Aldrig med kirkens velsignelse!

Aldrig med Kirkens velsignelse!

Først vil jeg takke Børge Hansen for en god kronik d. 8. feb., som efter min mening sætte det kristne evangelium på plads i nutiden. På samme side i KD er der indlæg fra folk med en anden opfattelse af evangeliet. Det er repræsentanter for de sædvanlige grupper, så det vil jeg ikke bruge plads på, men de må naturligvis have deres mening.
Jeg vil derimod henvise til nogle spændende TV-udsendelser i DR2 om kristendommens udvikling fra den lille discipelskare til nogle magtfulde, men forskellige kirkesamfund.
Bare en enkelt sag om præsterne, som i flere århundreder var gift. Det betød, at de fik arvinger, som kunne bevirke, at kirken som organisation blev svækket. Kirken blev bange for at miste magt. Derfor cølibat. Kirken og kirkelige foreninger har det med at tiltage sig magt over mennesker og bestemme, hvad der er ret og laver regler og ordninger. De er selvfølgelig ikke indbyrdes enige! Ellers ville der have været een kirke.
Kirken er også noget andet end organisation. Det er de mennesker, som anser Jesus Kristus for at være deres frelser. Dog har udviklingen med Luthers hjælp også taget den retning, at jeg mener at kunne sige, at jeg har den personlige direkte vej til Gud. Jeg behøver ingen mellemmand eller kirke til at skabe forbindelse.
Når der er nogle homoseksuelle par, så søger kirkens fællesskab, får de så at vide af ovennævnte kristelige grupper: ”Men det kan aldrig blive med kirkens velsignelse”!
Så spørger jeg: Hvad indeholder kirkens velsignelse? Jeg tror ikke de eller jeg søger præstens eller kirkens velsignelse. Det tror jeg slet ikke kirkesystemet har myndighed til.
Når der lyses velsignelse i kirken, beder jeg til Gud, at Han vil velsigne mig. Det kan jeg bede om ude i naturen eller hjemme hos mig selv eller andre steder; ikke nødvendigvis i kirken. Det kræver myndighed at kunne velsigne, og den har Gud.
Det vil jeg så anbefale de afviste homoseksuelle par. Bed selv om Guds velsignelse. Vi har lært, at Han hører os.
Men menighedens fællesskab kan man naturligvis ikke få for sig selv, men det er også et andet plan.
Søren Hansen