skrev:

Vi siger, at Bibelen er Guds ord til osSå ved vi hvorfra budskabet kommer. Men når jeg svarer på dette indlæg, så har jeg ingen anelse om, hvem der har taget patent på at vide, hvad Gud elsker eller hader.
Ja, rent ud sagt så bliver jeg så træt af at høre sådanne jerimiader. Hvad kommer min tro på at Jesus Kristus er min frelser andre ved? Hvorfor skal andre komme med deres modbydelige pegefinger og nedgøre min Gudstro?

Der står så meget i Bibelen, at den kan bruges til alting. Det afgørende er, hvad du lytter dig frem til. Når jeg gang på gang læser om, hvordan Jesus kalder os mennesker, så er det for mig hovedsagen. Så kan vi komme som til det store gæstebud, som vi er, og naturligvis må vi bede om Guds velsignelse over vort liv.

I en kronik i Politiken den 19. august skriver Asger Baunsbak-Jensen om folkekirkens brug for frisind. Dette frisind kan bevirke, at vi kan leve i samme folkekirke, på trods af forskellig opfattelse af tro. Historien har jo utallige eksempler på, hvordan kristne grupper indelukker sig i ofte små grupper som så mener, at de har opnået saligheden. Andre er fortabte.

Det sidste overlader jeg i tryghed til min frelser, og andre menneskene skal i hvert fald afholde sig fra at holde rettergang. Det kan nemlig kun blive ud fra menneskelig retfærdighed, og det er helt forskellig fra Guds retfærdighed.

Søren Hansen

shansen4 skrev:

Problemet er jo lige at vi læser, "far ikke vild", og så helt bevidst ignorere det.

Apostelmødet, med apostlenes og helligåndens beslutning, bragte også den klarhed tilbage til kirken, afhold jer fra utugt, porneia.

Forkastelse af Gud, er jo det Paulus siger helt tydeligt, er resultatet.

Det er da, for mig, særdeles alvorligt, for hvis Gud er forkastet, hordan kan man så tro at man er kristen. Så er man jo "faret vild" og bedrager sig selv.

Det er da noget man må granske meget nøje.

Rudi skrev:

Hold nu op med alle de bekymringer. Vi skal tro, og det er ikke andre, som skal bedømme vores tro. Vor tro kan udvises på utallige måder, som ikke kan vægtes mod hinanden.

Om apostelmødet vil jeg sige, at der var stor uenighed, men de skiltes med en aftale, somde alle kunne leve med.

Vi skal også huske, at der stort set ikke var nogen kirke, men løsrevne menigheder af forskellig størrelse. Apostlene og paulus kæmpede med to problemer.

De var opdraget i den gamle jødiske tro med gerningsretfærdighed. Det er slet ikke helt sikkert, at de helt har forstået rækkevidden af Jesu evangelium, hvorfor de naturligvis nemt kunne blive hængende i den gamle pagt.

Alt uden om de kristne menigheder var hedenskab eller jødedom. I sådanne konflikter bliver man let meget rigoristisk for at skabe klarhed og afstand fra det eksisterende.

For Paulus eget tilfælde var han jo tankemæssigt bundet af forventningen om Jesu snarlige tilbagekomst. Han levede ikke med et perspektiv på 2000 år, som vi nu ser tilbage på.

Du har ret i, at der altid er grund til at granske tekster ganske nøje, for eller forplumrer man livet.

venlig hilsen
Søren Hansen