Det er naturligvis hen i vejret, at Humanistisk Samfund vil have anerkendelse som trossamfund for at kunne afholde lovlige vielser.

Hvad der efter min menig skulle gøres er, at der kun skulle være een øvrighed, som udfylder lovlige samlivsattester, nemlig det offentlige.

Det vil betyde, at de givne tilladelser til religiøse samfund skal trækkes tilbage.

Efterfølgende kan folk, så feste som de har lyst til.

Søren Hansen

Jeg synes ikke, at jeg ud fra artiklen kan læse, at ”Humanistisk Samfund vil have anerkendelse som trossamfund” men til gengæld juridisk gyldighed.

Da trossamfundet ikke kan tage patent på ægteskabet, så er det lidt svært at sætte sig på tværs. Men jeg har ikke tænkt alternativet til ende.

Det kan du da have ret i. Når jeg føres til den antagelse, skyldes det måske min forudfattede mening, at Humanistisk Forbund fører sig frem som med religiøs kraft.

Men det er vel rigtigt, at forbundet gerne vil have rettighed til lovlige vielser, og da det kun gives til religiøse samfund, slutter jeg, at så må Humanistisk Samfund opfatte sig religiøst.

Hvis man ikke vil være et af de i loven omfattede samfund, kan det enten ikke lade sig gøre, eller også skal loven - måske grundloven - laves om.

Jeg så gerne, at det offentlige lavede det lovgyldige arbejde, og så må man selv evt. med kirken lave festen.

Søren Hansen

Jeg er faktisk tilbøjelig til at sige, shansen4, at det ville være det mest rigtige. På den måde er der heller ikke andre trossamfund, der bliver tvunget ind i et trossamfund de ikke hører til. Jeg kommer bare til at tænke på, at hvis det offentlige en gang ude i fremtiden er knudepunktet for det juridisk aspekt i ægteskaber, så kan man vel godt forestille sig, at de kan udvide sortimentet ved netop f.eks. at udstede licenser til kirker, moskeer og andre virksomheder, som ønsker alternativer til Rådhuset. Papirbøvlet skal naturligvis fortsat samles og leveres til Rådhuset.

Kære Anna Sofie.
Jeg føler mig godt hjemme i folkekirken, som jeg også er med til at betale. Det betyder for mig, at jeg trygt går til gudstjenester i alle folkekirke uden at føle, at jeg bruger noget, som ikke er mit. På en tur i Holland med min familie, gik nogle af den ind i en reformert kirke. Det kunne jeg ikke få mig selv til.

Jeg har således intet større ønske om, at folkekirke og stat skal skilles. Det har imidlertid vist sig, at flere og flere brokker sig over forskellige forhold, som der jo er historisk hævd på i folkekirken. Her tænker jeg på navngivning ved fødsel, vielse og begravelse.

Det er nu muligt at meddele fødsel direkte til folkeregisteret. Vielse kan også klares af det offentlige. Begravelser er jeg ikke helt klar over, fordi folkekirkens kirkegårde benyttes, men man behøver ikke en præst, men måske skal dødsfald meddeles til sognets kontor.

Under alle omstændigheder er der for meget brok over statens og kirkens sammenknytning, og det drejer sig som oftest om penge. Kirkeskatten opkræves med skatten, men andre trossamfund må selv klare dette problem, men der gives skattefradrag. Der er forskellige synspunkter på de økonomiske fordele og ulemper. Der er også svære overvejelser om, hvordan en frigørelse kan finde sted, så det er ikke let, for der er store værdier på spil. Det værste er måske risikoen for et mere indsnævret syn på kristendommen, som man kan finde i de frie kirkesamfund.

I hvert fald synes jeg, at der med meget få problemer på visse særlige områder, kan skabes en større lighed for loven, hvis disse nævnte områder ordnes af det offentlige.

Venlig hilsen
Søren Hansen

"Det har imidlertid vist sig, at flere og flere brokker sig over forskellige forhold, som der jo er historisk hævd på i folkekirken. Her tænker jeg på navngivning ved fødsel, vielse og begravelse."

Det må vist komme an på, hvor langt tilbage i historien man vil gå. Mig bekendt har Folkekirken ikke patent på nogen af delene.

Værdier og værdier - det må komme an på med hvis øjne man ser - et fuldstændigt juridisk ateistisk fremadrettet nævn, ville sikkert kunne skille kirke og stat ad på meget kort tid.

Hvor langt tilbage? Så langt, som vi kan se med historien har kirken været en stærk og rig magtfaktor, som har fået rigdomme af statsmagten (kongen) for at holde sammen på riget eller ved donationer.
Ved reformationen var kirken meget rig, og det var en rigtig dejlig mulighed for kongen til at fingrene i dens godt og ejendom.

En del blev dog tilbage i kirkens varetægt. F. eks. kirker og præstegårde og en del præstegårdsjorde.

Alt dette har foruden værdi for kirken en historisk værdi for staten. Alt dette er jo også gennem tiden blevet vedligeholdt, og følgelig er der ophobet en del værdier.

Der er folk, som bedre end jeg kan redegøre for sammenhængen mellem de midler, som staten har overtaget og den service, som kirken udfører for staten. Derfor er kirke / stat forholdet ikke let at gennemskue. Det vil derfor ikke være let, hvis nogen mener at stat og kirke skal "at skilles ad på kort tid".

Det er klart, at folkekirken ikke har "patent" på noget, men der har siden reformationen været en sammenknytning mellem den nye kirke og staten. Bl.a. fordi præsterne næsten var de eneste, som kunne læse og skrive ude i sognene.

Der er dog god grund til at fortsætte med at tænke problemerne igennem.

Venlig hilsen
Søren Hansen