HenBer skrev:

1. Højlund er med sine egne ord en urostifter.
2. De "andre" går ikke mod evangeliet.

Citat: "Sådan har Højlund ført sig frem stort set hele tiden, .... - aldrig forsømt en mulighed for at optræde i diverse medier.".

Preben. Så er det da ganske trist, at du - pr. dags dato - må nøjes med 730 gange, at have fået plads til dine budskaber, der i et og alt, jo kun kan opfattes, eller i det mindste bliver opfattet sådan af dig selv, som det modsatte. Tænk sig, hvad resten af Danmark er gået glip af.

1. 8 biskopper er falske hyrder. De handler i åbenlys strid med Guds ord, og leder et folk vild!
2. De andre går i den grad mod evangeliet. De forkynder syndernes tilladelse, ikke tilgivelse.
3. Højlund er - sammen med sine støtter - et mandfolk, der ikke kujonagtigt bøjer sig for folkestemningen.
4. Luther var også en urostifter, hvilket bl.a. førte til protestantismen, som gør, at du bl.a. kan leve i et demokrati, hvor du kan ytre dig som du gør. Så at være en "urostifter" er intet argument i sig selv!

Flemming skrev:

1. De 8 biskopper er gode hyrder, og handler ikke i strid med Guds ord.
2. De andre går ingenlunde mod evangeliet - tværtimod.
3. Højlund er - sammen med sine støtter- en ballademager, som kujonagtigt hæver løn og stifter uro i kirken, i stedet for som et mandfolk tage konsekvensen af sine holdninger og gå.
4. Ja det var han. Men derfor er uro og ballade intet ideal i sig selv.

Højlund er - sammen med sine støtter- en ballademager, som kujonagtigt hæver løn og stifter uro i kirken, i stedet for som et mandfolk tage konsekvensen af sine holdninger og gå.

Ovenstående skrevet af Nick er særdeles rammende for Højlund og hans ligesindede. Gang på gang tom teatertorden fra den kant. Hvor må det være frygteligt altid at prostituere sig selv, egne meninger og holdninger, sin samvittighed og tro for ussel mammon. Tjenestemandsløn, pension og billig præstebolig er åbenbart tilværelsens inderste mening for Højlund og co.

Helt utroligt er det da også, at det endnu ikke er gået op for disse mennesker, at vi har et statsligt religionsvæsen her i landet, som de selvsagt må indorne sig under, når de angiveligt ønsker at være statstjenestemænd med dertil hørende frynsegoder. Ønsker de imidlertid ikke dette, men i stedet at følge det, de påberåber sig som deres overbevisning og tro, er der kun ét at gøre: ADSKIL OG STAT!