Jeg er meget enig med Hans Kristian Neerskov i hans læserindlæg, der er en reaktion på kronikken den 28. juli af formanden for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, Fathi El-Abed.

Da jeg læste kronikken, var jeg parat til at skrive et modsvar, men fik det ikke gjort. Derfor stor tak til Neerskov for læserindlægget, der sætter en række ting på plads omkring situationen i Mellemøsten.

Bjarne Nederby Jessen
MF-kandidat for Kristendemokraterne
og politisk ordfører for Mellemøstpolitik

Tja, der er andre, der ser påstande om det aldrig-eksisterende palæstina som et intellektuelt blufnummer. Så lad os lige huske at medtage modargumenter og andre perspektiver.

"Judging by actions, there should be little ambiguity about what the Israelis are doing and intend to keep doing to the Palestinians. In violation of international law and precedent, the West Bank and Gaza are being treated as conquered territories subject to the whim of the Israeli government even when there is no evident security threat or reason for creating a level of misery that might well be unparalleled anywhere else in the world. And it is not just critics of Israel who are noticing. Even Senator John Kerry, chairman of the senate foreign relations committee, returning from a February 2009 visit to Gaza, was shocked by the suffering and devastation caused by the Israeli invasion."

http://original.antiwar.com/giraldi/2009/07/29/the-disappearing-palestinian/

Det er ikke fordi jeg er voldsomt uenig med Hans Kristian Neerskov; men jeg må alligevel påpege en svaghed i argumentationen. I indlægget hævdes, at der aldrig har eksisteret noget palæstinensisk folk og det begrundes med, at der aldrig har eksisteret noget palæstinensisk land, regering eller valuta.

Men den holder jo ikke. Forestillingen om enheden mellem land og folk er noget der opstod i romantikken og under den franske revolution. Før den tid var tanken ukendt. Både før og efter er der masser af eksempler på folk, som ikke har noget land, folk der lever i flere lande eller lande som omfatter flere folk. Den kendsgerning, at et givet folk ikke har noget land, kan altså ikke bruges som argument mod dette folks eksistens. Det har simpelthen ikke noget med hinanden at gøre.

Man kan så spørge, hvornår et folk kan siges at eksistere. Et land eksisterer, når det er anerkendt af FN. Men et folk kan efter min mening udmærket eksistere, selv om det ikke er anerkendt af hverken FN, bibelen eller andre højere instanser.

Man kunne derimod lade sig inspirere af den dansk-tyske Bonn-København erklæring om de to landes mindretal. Heraf fremgår det, at det er personen selv, der bestemmer, hvilket folk han eller hun hører til. Det har ikke noget med bopæl eller statsborgerskab at gøre. Denne tolkning var meget moderne, og i mine øjne meget klog.

Men heraf følger helt logisk, at hvis et rimeligt antal personer føler sig som tilhørende et bestemt folk, så eksisterer dette folk. Det gælder for både det danske, grønlandske, færøske, kurdiske, palæstinensiske og jødiske folk. Og det gælder fuldstændigt uden hensyn til, hvad andre mennesker måtte mene om den sag.

Men heraf følger ikke, at ethvert folk uden videre skulle have ret til sin egen stat. For forestillingen om enheden mellem stat og folk er som sagt et barn af romantikken, og det er en tanke, som skal nydes med forsigtighed. Denne tanke var nemlig årsagen til langt de fleste krige i de sidste 200 år - herunder de slesvigske krige og de to verdenskrige.

Præstens eller udmærkede svar på tiltale er beskæmmet af, at han tilsyneladende lader en Deos-gud, opfundet på den 1. synode maj-august år 325 e.Kr., beskrive de semitiske ætters landskaber som de tog sig ud i 1500 tallet f.Kr. i Det Forjættede Land, dvs. jætternes gamle landområder. Heldigvis skriver Det Gamle Testamente ”Herren”, dvs. Solen og Moder Sky, og hermed kan vi se at det faktisk er en beskrivelse af de semitiske ætters forfædres landfordeling.

Udover Herodots ”Filestien” vil jeg henvise til langt ældre indskrifter.

Indskrifterne på Medinet Habu, fra Papyrus Harris I/Great Harris Papyrus (British Museum 9999) og ikke mindst ”Great Karnak Inscription” – den længste overlevede tekst fra Egypten, dateret til Merenpthah’s 5. regeringsår (4. konge:19. dynasti, ca. 1212-1203 f.Kr). Denne indskrift beskriver Libyerne og Vandfolkenes angreb på Egypten ca. år 1208 f.Kr.

På ”Medinet Habu” forekommer stammen ”Peleset” ( = Philistines = Filistinerne = Filistrene, navngiver til Palestina).

Den rigtige overvejelse er derfor ikke hvorvidt stammen ”Peleset” findes, for det gør den. Og dens landskab er, samtidigt med de semitiske ætters landskab, historisk skabt ca. år 1208 f.Kr.

Den sande overvejelse er hvorvidt ”Peleset”-folket er identisk til de nuværende immigranter kaldet palæstinenserne, og det er de ikke. Derfor gælder der folkeretligt intet ur-befolknings argument for så vidt angår palæstinenserne.

Sagen falder derfor tilbage på om man kan tilrage sig land, forsvare det vel og brødføde sig fra det. Det tror jeg alle har forstået.

Nævnes landet Palestina ikke i første eller anden mosebog? Jeg er ikke sikker.

Nej ordet Palæstina forekommer ikke i hverken 1. eller 2. Mosebog - eller for den sags skyld noget andet sted i GT eller NT.

Navnet Palæstina blev oprindelig anvendt som hjemstedet for Israel fjender, filistrene, første gang hos den græske historieskriver Herodot, der levede fra 484 f. Kr. til et tidspunkt mellem 430 og 420 f. Kr.

Navnet Palæstina stammer fra Filistea - filistrenes gamle land - som var et forbund af 5 byer i det sydvestlige hjørne af det mange betegner som "Det Hellige Land" med Gaza som hovedstad. Forbundet blev opløst omkring år 1000 f.Kr. efter at have tabt et slag mod israelitternes kong David. Både filistrene og Israelitterne var erobringsstammer fra de omkringliggende områder, som flere århundreder tidligere havde slået sig ned i kanaanæernes land (Kanaan).

Der eksisterer ingen historisk kontinuitet fra kampene mellem filistre og israelitter for 3.000 år siden og frem til dagens konflikt mellem palæstinensere og israelere.

Den første gang betegnelsen palæstinenser anvendtes i større udstrækning, var før udbruddet af 1.verdenskrig og det første krav om national uafhængighed blev fremsat af den syrisk-palæstinensiske kongres i 1921. Men først med Arafat i 1960´erne kom ordet i almindelig brug, som betegnelse for en arabisk gruppe, der har eh følelse omkring en fælles fortid og fremtid i form af en palæstinensisk nationalstat.

Overraskende, når man følger vore dages mediers beskrivelser af situationen i Mellemøsten. Men sådan hænger det altså sammen.

Bjarne Nederby Jessen
MF-kandidat for Kristendemokraterne
og politisk ordfører for Mellemøstpolitik

"Der har aldrig været et land, der hed Palæstina", skriver Hans Kristian Neerskovs i et debatindlæg til Kristeligt Dagblad den 30. juli 2009. Det er et ukontroversielt udsagn, og hvis det var forfatteren og præstens eneste pointe, kunne det sagtens stå uimodsagt. Indlægget indeholder imidlertid andre forvirrende udsagn og udokumenterede påstande - en "sammenkogt ret" ville Neerskov nok selv have kaldt det - så det fortjener et par ord med på vejen.

Polemisk stiller Neerskov det indledende spørgsmål "Hvorfor er det så vigtigt for Israel at blive anerkendt?" Spørgsmålet skal forestille at være en gengivelse af et spørgsmål, som formanden for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, Fathi El-Abed, stillede i en kronik den 28. juli. Men Neerskov udlader belejligt den helt centrale tilføjelse på El-Abeds spørgsmål, nemlig "som en jødisk stat." På den måde kan Neerskov let og uelegant glide uden om det essentielle emne i El-Abeds kronik, nemlig jødisk national identitet som noget, der blev konstrueret i en propagandasammenhæng i slutningen af 1800-tallet.

Fathi El-Abed giver i kronikken en fin introduktion til zionismen som en moderne social bevægelse. En af pointerne er, at betegnelsen "det jødiske folk" er en zionistisk opfindelse fra slutningen af 1800-tallet, og hertil svarer Neerskov, "Hvor historieløs kan man dog være?, og krydrer sit dybe udsagn med et par skriftsteder fra Bibelen. Den form for argumentation taler for sig selv, og er meget lidt opklarende i forhold til den fastlåste situation i Mellemøsten.

Der er en vis ufrivillig ironi i debatindlægget, for forfatterpræsten burde i virkeligheden være meget mere modtagelig for El-Abeds pointer, end han umiddelbart giver udtryk for. Når Neerskov for eksempel skriver "de såkaldte palæstinsere" og "der har aldrig eksisteret et palæstinensisk folk" bevæger han sig (uvidende) meget tæt på en væsentlig indsigt. "Folk" og "nationale identiteter" er nemlig slagord, som grupper af mennesker opfinder i kampe for selvstændighed og kollektiv frihed. Og det gælder både såkaldte jøder og såkaldte palæstinensere.

Det er et faktum, at en gruppe mennesker på et tidspunkt i 1800-tallet samlede sig under en nyoprejst jødisk fane for at skabe en nation. Zionismen er navnet på den sociale bevægelse, som blandt andet blev ledet af Theodor Herzl. Bevægelsens succes har mange forskellige årsager, som man kan forsøge at analysere, men det var på ingen måde givet, at europæere, der dengang praktiserede en mild form for jødedom, på et tidspunkt skulle blive til israelere. Det er også et faktum, at det palæstinensiske folk eksisterer, og at man kan kende dem som den gruppe mennesker, der opfatter sig som en del af fremtidig palæstinensisk nation.

At de sociale bevægelser har eksisteret og stadig eksisterer har bare intet at gøre med det uretfærdige forhold, at knap fire millioner palæstinensere i dag de facto lever som statsløse i de besatte områder, og at yderligere fire millioner lever som flygtninge i Israels nabolande. Det er åbenbart ikke noget, der interesserer Neerskov særlig meget, og hans eneste kommentar er, at palæstinenserne kunne have haft deres stat, hvis bare de havde rettet sig efter resolution 181. Ja, og europas jøder var sluppet for gaskammeret, hvis de bare havde skyndt sig væk fra nazisterne. Ergo, hvis forholdene har været lidt barske, er det altså deres egen skyld. For vi må for Guds skyld aldrig lade den stærke part, Israel, stå til regnskab for sine internationale og moralske forpligtelser.

hvis bare de havde rettet sig efter resolution 181. Ja, og europas jøder var sluppet for gaskammeret, hvis de bare havde skyndt sig væk fra nazisterne. Ergo, hvis forholdene har været lidt barske, er det altså deres egen skyld.
------------------------------------------------------

den sammenligning holder vist ikke helt vand.

Og noget helt andet det er: Da Israel blve oprettet her i nyere tid, da tog de arabere der boede i landet ikke spor pænt imod jøderne, her ses den side af sagen,
her tvinger denne jøde modstand Israel i en modoffensiv, og det er den der stadig bliver opretholdt af araberne.
ja - det virker måske som misundelse fra arabernes side, sådan ser det da ud, for er der nogen der har jord i overflod, så er det da araberne modsat det lille stykke jord lige nu Israel besidder.

at kalde Israel for den stærke part, hm - det er de vel på en måde, og det skal de vel også være for at kunne overleve under det pres som de er under.

Jeg valgte at kalde det folk som arabere som boede der og som også bor der nu, det kan sikkert diskuteres.

Israel har om nogen et følelses mæssigt forhold til Israel, de har historie om nogen har, men det er der nogen der misunder dem. Og det er forresten også en del af historien.

Bare arabere/palæstinensere ville være et imødekommende folk, så kunne de få en fremtid sammen med Israel.

Palæstinenserne som de vil kalde sig, deres livsstil er med til at forværre deres egne liv.
Det høres, at de oplæres i at hade: had, had, had, ja så er det da klart at det skal gå galt



Man oplærer, indoktrinerer fra børnestadiet at man skal hade, skolebøger mm er fyldt med had.
Had til hvad, jo had til Israel/jøder. Had er i sin substans et udslag af misundelse.


De har været præget af så meget had, at de har destrueret sig selv (selvmords bomber) gjort i rent had.
Man behøver ikke at være kristen for at forstå, at det livssyn medfører en negativ spiral ikke mindst for sig selv.





Da Israel atter blev genrejst som land, da opblussede der sig et had i palæstinensernes hjerter, de ville bare ikke acceptere jøderne, at de skulle få deres land tilbage.


Bemærk, at palæstinenserne/araberne de har bare så meget land i forhold til den smule Israel har, men at unde Israel noget af deres eget gamle land det vil man ikke.

For jøderne stod minderne der endnu fra gammel tid, grædemuren som var rest fra jødernes tempel,

den stod der,

men der stod faktisk også noget andet,

som egentlig må være en torn i øjet på netop jøderne,

Præcis det sted, hvor jødernes Tempel stod, der står nu plantet en Moske,

det er tydeligt at jøderne har historie her,

og det er tydeligt, at der er andre der har snuppet noget af deres gamle ejendom, mon ikke jøderne føler sig bestjålet.


Men nu er det sådan: at den Jesus (som for resten var jøde), som der omtales i palæstinensernes egen religion, det var ham der kom med kærlighed buddet, du skal ikke hade, nej – du skal elske, endda dine fjender.

Pudsigt nok, at Jesus som var jøde, placeres og æres så højt hos palæstinenserne.

Det skal dog bemærkes og beklages, at heller ikke jøderne helt har forstået deres eget budskab, jøderne mangler bestemt at modtage Jesus som den han sagde han var, det er fatalt.

Men kære palæstinensere, arabere, jøder, ja hele menneskeheden, der er en der elsker jer, som har givet sit liv for jer i kærlighed, ikke i had. Bibelen: Joh.3,16

Gud elsker mennesket så meget, at han gav sin søn Jesus Kristus, for at dine synder kunne blive tilgivet, se det er kærlighed.




Men det hjælper først når du tror på det, det er som en naturkraft der skal aktiveres, måske usynlig, men dog voldsom virksom. Udfører man had ,så har det en reaktion ,eller omvendt: udfører man kærlighed, så har det en reaktion.
Man kan sige: at verden ikke er styret af tilfældigheder, men af de valg som mennesker tager.
Om isen smelter i verden også skyldes mennesker, det vil tiden afklare. ’altså den globale opvarmning

Palæstinensernes og jødernes fremtid kan blive langt bedre, og Gud ønsker det for dem, de skal bare modtage gaven Jesus gav også til dem. Guds plan er at det skal gå alle godt.


Mennesket har svært ved at hæfte sig på, men det er den eneste løsning.

Gud afskyr had, der modarbejder kærlighed, men elsker kærlighed, Gud møder mennesket i kærlighed,
Gud står de hovmodige imod, men giver nåde til de ydmyge.