Det er såre enkelt

Det er såre enkelt. Folkekirken er det største kristne kirkesamfund i Danmark og omfatter næsten alle de danskere, der er forblevet i den evangelisk-lutherske menighed, efter at Danmark i 1849 ophørte med, simpelt hen at være et kristent land, hvor der praktisk talt var sammenfald mellem folk og menighed. Men et sådant sammenfald er der ikke længere tale om. Derfor må menigheden fremtræde som en særlig organisme, den (langt største) lokale afdeling af den universelle Kirke. Og denne organisme må naturligvis som sådan skulle styre sig selv. Det kan ikke nytte at prøve at sætte sig mellem to stole og operere med en forestilling om kirken som stadig bare selve institutionen. Så kommer det hele til at svæve frit i en ufrugtbar uafklarethed - som en blanding af statskirke, kulturkirke, servicekirke og frikirkeagtige grupperinger omkring den lokale del af institutionen. Og hvordan skal man forklare det enkelte kirkemedlems ret til deltagelse i kirkestyret, hvis dette medlem ikke forstås - og forstår sig selv - som ved sin dåb indlemmet i (stort og traditionelt sagt) Kristi legeme? Jeg er udmærket klar over, at det store flertal af folkekirkemedlemmer endnu hænger mentalt i Danmark-som-kristent-land-fortiden. Og jeg ønsker en lang overgangsfase, så alle, der overhovet på nogen måde ønsker at være med i den evangelisk-lutherske menighed, kommer med, ikke mindst den berømte lille mand med den lille tro, som jeg altid, også i mine mange år som sognepræst i Folkekirken, har elsket højt og følt mig stærkt solidarisk med. Men det er nødvendigt, at præster og andre, der har særlige forudsætninger for og dermed en særlig forpligtelse til at føre ordet, begynder at tale klart om disse ting og ikke bliver ved at tale udenom, så forvirringen bare vokser og vokser. Og det er af både den ene og den anden grund nødvendigt, at der tales på denne måde i forbindelse med den kommende kirkeforfatning. Forfatningen (styrelsesloven) er af mange, både store og små grunde vigtig, ja, nødvendig i sig selv. Men den er også vigtig som et udtryk for, at folkekirkemenigheden er en særlig organisme, og som omdrejningspunkt for en bred og dyb drøftelse af, hvad det hele egentlig går ud på. - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol.