Hvis den lille sekteriske fløj omkring Henrik Højlund ikke længere føler de kan samles til gudstjeneste med resten af folkekirken, så er der da vist ingen anden vej end at de før eller siden må tage deres kappe og gå. Folkekirken er rummelig, men Højlund kan åbenbart ikke rumme rummeligheden.

Det udvikler sig til ren eventyrskrivning, når Højlund og Andersen forestiller sig at kirken í fremtiden vil reformere sig tilbage til deres "sandhed".
Den virkelige drivkraft bag den nye ægteskabsordning er uden tvivl den ændring der er sket i forhold til synet på og accepten af homoseksuelle i befolkningerne overalt i den vestlige verden, og som derfor også i kirken har medført udvikling i teologiske opfattelser og nye flertalsforhold. Denne ændring bygger utvivlsomt på udviklingen i viden om hvad homoseksualitet egentlig er, og er derfor ikke en midlertidig tidsånd, der går væk igen, sådan som Højlund og Andersen fejlagtigt tror.

Nick, du siger : "Denne ændring bygger utvivlsomt på udviklingen i viden om hvad homoseksualitet egentlig er, og er derfor ikke en midlertidig tidsånd".. Interessant. Hvad mener du egentligt. Så vidt jeg forstår må man hverken psykologisk eller biologisk forske i årsagen til homoseksualitet. Sådan forskning har været tabu siden 70'erne, hvor homofili blev slettet af dem amerikanske psychiatriske håndbog af ideologiske årsager (tidsånd), ikke pga ny viden. Der er skrevet meget vigtigt om homoseksualitet, men intet uddannelsessted tør læse dem eller diskutere dem, og forskerne bliver lagt for had både i medier og iblandt kollegaer. Så hvilken "ny viden" taler du om. Eller mener du, "ny følelse"?

Siden den lutherske kirke blev en realitet, har der altid været en stor flok uomvendte mennesker og en lille flok af omvendte i denne kirke. Luther måtte jo erkende at det ikke var muligt under de givne forhold, at gøre kirken fri af statsmagten. Han indså den virkelighed, at de omvendte måtte leve, som en større elller mindre flok i kirken, med de ulemper, der fulgte med.

Vi kan ikke fratage et menneske at være et Guds barn, som sådan, for det er vi nu engang alle vi, som er døbte. Men, det er ikke alle døbte, der er omvendte og på vej til evig salighed. Guds ord skelner egentlig rimelig skarp imellem, hvem der er i Jesu kærlighed, og dermed på vejen hjem, og hvem, der ikke er det. Af bare nåde bliver vi indlemmet i Jesu kærlighed ved dåb og tro og må der også tilføjes ved omvendelse sker det. Som Guds ord siger: Når vi kommer til tro, så skal vi omvende os. Her er problemet med biskopperne og det store flertal i kirken, de har aldrig omvendt sig. Dermed kan vi jo så i en vis forstand sige, at de ikke er frafaldne, al den stund de aldrig har været med. Dem, der er indesluttede i Jesu kærlighed og forbliver at være det, det er dem, som holder fast ved hans ord, således at det udmønter sig i at gøre efter, hvad han har befalet. At påstå at biskopperne her i landet skulle være indesluttede i Jesu kærlighed ville bringe mig i alvorlig konflikt med Guds ord.

Når Peter Fischer-Møller indkalder en præst til en samtale og irettesættelse, fordi han udtaler sig i overenstemmelse med Guds ord, så tænker jeg umiddelbart på nogle vers fra Jeremias kap. 29 vers 24-28. Her hører vi om, at Jeremias udtaler dom over en, som havde sendt et brev til forskellige, hvori han redegør for, at der var indsat en præst til at have opsyn med og lægge dem i blok og halsjern, som talte og handlede efter Guds ord. Således lyder det fra denne person som Jeremias taler doms ord til: "Herren har gjort dig til præst i præsten Jojadas sted til i Herrens hus at have opsyn med alle gale og folk i profetisk henrykkelse, hvilke du skulle lægge i blok og halsjern. Hvorfor skrider du da ikke ind mod Jeremias fra Anatot, der profeterer hos jer".
Det er vanskeligt, ja, utroskab mod Guds ords lære ikke at tale doms-ord mod en biskop der fører sig frem som Fischer-møller og de andre biskopper med. Man skal være noget tykhudet for ikke at kunne se ligheden.

Jeremias var en del af den jødiske menighed og havde sin gerning med at tale til den. Vi finder ikke noget, som peger på, at han gik med tanker om, at oprette en frimenighed/kirke, men vi finder, at han vor godt og grundigt træt af situationen og ønskede sig langt væk derfra. Jeg er også godt træt af den folkekirkelige situation, men skal jeg forlade den, så vil jeg for det første være så sikker, som jeg nu kan blive, al den stund jeg lever i syndigt kød, der ikke just frivilligt vil, hvad Gud vil, på, at det er det, Jesus vil jeg skal gøre. For det andet så skal der være et fælleskab at vende mig til. Her kniber det noget. Skal jeg vælge et fælleskab, hvor præsten måske er en, som af egen fri vilje, har forladt, de får i folkekirken, han var kaldet til at være hyrde for, af den grund, at der nu er givet mulighed for ægteskab mellem to af samme køn? Nej, det skal jeg ikke, for der, er der noget galt. Jeg skal ikke her udbrede mig om, hvad der er galt, men blot sige at generelt set, så har de fleste af dem, som igennem tiden og for øjeblikket er i færd med at forlade folkekirken, et problem. De har nemlig svært ved at forlige sig med, at der skal forkyndes og læres om efterfølgelsens nødvendighed, hvis vi vil forblive i Jesu kærlighed. Dermed forsvinder hele grundlaget for, at der kan ske en opøvelse i sand Gudsfrygt, uden hvilken ingen vinder frem til evig salighed.

Jeg må sige til jer præster, at Gud ikke har givet os fejhed og frygts ånd, men derimod sin Ånd, hvorved han virke med, så vi kan, hvad han vil. Og det synes I så ganske at have glemt. Og glemt har I også, hvad der er jeres opgave. Jeres opgave er at forkynde evangeliet og deri er også indbefattet at lære alle, som sætter sig under den lærestol, hvorpå I er sat, at holde alt det han har befalet og at konsekvensen er, at vi falder ud af Jesu kærlighed, hvis ikke vi i tro vil handle derefter. Guds ord er mægtigt og er det eneste middel, som er os givet til frelse og til fornyelse. Derfor går igang med at lære det ud i jeres embede og bliv ved med det, indtil det enten medfører vækkelse eller at I bliver smidt ud.
I skal ikke være utro tjenere der søger dialog med biskopper og andre som har stillet sig på linie med dem, men I skal tale Guds klare doms-ord over og til dem. Skulle nogle derved komme til omvendelse, så hjælp dem til rette. Men tag lige først og find ud af, hvorfor i har fået en lærestol.

Jeg kan indtil videre kun være enig i, at I skal forblive i kirken. Men se så til, at I er Kirken, at I gør det, I er satte til. I er, som nævnt, ikke satte til at debattere med de uomvedte genstridige, dem skal vi alene tale Guds ords dom over, og så ellers ikke have mere med dem at gøre en strengt nødvendigt. Hvis I ikke får et andet forhold til efterfølgelsens nødvendighed, så I forstår at nok frelses vi af bare nåde, men vi bevares ikke i denne nådestand uden at kødet korsfæstes med Kristus, så vil I ikke flytte noget som helst ved jeres forbliven. Og ændres de nuværende forhold i kirken ikke ved, at I forkynder og lære menigheden ret, ja, så varer det såmænd ikke længe inden også jeg må pakke sammen og forlade kirken "frivillig", for så vil der jo ikke være en eneste mandlig præst tilbage, og hvis der er så er han såmænd homofil. Det er umærket at minde om, at en biskop har et ansvar, men det er endnu bedre, hvis I lever op til jeres ansvar, så I er tro i det, I er kaldet til.

poul sloth skrev:

Ja, du kunne vel gå tilbage på Jesu tid, for han havde vel heller ikke store forhåbninger til menneskene, men hans budskab blev sendt til alle mennesker på jorden. Over 7 mill er vi nu.
Skulle vi bruge GT i denne sammenhæng ville det vel være naturligt at tale om Gud som verdensaltets skaber - også menneskene over hele kloden.
Det er så fantastisk, at en lille stamme i det nærmeste Østen skulle være det eneste udvalgte folk. Sådan er det heller ikke.
Hvem der er Guds børn er vel en debat værdig, for skulle Altets skaber da på forhånd have afskåret hovedparten af menneskene på jorden fra forbindelsen til sig?
Kan det virkeligt være Skaberens vilje, at det kun de den kristne minoritet, som er Hans børn?
Kan det virkeligt være rigtigt, at den lille skare, som du omtaler, er de eneste rettroende, som er Guds børn?

Men efter dine skriverier, kan jeg forstå, at du og dine er på rette vej, men biskopperne og vi andre, og resten af verden er helt til rotterne. Det var ikke meget Jesus fik ud af at sende sine disciple ud i verden! Men du bliver vel salig i din tro.
Søren Hansen

Søren, du skriver: - "Hvem der er Guds børn er vel en debat værdig" -.
Hvem der er Guds børn, og hvem der er blandt de udvalgte, det er ikke noget, der skal debateres, for det taler Gud i sit ord så ganske tydeligt om. Så derfor er det ordet, der skal have lov at tale til os derom, således at vi hver især kan se, om vi er med i den flok, som er i Jesus kærlighed.
Der er en fortælling i Guds ord om en far og hans to sønner. Den ældste af dem, var et pænt menneske og gjorde ifølge ham selv altid faderens vilje, men var alligevel et fortabt menneske, for han ejede ikke kærlighed, han var ikke et omvendt menneske. Men der var noget han var, han var faderens barn på trods af, at han ikke var omvendt. Da faderen her er et billede på Gud, så må vi også erkende, at et døbt menneske er et Guds barn, for netop i dåben gøres vi til hans børn. Derfor er selv Fischer-møller min bror og jeg er hans bror, hvad enten vi kan lide det eller ikke.

Når det er sagt, så må det jo siges igen: er vi ikke i Jesu kærlighed, så er vi i den store flok i kirken, som nok er Guds børn, og mine søskende, men som er udenfor frelsen og forbliver der, hvis ikke de bringes til omvendelse. Og nej, det er ikke Faderens vilje, at det kun er de kristne, og her mener jeg alle verdens døbte, der skulle være hans børn. Guds vilje er, at alle skulle være hans børn og indgå i hans Rige. Men, problemet er, at de mange vil ikke på Guds betingelser, og derfor forbliver de udenfor.

Når det ikke er en debat hverken værd eller værdig, hvem der er Guds børn, og hvem der er frelste af hans børn, så må vi jo også have lov at forvendte af hans tjenere, at de redegør derfor, så det kan forstås. Vil man have rede derpå, så er det nok ikke lige i kirken, det er mest tydeligt, desvære. Det er ordet, der er Guds redskab til frelse og dermed også til udvælgelsen af dem, der frelses. Når der tales som Guds ord, så lyder der et kald til alle, som lytter med. Dem, som tager imod, de udvælges derved til at være Guds frelste børn. Se, så enkelt er det. Lytte, tage imod. Hvor af kommer så alle disse ørkesløse debatter, som bl.a. også er at finde på disse sider? Fordi mennesker nok vil frelses, men ikke på Guds præmisser. Det billede Gud giver af sig selv i ordet, det passer ikke nutidens mennesker.

Det er det enkleste i denne verden at blive frelst, og dog er det kun få, som bliver det. Enkelt er det, fordi det er en gave, troen er en gave, for troen på Gud, Jesus og frelsen den fødes i os, når vi lytter til Guds ord. Desvære står de fleste imod den overbevisnings kraft, der ligger i ordet, og defor forhærdes de mere og mere, med bl.a. det til følge, at mange nu synes, det er ganske fint og udtryk for sand Guds kærlighed, at homofile kan vies i kirken.

Guds ord skal lyde til os, som det er skrevet og tros således, så får vi, som ordet giver løfter om. Dem som således lader sig udvælge til at være Guds børn, ja, de er de eneste rettroende, hvad enten du kan li det eller ikke. Ikke for jeg siger det, men fordi Guds ord siger, at således er det.

Om du er helt til rotterne eller ikke, det ved du bedst selv. Men du er et fortabt menneske, hvis ikke du i dag er indesluttet i Jesu kærlighed.

Mit hvilested det er Jesu død i mit sted. min regning har han betalt. Og mere endnu, han har frikøbt mig så helt og fuldt, at jeg i troen kan regne mig for korsfæstet med ham, og derfor giver jeg heller ikke mit gamle menneske den frihed til, stik imod Guds ord, at kalde homofile ægteskabe for at være ret.

poul sloth skrev:

Ord, ord, ord. Det er da fint, at du har fundet fred i troen, men hvorfor skal der altid sammen med den tilstand udgydes nedrakninger af andre mennesker.
Er det ikke fantastisk, at af de over 7 milliarder af mennesker på jorden, er det de få hundrede i Danmark, som netop er de eneste, som har fattet Jesu evangelium korrekt.
Hvorfor er der nærmest som en selvfølge en fordømmelse af andre mennesker?
Jesus påtalte det forkerte i dømmesyge. Lad Gud tage sig af den sag.
Tænk dog mere på alle de steder, hvor Jesus kalder de elendige mennesker til sig, og glæder sig mere over det ene genfundne end over de 99 i flokken.
Kom nu ned på jorden, og lev et menneskeliv.
Søren Hansen