Artiklen 'indeholder' en række mangler, der burde have været med.
Ritzau-telegrammet bruger det politisk korrekte udtryk »nydanskere«, der gerne bruges som eufemisme for »muslimer«, men som reelt omfatter alle med en ikke-dansk oprindelse, svarende til en 11% af befolkningen. Men kun omkring halvdelen af »nydanskerne« er altså muslimer (også nordmænd og skåninge, der flytter til København, er »nydanskere«), og når der i artiklen direkte tales om at 15% af »nydanskerne« fravælger folkeskolen til fordel for islamiske privatskoler, så burde vi uden videre kunne fordoble andelen til at 30% af muslimerne vælger de islamiske privatskoler til deres børn.
Ikke alle muslimer er i øvrigt indvandrere eller efterkommere. En del af dem er etniske danskere der er konverteret til islam. Og da det er kendt at de nye i troen typisk er mere nidkære end dem der har troen som en kulturel bagage, er disse næppe mindre tilbøjelige til at vælge en islamisk privatskole end andre.
Annette Haaber Ihle citeres for at det er folkeskolen, der ikke er god nok til at tage imod »børn med en anden kulturbaggrund«. Igen må det konstateres at hun specifikt taler om muslimer, altså at anden kulturbaggrund bruges som en eufemisme for islam. Hun citeres også for at sige at disse børn mobbes i folkeskolen.
Det modsiges så af et indslag jeg så på TV2 News, hvor en mand fremhævede at de børn der blev overflyttet, typisk boede i islamiske ghettoer, og typisk gik på folkeskoler hvor 95% af børnene var muslimske, og hvor det var de etnisk danske elever der blev mobbet.
Men at gøre opmærksom på noget sådant er som bekendt ikke politisk korrekt.