@Jørgen, som bl.a. skriver "Ikke at mangel på råvarer er et egentligt problem, forudsat man tager erklæringerne om global fri handel alvorligt"

Her er jeg uenig. Råstoffer er ligesom vand potentielle årsager til krig landene imellem (hvilket f.eks. ses i Afrika). Hvis det virkeligt kniber, så vil ingen stærke lande tage erklæringer om frihandel og alt muligt andet godt specielt alvorligt. Adgangen til råstoffer, nogle mere vigtige end andre, er alfa og omega for at lande kan have et nogenlunde godt og stabilt samfund med velfærd og tilstrækkelig økonomisk fremgang til at tilfredsstille befolkningen. Hvis et land ikke har mulighed for at få de nødvendige råstoffer, - eller via handelspartnere få del i produkterne, så risikerer det at synke ned i fattigdom med al den ballade det medfører. Derfor må ansvarlige politikere tage adgang til råstoffer alvorligt. Desuden vil de stærke lande gerne bevare magten, så de vil også have behov for råstofferne til krigsproduktionen.
Det er sådan verden ser ud. Jeg siger ikke, at jeg kan lide det. Det ville være meget dejligere om vi levede i Kardemommeby. Men det gør vi desværre ikke, og det er mit udgangspunkt.
Vi må se realistisk på situationen, ellers træffer vi forkerte beslutninger. Som hele balladen med det "arabiske forår" så tydeligt viste. Danske medier og politikere levede i en drømmeverden skabt af deres ideologiske grundsyn, som viste sig helt ude af trit med virkeligheden. Vi var mange, der vidste og advarede om, hvordan det ville gå. Men de var så forblændede af deres idealverden, at de troede den var virkelighed. Nu ser vi resultaterne. Borgerkrig i Libyen, massakrer på sorte og kristne, ødelæggelser af andre religioners kulturminder, oprettelse af shariastater og dermed følgende terror regimer, osv osv osv…
Danmark er sammen med sine allierede skyld i dette ragnarok. På grund af en utilgivelig mangel på virkelighedsforståelse hos de ansvarlige, hos beslutningstagerne. Irak, Ægypten, Libyen, Yemen, og nu Mali, er sendt langt tilbage i den mørkeste fortid på grund af vores uovervejede, panikagtige medløb i et imperialistisk felttog. Det måtte gå galt. Vore politikere burde have undersøgt konsekvenserne ordentligt, men gjorde det ikke.
Men tilbage til Danmark-Grønland. Her er der jo ikke tale om et lignende sort-hvidt imperialistisk forhold. Her er der tale om en meget langvarig investering fra Danmark i Grønland, ikke på grund af alskens onde hensigter, men på grund af et fælles ønske om at bygge en form for velfærds samfund op i Grønland, efter grønlændernes vilje og til deres gavn. Da Grønland blev åbnet op i 1950 var det helt bevidst, at man indledte en sådan proces med alt det gode og dårlige, man vidste ville følge af en sådan ændring. Efter krigen, hvor Grønland måtte styre sig selv og de to landsråd blev slået sammen til eet, som styrede landet godt nok til at man ønskede at fortsætte en form for selvstyre efter krigens afslutning, da startede i realiteten den langsomme og fredelige bevægelse frem imod mere og mere selvstyre for Grønland. Med grundloven af 1953 blev Grønlands status som koloni ophævet og Danmark startede allerede i 1950 med massive investeringer i uddannelse, sundhedssystemet, boligforholdene, infrastrukturen m.m.m. Indtil i dag er der investeret titals milliarder af kroner i Grønland fra dansk side til grønlændernes bedste. Derfor finder jeg det rimeligt, at man - dvs. politikerne - ikke bare uden at løfte et øjenbryn lader Grønland sælge alle deres råstoffer til højestbydende (sandsynligvis Kina) på det internationale marked. Danmark bør få del i indtægterne efter de store investeringer vi har gjort. I tillæg kommer de andre hensyn. Sikkerhedsmæssigt ville de stærkere lande som f.eks. USA heller ikke tillade, at de værdifulde metaller, specielt de sjældne grundstoffer, blev overladt til et ikke-vestligt land som Kina. For ikke at tale om uranforekomsterne, som i højeste grad rejser nogle sikkerhedspolitiske spørgsmål.
Hvad angår hydrokarboner, så har udvindingen stadig så lange udsigter, at meget kan være sket inden da (f.eks. faldende priser p.gr.a nye energiformer og udvindingsmetoder af f.eks. gas).
Summa summarum, så finder jeg, at der er så mange spørgsmål i forbindelse med Grønlands råstof ressourcer, at man godt nok kan sige "Det må I selv bestemme", men i samme åndedrag betyder det ikke selvstændighed, men blot en anden konstellation af samarbejdspartnere og interessenter i Grønland, hvor Danmark i dag dog stadig har et stort ord at skulle have sagt, efter min mening til både Danmarks og Grønlands bedste. Spillet om de arktiske råstofressourcder ER i gang, og de stærke vil ikke tabe det. Grønland hører desværre ikke til de stærke.
Det vil være overmåde tåbeligt - efter min mening - hvis Danmark helt bevidst stiller sig uden for indflydelse i dette spil. Derfor finder jeg det forkert, at Danmark trak sig ud af det fælles Grønlandsk-Danske mineralselskab Nunaoil, hvor hvert land havde 50% indtil 2009. Det var der ingen grund til. Dermed afskrev vi os uden videre fra at få del i de enorme værdier, når de på et tidspunkt kan blive realiseret.

En oversigt over Danmarks fortsatte ansvarsområder i Grønland (bl.a. Højesteret, udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik samt valuta- og pengepolitik.) kan iøvrigt ses på statsministeriets hjemmeside: http://www.stm.dk/_p_8181.html

Jørgen Christensen skrev:

Clausny skrev:

Tja, det er vel en imperial tankegang, der prioriterer at moralsk højest er hensynet til statsmagten, fordi dens befolkning skal holdes hen i tilfreshed.

Erfaringsmæssigt er det dyrere at handle indbyrdes med vold i stedet for på frivillig basis. Det kræver jo 1) man er organiseret voldeligt også i ens egen gruppe 2) der bruges ressourcer på denne dyrere udvekslingsform end på den frivillige.

Kan man ikke forestille sig, at befolkningen kan være tilfreds, når man ikke vil gå i krig for dens interesser, eller for politiske interesser.
Men at man i stedet vil samarbejde. Og kan man ikke opnå et ønsket resultat, så fortæller man det, og befolkningen kan så indrette sig meningsfuldt på en måske enklere livsstil.

Går man i krig, så undergraver man samtidig den fredelige, gensidige moral internt i sin egen befolkning. Og magt bliver til ret.

Historisk er der ikke mange befolkninger, der har foretrukket velovervejet og bevidst, at leve i en trusselsbaseret tilværelse frem for en konsensusbaseret. Der har været større begejstringsytringer i forbindelse med sejre over fjenden. Men når man som f.eks. i Rom får en befolkning, der er dårligere stillet end slaver, sådan at bønder frivilligt forsøger at få deres børn til at blive slaver, ja så nægtes de denne ret af statsmagten (imperator), fordi det ville fjerne "fordelene" ved den bestående orden, hvor flere værdier går til imperiet og dets politik, end til befolkningen.

Så jeg synes egentlig DK burde melde fra over for NATO. Tale ud imod diverse angrebskrige og fordækte indblandinger og undergravninger, hvilket man gør til stadighed, uanset de er anerkendte lande og ledelser hos FN, især fra amerikansk, engelsk og fransk side.

Lad os sige, at et enkelt land sidder på Thorium. Det gør dens befolkning rigere med lavere udgifter til energi. Men måske mangler landet så billig adgang til drikkevand. Kunne det ikke tænkes, at lande kunne enes om at handle sammen, i stedet for at gå i krig mod hinanden? Præcis som befolkningen i samfundet for det meste gør det (i de mere stabile samfund). Altså at man kan tilpasse sig forholdene.

Jeg synes, det er naturligt og menneskeligt rigtigst. At behandle hinanden som ligemænd. Faktisk var der ikke krig i det meste af menneskehedens historie med samlere og lavere jægere. Krig tilhører mere udviklede og organiserede samfund med arbejdsdeling og ledelse.

Den imperiale tilværelse er en magtbaseret illusion. Den kræver åbenlyst, der sker krige igen og igen, om nødvendigt gør man det enten fremprovokeret eller løgnagtigt. For at bedrage befolkningen til at bevare illusionen, enten holde fast ved tilvænnede luksusvaner og manerer, eller skræmme dem til at frygte fjenden og dermed måtte gå ind for sin egen politiske ledelse. Det er en selvbekræftende leveform, ikke en eksistentielt sandhedsbaseret.

Naturmæssigt svarer det imperiale samfund til et herre-hundeforhold, synes jeg. Så her en lille moralsk fortælling for hunde:

En person, jeg kender, havde en ret så dominerende nabo. Denne anskaffede sig så en større kamphund, som han glad promenerede med. Imidlertid havde min ven gjort sig gode venner med hunden. Så en dag, da naboen kom hjem med hunden, stod min ven i deres fælles indkørsel uden for sin egen indgang. Den vredladne nabo sendte hunden afsted for at jage min ven ind, men hunden løb hen og logrede og blev klappet.

Dette fik naboen til at lade hunden aflive!

Men ellers tror jeg, du har et for optimistisk langt syn baseret på en fortsat udvikling. De sidste 20 år har budt på en stærkt stigende ulighed i USA. Der er stort underskud både på løbende handelsfinanser og oveni med indre forpligtelser. Krisehåndtering med økonomien fra 2008 har været at udskyde problemerne (skabe penge kunstigt til at forhindre, her og nu, store problemer får lov til at udvikle sig). Så en større krig kunne "redde" en indre politisk krise - ikke reelt, men få opmærksomheden væk.

Vores interesse her, er at lade problemerne vise sig, og undgå krigen. Så reelt burde vi i EU se de økonomiske problemer i øjnene og IKKE statsligt manipulere virkeligheden væk på samme vis. Det er et taberkapløb!

Og vi bør bestemt ikke hidkalde NATO for at beskytte grønlændere imod kinesiske eller andre kontakter. NATO burde ENTEN opløses, ELLER blive langt stærkere kontrolleret af befolkningerne. Underlægge den militære ledelse folkeafstemninger, f.eks. Den er opbygget på en frygtelig mulighed for aggression fra andre. Og skal ikke misbruges til præcis det det samme over for nogen anden befolkning eller politisk ledelse overhovedet! Det er en vederstyggelighed at læse Anders Fogh Rasmussens nylige kommentarer vedr. det nedskudte tyrkiske fly. f.eks. Her burde et befolkningsrepræsenteret øvre råd kunne fjerne personen fra NATO, eller lægge mundkurv på sådan en gang vederstyggelig og manipulatorisk retorik.

@Jørgen, Jeg vil godt erklære mig enig i en del af det, du skriver. Problemet er, at det ikke hjælper, at man synes en masse gode ting, hvis virkeligheden nu er helt anderledes. Du skriver for eksempel "Historisk er der ikke mange befolkninger, der har foretrukket velovervejet og bevidst, at leve i en trusselsbaseret tilværelse frem for en konsensusbaseret". Nej; men historisk er der mange befolkninger, som har været tvunget af omstændighederne (virkeligheden) til det. Enten fordi de reelt var truet på livet af nabobefolkninger (f.eks. tidl. Yugoslavien, Balkan Israel, Tibet,verdenskrigene, mange lande i Afrika) og/eller fordi deres herskere opstillede et sådan trusselbillede for at bevare magten (f.eks. nazi tyskland). Det er vel historisk set mere reglen end undtagelsen, at lande har måttet forsvare sig mod trusler fra andre lande.
Ikke fordi de ønskede krig; men simpelthen fordi virkeligheden krævede det. Ligeså tror jeg i høj grad der var krig imellem samlere og jægere i fortiden. Men mangel på mennesker begrænsede selvfølgelig størrelsen af tab og indsats.
Du skriver
"Går man i krig, så undergraver man samtidig den fredelige, gensidige moral internt i sin egen befolkning. Og magt bliver til ret". Ja, det kan være meget rigtigt. Men hvordan du ønsker virkeligheden skulle være ændrer ikke på, hvordan den er.
Det er en total misforståelse, hvis du tror, at når jeg skriver, hvordan virkeligheden er efter min opfattelse, så er det det samme som, at jeg bifalder det. Det er helt fejl; men det kan ikke nytte at agere ud fra en ideal verden, som ikke har bund i virkeligheden. Det er, hvad vore politikere gør gentagne gange, og resultatet bliver derefter.
Jeg kunne f.eks. ikke finde på at agitetere for krig. Men i virkelighedens verden er der faktisk krig, og så må vi jo agere efter det, eller i hvert se realistisk på det faktum, at de stærkeste langt hen ad vejen også bestemmer.

Jeg er langt fra uenig i alt, hvad du skriver. For eksempel skriver du "Lad os sige, at et enkelt land sidder på Thorium. Det gør dens befolkning rigere med lavere udgifter til energi. Men måske mangler landet så billig adgang til drikkevand. Kunne det ikke tænkes, at lande kunne enes om at handle sammen, i stedet for at gå i krig mod hinanden? Præcis som befolkningen i samfundet for det meste gør det (i de mere stabile samfund). Altså at man kan tilpasse sig forholdene". -
Jo da, og det gør civiliserede lande da også langt hen ad vejen. Selvfølgelig er det rigtigt.

På den måde er vi nødt til at spille med på et realistisk grundlag. Derfor skal vi bevare vor indflydelse på forhandlingerne om de arktiske ressourcer og ikke give den fra os uden videre, sådan som vi er på vej til at gøre. Sikkert fordi politikerne netop handler ud fra deres ideologisk betingede idealverden i stedet for at agere ud fra realiterne i den virkelige verden.

Jørgen Christensen skrev:

Mht. samlere og lavere jægere har jeg læst mig til i en glimrende dokumenteret debatbog, "War Is a Lie" af David Swanson, at forskellige påstande om krige i de samfund, IKKE er underbygget med senere fund af arkæologer.

Om "det realistiske samfund" må man vel først og fremmest gøre op med sig selv, om skal man stille sig på løgnerpartiet for at fremme kortsigtede hensyn, eller de visionære, for at fremme langsigtede hensyn.

Det har udspillet sig i vor tid, hvor statsmagterne, specielt i de traditionelt imperialistiske lande, har valgt løgn efter eget behag, frem for virkeligheden. Du får det til at lyde som om løgnen, når den hersker, også er virkeligheden. Det tror jeg er en fejltagelse.

Her en frisk, hvor så svindlerne kommer i indbyrdes krig også. Ikke hensigten med svindlen, men en logisk og naturlig følge, som med al svindel. Det er derfor de fleste sunde samfund straffer svindlere, eller ivrigt indfører strenge straffe, efter kalamiteter har kørt samfundet i sænk.

http://www.dailymail.co.uk/news/article-2168449/Bob-Diamond-resignation-Ous...

Samfundsmæssigt er svagheden nok, at mens borgere i et bureaukratisk samfund kontrolleres og checkes i utallige detaljer, ofte ud i det absurde med bureaukratiske normer, forskrifter og anvisninger, så tager man med de store politiske magthaverbeslutninger pludselig personlige og menneskelige hensyn over for de værste katastrofale beslutninger, medvirken til svindel, overtrædelse af lovgivning, egen berigelse gennem svindel, idet det hele magisk kan tilgives gennem "hensyn" ikke til lov og ret, men hensyn til at retsforfølgelse kunne medføre uro i befolkningen. De skal jo bare leve et liv med overholdelse af alle reglerne. Og så har de frigjorte ovenpå, en virkelighed, hvor man gør som det passer dem og deres privilegerede ligemænd.

Og det er helt i orden, for muligvis er alle bedre stillet, hvilket ikke kan bevises, men så heller ikke modbevises. Løgn er blevet en væsentlig og integreret del af moderne samfundsstyring, og det vil logisk føre til denne styreforms undergang. Et samfund med selvudviklede, desorienterede tosser har det svært.

I rapporten fra Romklubben "The Future of the Arcitc" (amerikansk) spås det, at Grønland vil være selvstændig om 10 år og derefter vil drive i favnen på USA. Blive medlem af NAFTA m.m. Det svarer til min opfattelse af realiteterne. Ligeså artiklen i Berlingeren d.21.juni, som giver et meget realistisk billede af situationen. Begge artikler varsler om, at den nære fremtid for rigs fælleskabet, i særdeleshed Grønland, tegner meget problematisk på grund af kampen om råstoffer, som jeg tidligere har ridset op.
Syd-Danmark bør være vågen, og ikke bare lade situationen sejle. Ellers mistes Grønland og alle rigdommene - ikke til grønlænderne men - til de stærkeste lande og internationale selskaber. Det kan Danmark og heller ikke Grønland være tjent med.

http://www.b.dk/nationalt/groenland-har-kurs-mod-usa-0
se også artiklen fra d.21.juni:
http://www.b.dk/kommentarer/groenlands-farlige-minekurs

Fra Berlingeren:

Tja, dette kunne jo ligesåvel være en poetisk omskrivning af en handel, hvor begge parter bliver bedre stillet ved at bytte med noget den ene har, og som den ikke har.

Den største fare er da, hvis en modpart bliver så dominerende, at vedkommende kan begynde at diktere andre forhold, og sætte sine egne betingelser.

Det har længe været tilfældet i Sydamerika med USA, men det tyder på, at Sydamerikanske stater i stigende grad er sig selv. Der er f.eks. ingen amerikanske militærbaser tilbage.

I og med, at forskellige økonomer forudsiger, USA knækker økonomisk inden for 10 år, ville det være uheldigt for Grønland at hænge på et forældet taberregime i opløsning, illustreret ved at være underlagt finansielle magthavere, der primært tjener sig selv.

I reglen undertegnes en aftale imellem to parter, men den amerikanske model er så indholdsrig, at modparten ikke kan overskue det hele. Det er f.eks. velkendt, at IBM anvender en "standardkontrakt" hvor en juridisk ansvarlig gennemgang af indholdet i de fleste tilfælde ville koste mere end hele projektet, der planlægges i samarbejdet. Det er en af metoderne i forretningsmodellen, "snup pengene og stik af".

Andre er sikkerhedsindblandinger, hvor der aktivt satses på at få indflydelse på forskellige parter, så man på et givet tidspunkt kan støtte den ene eller den anden i et "oprør" eller "forår" alt efter, hvad der tjener ens politisk-økonomiske interesser bedst. Sådan at man f.eks. kan true sig til en fortolkning af en aftale, der passer en selv.

Det ligner for mig ikke en langtids- eller overbevisningsfunderet samfundsorden. Men det synes stadig hos politikere og beslutningstagere, at man hænger fast i en historisk fejltagelse fra o. 1990. At liberalismen havde ret i sin gennemførte, økonomisk uregulerede version, fordi USSR knækkede. Men det sidste var vel snarere, fordi netop ideologisk blindhed fører til øget magtanvendelse, der er illegitim, og derfor lukkede modellen. Og det samme vil i sin illegitimitet lukke for denne ideologiske fejltagelse inden for ca. 10 år. (Især ifølge en række økonomer med kreditudvidelse gående til uendelig.) Enten nedenom, eller også bliver den rent magtbaseret og illegitim.

Som det er nu, så følger andre lande i de samme fodspor, fordi lederne tror sig qua embedet mindre fejlbarlige, og vel føler. de skal prætendere at være de rigtige mennesker til de rigtige opgaver. Undgå egentlig debat. Efterabe de førende i at robottere befolkningen, og privatisere magthaverne.