En god dag...

En god dag...

Jeg kan ikke helt gennemskue, hvad der sker i debatten om Folkekirkens feltpræster; for det er vel den, som står med ansvaret for feltpræsteordningen, og ikke (?????)ministeriet eller generalerne?

Det bringes op i KD, at mange af feltpræsterne er ”tidehvervske”! Betyder det, at der er kirkelige retninger, som især er krigsaktive. Hvad med Indre Missions og Grundtvigianernes folk? Alle er dog under Folkekirken.

Men hvad forestiller man sig ellers med en krig? ”En god dag er, når ingen dør”! Man kunne måske tilføje: Af ens kammerater! For en krig går vel ud på at slå flest mulige af fjenderne ihjel; så er det vel en god dag! Altså, til de bliver så møre, at de vil forhandle.

Uden kunne vide, om det foregik sådan for 200 år siden, kan man på film se, at to hæres soldater står på række og geled med hævede våben og skyder så længe, at den side, der har flest overlevende, har vundet. Meget enkelt og primitivt. Sådan er det naturligvis ikke mere. Men vi har jo navne på krige kaldet ”3-årskrigen”, ”7-årskrigen”, 30-årskrigen og sandelig også ”100-årskrigen”. Skal feltpræsterne så deltage hele tiden?

Måske skulle forhandlingerne have fundet sted for længe siden. Her kunne præster måske gøre god gavn med forbøn for fred! Det ville svare til den tilstand i dyreverdenen, hvor dyrene slås uden at slå hinanden ihjel, til de har fundet den stærkeste. Vinderen bliver, taberen går.

Det forekommer mig, at emnet bliver meget teologisk. Det betyder, at der findes gode undskyldninger for at føre ( også kristen) krig, hvilket det er svært at finde forslag til i Jesu forkyndelse.
Søren Hansen