er lysende klart, at de to atombomber over Japan var komplet uden indflydelse på krigen, men udelukkende tjente til at pleje memeneskelige opfattelser af virkeligheden.

Med en sådan nyopfundet bevæggrund for krigsførelse - at påvirke menneskers opfattelser - er det lykkedes at tilføre verden en helt ny og bemærkelsesværdig dimension: Menneskets velbehag!

Det er indlysende for mig, at præsternes velsignelse af krigsførelse slet og ret underbygger denne - fantastiske menneskelige fejltagelse - i Verdenshistorien.

Ligeledes er det vel komplet indlysende for enhver, der kan læse og skrive, at Danmarks krigsførelse udenlands efter 1960 har til formål ideologisk at understøtte præcis ideologisk krigsførelse. Ikke egen nød eller tvang, men udelukkende ens eget ideologiske forgodtbefindende! Pervers humanisme!

Forhåbentlig ender de medvirkende præster i underetagen efterfølgende! Et menneske er ikke uskyldigt ved at lukke sin forstand og sine sanser for sit eget forgodtbefindende! Eller at smiske og fedte for andres! End ikke for magthaveres!