Hvorfor Roxanna A. Albecks "Nattevagten" er en succes!

Til Leif Hjernøes spørgsmål, hvorfor sådan et program ikke ligeså godt kunne have fundet grobund på P1, vil jeg sige:
Her stikker man mikrofonen til etwas ganz anderes end parnassets velpolerede kulturradikale. Her finder man ikke en veluddannet retorisk korrekt vært. Det medfører, at almindelige danske borgere kan identificere sig med hende. Hun kalder især de fortrykte, problemfyldte mennesker ud af busken - der er plads til at få sig udtrykt - man får menneskelige svar uden en skjult dagsorden. Her er en vært, som umiddelbart blot interesserer sig for mennesker - måske især for dem der sjældent får mund og mæle.
Ja, hun får fingrene helt ned i materien - forstår på en underlig måde at vække medfølelse hos medhørere.

Min første reaktion var faktisk - "sikke dog noget uprofessionelt savl" - men heri har det også netop sin berettigelse. Man føler sig herligt befriet for denne kritik, som medierne altid er så utrolig dygtige og velanskrevne til at fremføre.
Uddannede journalister er præcist uddannet til den psykologiske form for interview. De stiler målrettet mod at høre de svar man ønsker og som bagefter kan bruges til politisk debat - oftest er journalister da bedøvende ligeglade med, hvad enkeltstående mennesker siger/ytrer/indeholder.
Eksempelvis er Poul Friis en hamrende dygtig programvært og interviewer - dybt inde i sit stof. Og han forstår kunsten at stille netop disse halvretoriske spørgsmål og skære der, hvor han bliver indenfor emnet. Men her får medspillere ikke nogen særlig TID til at fremkomme med sine synspunkter.
Clemens er af allerværste skuffe, når det gælder målrettet retorik. Han synes til hver en tid, at lytteren i hvert fald ikke skal gå glip af hans stemme og synspunkt.

Radio23syv har fundet berettigelse udfra BEHOV for samhørighed mellem mennesker på en mere ægte facon!
A.D.Nielsen