Kære Tulsa Jansson.
Det er faktisk et rigtig godt forslag!
Med filosofisk refleksion bliver vi bedre til, at forstå mennesket; os selv og den verden vi lever i.

Filosofi betyder sandhedssøger uden kalorietomme, spekulative luftkasteller og julemandshistorier. Men straks mærker vi, at ordet sandhed bliver lidt problematisk. Det bliver ligesom firkantet i første led - for hvad vil dét sige?
Sandheder er sjælende(?). Videnskaben giver sig af med kendsgerningerne, filosofien med spekulationen. Samtidig må man skelne mellem filosofi og andre arter af spekulation. I sig selv har filosofien ikke som mål at løse vore problemer eller frelse vore sjæle. Den er, som grækerne udtrykte det, en slags turistrejse, som man foretager sig alene for rejsens skyld. I princippet er der således ikke tale om dogmer eller ritualer eller hellige begreber af nogen art. Filosofien begynder, når nogle stiller et alment spørgsmål, og det samme gælder i videnskaben. De første, der udviste denne form for nysgerrighed, var grækerne.
Filosofien og videnskaben, som vi nu kender dem, er af græsk oprindelse.
Den græske opblomstring, der frembragte dette udbrud af åndsaktivitet, er en af historiens mest iøjnefaldende begivenheder Der er ikke før eller siden sket noget lignende. Inden for så kort et tidsrum som blot to århundrede frembragte grækerne inden for kunst, litteratur, videnskab og filosofi m.m. en forbløffende strøm af mesterværker, der endnu udgør den almindelige standarder for den vestlige kultur. Man kunne måske her tilføje, at USA på blot 250 år er blevet verdens supermagt nummer ét, og at Grækenland i dag ikke er nogen supermagt. Men så igen; romerriget var ved magten i mere end 500 hundrede år, og dog blev det bragt til fald. Platons skole varede ved i næsten 1000 år. Den filosofiske evolution fra Thales til Schopenhauer er et enestående kapitel i den europæiske historie, som man bør forholde sig til.
( For nærmer oplysning, se: Den vestlig verdens filosofi, af Bertrand Russell.1961 og den danske filosof Peter Thielst. Man bør tvivle om alt – og tro på meget. 1996.

Mvh. Allan Hansen.

Verden som vilje og forstilling, af Arthur Schopenhauer ( 1788- 1860 ) udkom 1818 og findes nu endelig i sin fulde udstrækning på dansk. Måske den mest helstøbte filosofiske afhandling denne verden endnu har set (siden Platon). Man forstår hvorfor Schopenhauer blev så stor en inspiration for så mange - ikke blot for andre filosoffer som F. Nietzsche, J. P. Sartre, M. Heidegger, K. Marx, J. Habermas. Villly Sørensen, også S. Kierkegaard læste Schopenhauer men han ( K )forstod ikke helt hvad S talte om. Men også mange forfattere så som Franz Kafka, August Strindberg, Thomas Mann, Per Lagerkvist, Hermann Hesse, Karen Blixen og mange mange andre var stærkt inspireret af A. Schopenhauer.

Også folk som Bohr, Einstein og Freud, Picasso og Dali var store beundre af Schopenhauer og i en vis forstand foregriber Schopenhauer både Darwins evolutionsteori og Einstein relativitetsteori og anden forstand også S. Freud psykoanalyse. Man kan måske sige den er lidt langhåret 644 sider vægt et kilo og 60 gram. Kompleksiteten dvs. dybden og bredden er støre end noget andet værk som jeg kender til mao.rig på dybe velformulerede tanker.

Biografi:

Arthur Schopenhauer er ikke nogen menneskeven.
Tværtimod: han afskyer menneskene ,, Menneskeforagter" kalder han sig selv.
Moderen, den engang så berømte forfatterinde Johanna Schopenhauer, klager bittert over sønnens mismod; hans evindelige ,,lamenteren over den dumme verden og den menneskelige elendighed" går hende på nerverne. Han lurer mistroisk på, hvad omverdenen kunne gøre ham.
Han har altid et våben parat i sit soveværelse, og han skjuler sine ejendele i lejlighedens mest afsondrede kroge.
Han lader sig aldrig rage hos en barber af frygt for, at denne kunne skære halsen over på ham med rage-kniven.

Arthur Schopenhauer, 22.2.1788-21.9.1860, tysk filosof, født i Danzig (nuv. Gdańsk) som søn af en storkøbmand. Efter faderens død i 1805 flyttede han med sin mor, forfatteren Johanna Schopenhauer, til Weimar og kom dermed i kontakt med Johann Wolfgang Goethe, og brødrene Schlegel mfl.
Han studerede i Göttingen, Berlin og Jena, hvor han 1813 blev doktor på afhandlingen Über die vierfache Wurzel des Satzes vom zureichenden Grunde. I 1816 udgav han Über das Sehen und die Farben, der var ment som et forsvar for Goethes farvelære, men som Goethe afviste. Arthur Schopenhauer virkede en tid som universitetslærer i Berlin, men uden succes, bl.a. fordi han var erklæret modstander af G.W.F. Hegels filosofi og den tyske idealisme i almindelighed.
Fra 1833 til sin død levede han som ensom særling i Frankfurt am Main. Med essaysamlingen Parerga und Paralipomena (1851) blev hans berømmelse grundlagt, og han nåede selv at se bøger om sin tankeverden udkomme.
I sit hovedværk, Die Welt als Wille und Vorstellung (1819; udvidet til 2 bd. 1844), fremlægger Schopenhauer en delvis Kantinspireret teori, ifølge hvilken verden blot er subjektets "forestilling", dvs. kun består af fænomener. Disse må dog have en dybere årsag, som Schopenhauer udpeger til at være viljen. Det forhold, at mennesket har en krop, som det i sit handlingsliv formår at kontrollere umiddelbart, lader ane, at viljen udgør menneskets inderste væsen og dermed også ligger til grund for fænomenerne. Arthur Schopenhauer beskriver viljen som en blind "livsvilje" eller "trang til eksistens", der imidlertid aldrig kan tilfredsstilles, men er årsag til lidelse hos alle bevidste væsener.
Det gælder derfor ifølge Arthur Schopenhauer om at bekæmpe livsviljen. De bedste midler hertil er den æstetiske betragtning, der udmærker sig ved at være "interesseløs" (Schopenhauer er her tydeligt påvirket af Immanuel Kants æstetik), eller askesen, ligegyldigheden over for verden, sådan som den kendes fra buddhismen. På denne måde er det muligt at opnå en tilstand af "ikke-væren", svarende til buddhismens begreb om nirvana. Selvmord er derimod ikke nogen løsning; det er ikke et radikalt brud med livsviljen som sådan, men blot en reaktion på de særlige omstændigheder ved ens eget liv.
I 1840 indsendte Arthur Schopenhauer sin besvarelse af en prisopgave, Über die Grundlage der Moral, til Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab, men den blev ikke prisbelønnet. Den indgik i Die beiden Grundprobleme der Ethik (1841) s.m. en norsk udskrevet og belønnet prisopgave om viljens frihed. I sin etik fremhæver Schopenhauer medlidenhed som det primære moralske fænomen. Jeget er en illusion; viljen er den samme i alle individer, og dette kan indses gennem medlidenheden, hvorimod egoismen er en lidelsesskabende illusion. Han afviser til gengæld alle forsøg på at forbedre verden, fx i form af konkret godgørenhed eller politisk handling.
Filosofihistorisk står Arthur Schopenhauer mellem på den ene side romantikken og den tyske idealisme (som han polemiserede voldsomt imod, men forblev stærkt påvirket af), på den anden side den egentlig moderne filosofi. Han var kritisk over for både den bestående verdensorden og de politiske ideologier, og han gik bag om det bevidste subjekt, idet han så menneskets tanker og handlinger som udtryk for en irrationel drift. Samtidig fastholdt han idealet om forløsning, om en udfrielse fra denne verden, ligesom hans kunstsyn forblev romantisk.
I 1870'erne blev Friedrich Nietzsche hans beundrer og hans kritiker, og han inspirerede Richard Wagner. Via Eduard von Hartmann fik han siden indflydelse på Sigmund Freuds teorier om det ubevidste. Schopenhauer skændes uafladeligt med sine forlægger, som han bebrejder, at de ikke gør nok for at udbrede hans bøger. Han tilbringer da også sine sidste leveår i trodsig tilbagetrukkenhed i Frankfurt, han omtaler sig selv som ,,misantrop" og har kun den elskede og tro puddelhund som husfælle.
Hans (had) gælder først og fremmest filosofiprofessorerne. Schopenhauger prøvede selv at få ansættelse ved universitetet. Da han var overbevist om, at studenterne tørstede efter at høre netop ham, henlægger han sin forlæsninger i Berlin til det tidspunkt, hvor den berømte Hegel forlæser, og han undrer sig over, at der er så ringe tilslutning, ja at tilhørerne til slut helt udebliver.Han opgiver da omsider lærergerningen og trækker sig tilbage til rollen som privat-docent. Sin manglende succes tilskriver han imidlertid ikke sig selv, men de andre filosofiprofessorers formodede had og misundelse, da han er af den formening, at han viser sig for dem om natten som en varulv. Han får luft for sin skuffelser ved at slynge om sig med skældsord, men han er dog forsigtig nok til at få juridisk vejledning med hensyn til ordvalget. Skældsorden er især rettet mod Hegel. Dennes lære er for ham ,,det absolutte vrøvles filosofi",galimatias" falsk visdom ,,dåresnak". Hegel selv er en ,,nonsenssmører" et ,,åndeligt uhyre. Og det går ikke bedre Fichte. Hvad denne frembringer, er ifølge Schopenhauer ,,sofisme" , ,,hokuspokus og sniksnak.

Schopenhauer undtager naturligvis sig selv fra denne fordømmelse af den samtidige filosofi. Hvad tidliger filosoffer har tænkt - med undtagelse af Platon, Aristoteles, Kant og nogle engelske filosoffer - synes han er ,,fladt" i forhold til sin egen tænkning. Han kalder sig ,,filosofiens" hemmelige kejser". Schopenhauers menneskeforagt udspringer af den dybe og omfattende pessimisme, der er så karakteristisk for ham. Den gennemsyrer hele hans tænkning; han taler om det ,,melankolske og trøstesløse" i sin filosofi. Menneskets liv er således betragtet komedie og tragedie i ét. Hertil kommer, at mennesker også gør livet til lidelse for hinanden. For ,,uretfærdighed, yderste urimelighed, hårdhed, ja grusomhed" kendetegner menneskenes handlemåde over for hinanden. De vilde æder hinanden, de tamme bedrager hinanden:det kalder man verdens gang. Da succesen og dermed også berømmelsen langt om længe indfinder sig, triumferer han: ,,Jeg er, på trods af samtlige filosofiprofessorers mangeårige fornede modstand, omsider trængt igennem".

VERDEN SOM FORESTILLING.

Schopenhauer var, hvad vi kalder "livsfilosof" ; og det vil sige, at selv døden fornægtes og betragtes som en del af livet. Livsfilosofien er vendt tilbage. Menneskets væsen er viljen og ikke fornuften. Verden er altså noget, vi forestiller os. Den er en forestilling ligesom et teaterstykke, men er der noget bagved forestillingen? Ja, der er viljen, og den er inden i os. Når vi kan erkende verden som andet end en forestilling, er det, fordi vi med vores krop er med i forestillingen, og kroppen kender vi. Den er viljen, og vi erkender verden gennem den. Sådan lyder i meget korte træk og helt ufuldstændigt Schopenhauers filosofi. "mennesket vil aldrig kunne opfatte/forstå verden - men kun dele af verden: foran os er kun intet". For at kunne forstå Schopenhauer, skriver han selv, skal man have studeret Kant grundigt og ikke kun læst om ham. Der er ikke langt fra Schopenhauer til hans to vigtigste elever, Nietzsche og Freud. Schopenhauer minder også lidt om Kierkegaard, og Johannes Sløk har faktisk skrevet om ham i en af sine sidste bøger, der meget betegnende hedder "Livets elendighed.

Johannes Sløk skriver bl.a. " I Schopenhauer vision er alt i tilværelsen dybest nede eller
i sit inderste væren ét og det samme, nemlig vilje. Alt er til, fordi det vil være til. Eller man kan sige, at viljen vil være til i et uoverskueligt antal manifestationer, grænseløst eller beder: uendelige mange. Det er genmen tid, rum og causalitet som kantske transcendentaler, individualiseringen sker. Man må i den forbindelse huske, at individualiseringens princip, principium individuationis, var et begreb, man havde drøftet og været uenige om lige siden den antikke filosofi og forstærket middelalderen igennem. Man kunne hævde, at individuationen skete gennem stoffet, materien; en platonsk idé, eksempelvis en rose, var abstrakt eller alment begreb, et rent åndeligt fænomen, men når denne idé forenede sig med stoffet, opstod den individuelle rose ude i min have. I senmiddelalderlige nominalisme blev begrebet meningsløst, eftersom det var individerne, de enkelte ting, der var til, mens det abstrakte ord rose blot var et navn. Schopenhauer, der tænkte i kantske baner, måtte igen stille spørgsmålet om principium individuationis, for hvad der i første række var til, var ikke de enkelte individuelle ting, men viljen til at være. Overgangen fra viljen til væren til de enkelts individulle ting skete følgelig gennem tid, rum og causalitet. Ifølge Schopenhauer var disse tre transcendentaler uendelige.
På det punkt tænker han anderledes end Kant, for efter Kants mening var der tale om anskuelsesformer og forstandskategorier, og at spørger, om de var endelige eller uendelige, var at stille et meningsløst spørgsmål. Men i Schopenhauers optik var det kun meningsløst i den forstand, at svaret var selvfølgeligt; de var, som Schopenhauer opfattede dem, naturligvis uendelige; tiden har ingen begyndelse eller afslutning, rummet ingen yder grænse, og at lade causalitetsrækken slutte med en årsag, der ikke selv var virkning af en tidligere årsag, var lige så meningst som at spørge om tidens begyndelse.
På den måde forklarer han, at viljen til væren bliver til alle tænkelige individuelle ting.
Men det rejser straks et nyt problem, for når det er den samme vilje til væren, der gennem individuationsprincippet bliver til de mange individuelle ting, hvorfor bliver da resultatet ikke en harmonisk verden, hvor alt passer sammen, eller det ene passer til alt det andet?".
( Livetes elendighed. Johannes Sløk 1997).

Thomas Mann har denne komentar:

"Ved dette åbenbare misforhold mellem arbejdet og lønnen synes viljen til livet os, objektivt taget en dumhed, eller subjektivt taget en illusion, der har grebet alle levende væsener, som derfor af alle kræfter arbejder hen mod noget som ingen værdi har. Men ved en nøjere undersøgelse vil man også her finde, at det snarere er en blind trang, en fuldkommen grundløs, umotiveret drift.
Motivationsloven strækker sig nemlig kun til de enkelte handlinger, ikke til viljen i det hele overhovedet. Heraf kommer det, at når vi opfatter menneskeslægten i den færd i det hele og almene, så fremstiller den sig ikke på samme måde for os, som når vi ser på de enkelts handlinger, nemlig som et spil af marionetter, der på sædvanlig måde bliver sat i bevægelse ved tråde, men så tager det sig ud som et spil af marionetter, der bliver sat i bevægelse af et indre urværk. Hvis man nemlig - som ovenfor gjort - sammenligner menneskenes rastløse, alvorlige og besværlige færd med, hvad de til gengæld får eller nogen sinde kan få, så kommer man til det omtalte misforhold, idet man erklærer, at det søgte resultat, taget som bevægende kraft, er absolut utilstrækkeligt til at forklare al denne bevægelse og dette rastløse jag.

For hvad er i virkeligheden en kort opsættelse af døden, en lille lettelse i elendigheden, en dulmen af smerten, momentan tilfredsstillelse af ønsket - ved siden af alle disse tings hyppige triumf og dødens visse sejr?
Kan den slags fordele være de virkelige grunde, som driver hele denne menneskeslægt, der er talløs, fordi den stadig fornyer sig, og som vi stadig ser styrte omkring, jages, trænges, pines sprælle og opføre hele den tragikomiske verdenshistorie, ja, hvad der er endnu mærkeligere, holde ud, så længe det blot er enhver muligt, i en sådan karikatur af en tilværelse?,,.
( Udødelige tanker - Schopenhauer. Thomas Mann 1949).
Mvh. Allan Hansen.

Allan Hansen skrev:

Døden er Viljen uden Legemet, mens Livet er Viljen i Legemet.

Eftersom Livet omfatter alt reelt eksisterende, og da Livet ikke er Død eller Lig (Liget er Legemet uden Viljen), så er Døden altså ikke noget reelt eksisterende.

http://www.anthropos-ecclesia.org/

John skrev:

Okkultisme er læren om, eller dyrkelsen af såkaldt okkult viden. Ordet "okkult" kommer af latin occultus "skjult, hemmeligt".

http://da.wikipedia.org/wiki/Okkultisme


Allan Hansen skrev:


Aletheia is a Greek word variously translated as "unclosedness", "unconcealedness", "disclosure" or "truth". The literal meaning of the word; is "the state of not being hidden; the state of being evident" and it also implies sincerity, as well as factuality or reality.

http://en.wikipedia.org/wiki/Aletheia

Livet = Kærlighed + Sandhed.

http://www.anthropos-ecclesia.org/

Nuvel.Vi bruge jo ikke kun sproget når vi skal kommunikere med hinanden men også til, at forme tanker og begreber - man kunne også sige; uden sprog ingen tanker og ingen tanker uden sprog – men sproget kan jo også bedrage: tryllesang, som det hed på Platons tid. I conversations (dialektik) fra 1970. udtrykker Krishnamurti sig således” sproget er altid falsk idet det jo nok kan beskrive verden, men det kan aldrig blive ét med den verden, som det beskriver”. Når mennesket taler, taler´det, altid med sig selv! Hvorfor? Jo, for ellers bliver samtalen meningsløs... man kan jo ikke sige, at jeg ikke selv var til stede under min tale; underforstået menneskets begrebsverden er bygget op omkring den indre samtale – tankernes og ideologiens verden (metafysikkens verden).

Jeg mødte engang en filolog (sprogforsker), han forklarede, at der findes ca. 300 sprog og hver gang et sprog uddør, mister vi en verden; nemlig sprogets beskrivelse af verden, med andre ord findes der 300 sproglige beskrivelser af hvordan verden ser ud, set i denne sammenhæng er verden blot en sprog konstruktion. Vi har jo kun sproget til at beskrive verden med; en verden, der jo ikke i sig selv er sproglig. Dette besynderlige paradoks har optaget mennesket lige siden Platons tid – for er det mennesket, der er i verden? Eller er verden i mennesket?

Bevidsthedens evolution tager sit udgangs punkt med Platons homo generosus - det generøse og fornuftbaserede menneske. Menneskets mentale bredbånds forbindelse er meget høj og bred målt i informations data per. sekund bit se: Mærk verden, men er dog begrænset dvs. der forgår mange informationer, som vi ikke er os bevidst om, uden for jeg´et sfære hersker en overfladisk subjektivitet dvs. det som vi ikke kan gribe og forstå og , som derfor ikke kan verificeres i en målbar rationel forstand.
Spydige tunger har kaldt alt den morderne filosofi for - blot fodnoter til Platon; en sandhed med visse modifikationer, men aksiomerne dvs. grundsætningerne, er Platons. Platon (427-347 fvt.) er den første systematisk tænker, som vi har historisk kendskab til, desværre er mange af hans værker gået tabt. For Platon var verden noget, der hang sammen – noget sammenhængende, der af systemmastikken.Hos Platon finder vi de fire elementer – 1. Sprogets verden – dét, som sproget kan udtrykke og beskrive. 2. Tingenes verden – det, som vi kan røre ved. 3. Følelsernes verden – dét, som vi ikke kan røre ved, men som kan føles. 4. Tankernes verden – metafysikken, dét, som vi former vores begreber med. Ifølge Platon er disse elementer altid tilstedeværende i vores opfattelse af verden. For Platon var verden – idéernes verden og kreativitetens verden, og dermed også den morderne idéverden så som film, musik, design og kunst tager sit udgangspunkt med Platon idéverden. Der syntes da også, at hersker en indlysende analogi mellem Platons idéverden,
Darwins evolutionsbiologi, Einsteins relativitetsteori og Stephen Hawkings - universet i en nøddeskal.Med Platons” ånd” skabtes frihed, kreativitet og morderne tækning dvs. refleksion og selvkritik. Platons linje kaldes derfor idealismen i modsætning til hans elev Aristoteles (384-322 fvt.), som tænkte i fænomener, hans linje kaldes derfor materialisme.
(et gammelt kinesisk ordsprog siger: hvis du har et æg, og jeg har et æg, og vi bytter, ja, så har vi begge et æg; altså, der er lige lang vej over åen - status quo. Men hvis jeg har en idé og du har en idé og vi bytter, så har vi begge - to idéer). Altså udveksles der idéer og verden vokser. Når det kommer sig til erkendelsesteori komme vi ikke uden om den skotske filosof David Hume(1711-76), hans vigtigste læresætning lyder ”om det som vi ikke har nogen personlig erfaring med, om dette kan vi aldrig vide” hermed mener Hume det sanselige, det der kan erfares igennem sanserne dvs. det vi kan se, høre, smage, lugte og mærke. Hermed er vi igen tilbage i Platons verden.Det skal dog tilføjes, at Humes lov også omfatter naturvidenskabelig erfaring altså, at slutte fra årsag til virkning dvs. det vi kan erfare igennem kontrollerede forsøg og undersøgelser, som altid føre til det samme resultat, er også erfaring.

Den tyske sprogfilosof Ludwig Wittgenstein (1889-1951) skal have det sidste ord i denne syntese - hans meste berømte sætning lyder således” Det, hvorom man ikke kan tale, om det bør man tie”. Med andre ord hvornår styrter sproget ned i afgrunden (ravnerok) – i dets forsøg på, at beskrive verden? Wittgenstein havde omhyggeligt undersøgt hvad sproget kunne bære og magte og hvad, der var dets begrænsning. Sproget er som en bold, og med en bold kan man jo, som bekendt spile mange forskellige spil men, det er alene reglerne der sætter betingelserne.

Den fremragende danske filosof Peter Thielst sig et sted om sproget” Tanken/sproget, er som et lokomotiv; nok i stand til at bruse lidt frem og tøffe baglæns, men er dog altid bundet til sine skinner”.
Man kunne tilføje, at gud – døden og paradis er alle uinteressante spørgsmål idet, der ikke gives nogle klarificeret svar; så det bør man overhovedet ikke beskæftige sig med.
Lad mig slutte med et citat Buddha, som var en god tænker:

" Vi er, hvad vi tænker. Alt hvad vi er, opstår med vores tanker. Med vores tanker, skaber vi verden".

John skrev:

Rudolf Steiner oprettede antroposofien som et modspil til teosofien i forbindelse med at visse teosoffer havde en plan om, at udråbe Krishnamurti til at være den genkomne Kristus og verdensfrelser.

Rudolf Steiner "Frihedens filosofi":

http://www.youtube.com/user/freedomphilosophy?feature=watch

Okkultisme kan udryddes ved at afslører Sandheden.

Der er ingen okkultisme i min frikirke:

http://www.anthropos-ecclesia.org/


Pythagoras var forøvrigt den første filosof:

http://en.wikipedia.org/wiki/Pythagoras

Jeg ved ikke hvorfor John slettede sine indlæg det afslørede da i brund og grund alt om deres "sociaty" og vis man byder op med ens egen organistion og laver en ny og lære det samme med nogle forskellige ændringer som både Jehovas vidner og Mormon kirkens grundlæggere gjore og man må sige at Rodolf steiner gjore det samme og det gør den eller dem ikke mindre okkulte.
http://dk.hicow.com/numerologi/nummer/pythagoras-694453.html

Steiner acceptere ikke, at Krishnamurti var en reinkarnation af Jesus Kristus.
http://gnosticteachings.org/books-by-samael-aun-weor/fundamental-notions-of...

Doktrinet om skjulte, åndelige realiteter.
http://sites.google.com/site/waldorfwatch/
http://www.waldorfcritics.org/articles/Hansson.html
http://www.openwaldorf.com/steiner.html
http://www.skepdic.com/steiner.html
http://en.wikipedia.org/wiki/Occult_science
http://www.occultopedia.com/s/steiner.htm

https://docs.google.com/viewer?a=v&q=cache:1qUnS6JkQXcJ:www.thule-itali...
http://www.jesus-is-savior.com/Family/Parents%20Corner/public_schools-occul...
http://www.gotquestions.org/Rosicrucianism.html
http://carm.org/religious-movements/-about-cults/list-cults-and-non-christi...
http://www.fraternidaderosacruz.org/rc_cw_maoimht.htm
http://www.watchman.org/reltop/waldorfcontroversy.htm

Den samme Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, vil komme tilbage på samme måde, som du har set ham gå ind i himlen "(ApG 1:11). Zakarias 14:04 identificerer placeringen af det andet komme som Oliebjerget. Mattæus 24:30 deklarere, "På det tidspunkt var tegn på Menneskesønnen vil blive vist på himlen, og alle jordens nationer vil jamre. De vil se Menneskesønnen komme på skyer på himlen, med magt og megen herlighed. "Titus 2:13 beskriver det andet komme som en" strålende vises. "

"Okkultisme kan udryddes ved at afslører Sandheden"
To wrongs does not make one right. It lingers with New age astrology occultism.

Da det mislykkedes for den kristne kirke at udslette de fordømte gnostikere, filosoffer og videnskabsfolk, så valgte de i stedet at dele Sandheden op i videnskabelige "sandheder" og religiøse "sandheder".

De multikulturelle relativister jubler sikkert over mangfoldigheden af konkurrerende "sandheder"..

Problemet er bare, at der er ingen frelse i troen på halve "sandheder" ...

Troen og erkendelsen, religionen og videnskaben, de er som mand og kvinde, de bør være ét kød, det er frugtbart.

http://www.anthropos-ecclesia.org/

Gnosticismen var måske den farligste kætteri, som truede den tidlige kirke i de første tre århundreder. Påvirket af sådanne filosoffer som Platon, er gnosticisme bygger på to fejlagtige præmisser. For det første gør sig til talsmand en dualisme med hensyn til ånd og materie. Gnostikere hævde, at sagen er i sagens natur ond, og ånden er god. Som et resultat af denne Forudsætning, tror gnostikere noget gjort i kroppen, selv den grummeste synd, har ingen mening, fordi det virkelige liv findes i åndeverdenen eneste. For det andet, gnostikere hævder at besidde en forhøjet viden, en "højere sandhed" kun kendt til en vis få. Gnosticisme kommer fra det græske ord gnosis, som betyder "at kende." Gnostikere hævder at besidde en højere viden, ikke fra Bibelen, men erhvervet på nogle mystiske højere almindeligt eksistens. Gnostikere ser sig selv som en privilegeret klasse hævet over alle andre af deres højere, dybere viden om Gud. Sandheden er ikke bare vidst videnskabeligt men også historisk kendt, denne sandhed bliver til mystik myte og delt i halve sandheder og fiktion i gnotisme.

Kristendommen hævder, at der er en kilde til sandhed, og det er Bibelen, den inspirerede, ufejlbarlig ord den levende Gud, den eneste ufejlbarlige reglen om tro og praksis (Joh 17:17; 2 Tim 3:15-17; Hebræerbrevet 4: 12). Det er Guds skrevne åbenbaring til menneskeheden, og er aldrig afløst af menneskets tanker, ideer, skrifter eller visioner. Gnostikerne, derimod, bruger en række af tidlige kætterske skrifter kendt som gnostiske evangelier, en samling af forfalskninger, der hævder at være "tabte bøger i Bibelen." Men i sandhed så er der ingen "mistet bøger" i Bibelen, eller bøger, som blev taget ud af Bibelen, eller bøger manglet fra Bibelen. Hver bog som Gud har bestemt og inspireret til at være i Bibelen er i Bibelen. Der er mange legender og rygter om tabte bøger, men der er ingen sandhed overhovedet til disse historier. Der er bogstaveligt talt hundredvis af religiøse bøger, som blev skrevet i det samme tidsrum som de bøger i Bibelen. Nogle af disse bøger indeholder sande beretninger af ting, der rent faktisk fandt sted (1 Makkabæerbog, for eksempel). Nogle indeholder god spirituel undervisning (Salomons Visdom, for eksempel). Men disse bøger ikke inspireret af Gud. Hvis vi læser nogle af disse bøger, de apokryfe skrifter som et eksempel, vi er nødt til at behandle dem som fejlbarlige historiske bøger, ikke som inspirerede, ufejlbarlig Guds Ord (2 Tim 3:16-17).

Evangelium Thomas, for eksempel, var en forfalskning skrevet i 3. eller 4. århundrede e.Kr., der hævder at være blevet skrevet af apostlen Thomas. Det var ikke skrevet af Thomas. De tidlige kirkefædre næsten universelt afvist Thomasevangeliet som kættersk. Den indeholder mange falske og kætterske ting, som Jesus angiveligt sagde og gjorde. Ingen af det (eller i bedste fald meget lidt af det) er sandt. Brevet af Barnabas blev ikke skrevet af bibelske Barnabas, men af en bedrager. Det samme kan siges om evangeliet om Philip, den apokalypse af Peter, osv.

Der er én Gud. Bibelen har en Skaber. Det er en bog. Det har en plan for nåde, optaget fra indledningen, gennem udførelse, til fuldbyrdelse. Fra forudbestemmelse til forherligelse, er Bibelen historien om Guds forløse sit udvalgte folk til lovprisning af hans herlighed. Som Guds forløsende formål og plan udfolder sig i Skriften, de tilbagevendende temaer betonede til stadighed er Guds karakter, dommen for synd og ulydighed, den velsignelse for tro og lydighed, Herren Frelseren og offer for synd, og det kommende rige og herlighed. Det er Guds hensigt, at vi kender og forstår disse fem temaer, fordi vores liv og evige skæbne afhænger af dem. Det er derfor utænkeligt, at Gud ville tillade nogle af disse vigtige oplysninger for at blive "tabt" på nogen måde. Bibelen er komplet, for at vi, som læse og forstå det kan også være "komplet, og udrustet til al god gerning" (2 Tim 3:16-17).

Heldigvis, de tidlige kirkefædre var næsten enstemmigt at anerkende disse gnostiske ruller som svigagtige forfalskninger, der går ind for falsk lære om Jesus Kristus, frelse, Gud, og hver anden afgørende kristen sandhed. Der er utallige modsætninger mellem den gnostiske "evangelier" og Bibelen. Selv når den såkaldte kristne gnostikere citater fra Bibelen, de omskrive vers og dele af vers at harmonisere med deres filosofi, en praksis, der er strengt forbudt og advaret imod af Skriften (Mos 4:2; 12:32, Ordsprogene 30: 6, Åb 22:18-19).
http://books.google.dk/books?id=R3gWFtE_ufoC&printsec=frontcover&dq...

Gnosis hensigt.
http://www.tecmalta.org/tft324.htm
http://www.evidencetobelieve.net/gnostic_gospels.htm
http://amos37.com/2011/02/28/gnosticism-exposed/Se video.
http://www.allaboutreligion.org/gnostic-gospels.htm
http://www.letusreason.org/Latrain18.htm
http://www.christian-history.org/gnostic-beliefs.html
http://www.bibliotecapleyades.net/mistic/gnostic01.htm
http://www.biblelessons.com/doctrine.html
http://www.christiananswersforthenewage.org/Articles_Enneagram.html
http://www.jesus-is-savior.com/False%20Religions/Christian%20Scientist/expo...

Hvad er sandheden. Jesus brugte den bestemte kendelse at fremhæve sig selv som "den eneste sandhed." Salme 119:142 siger "Din lov er sandhed." I Bjergprædikenen, Jesus mindede sine tilhørere på flere punkter i loven, sagde ", men Jeg siger jer ... "(Matt 5:22,28,32,34,39,44), og derved sidestille sig med Guds lov som den autoritative standard for retfærdighed. I virkeligheden, sagde Jesus, at han kom for at opfylde loven og profeterne (Matt 5:17). Jesus, som den inkarnerede Guds ord (Joh 1:1) er kilden til al sandhed. Farvel må Jesus finde vej til dig og tage dig til sandhed inden du tager et bid af æblet og bliver fortabt.

...og Menneskets idé det samme som det perfekte Menneske, som alle specifikke mennesker kun kan håbe at nærme sig...

"Menneskets ide", almenmennesket, universalmennesket, Menneskets urbillede:

http://en.wikipedia.org/wiki/Adam_Kadmon


http://www.anthropos-ecclesia.org/