Det gør så ondt hjælpeløst at betragte disse "15000 sociale eksperimenter", som Hestbæk betegner de administrativt frihedsberøvede, misrøgtede retsløse børn i Danmark. Så ondt, at det næsten ikke er muligt at "tale ret" om deres og de pårørendes lidelser.

Nu puster politikerne sig op med "barnets reform". Oven i købet betalt af de forurettede selv gennem den særlige fattigdomsskat, SATS-puljen.
Reformen går alene ud på at umyndiggøre endnu flere og yderligere cementere det, man kalder negativ social arv.
Som om det ikke var slemt nok i forvejen.
De børn, som udsættes for "kommunal hjælp", får meget sjældent noget ønskværdigt liv i det hele taget.
En ret ny norsk undersøgelse viser, at kun ca. 30% af de børn, der var klientgjorte af kommunerne, som voksne blev i stand til på nogen måde at forsørge sig selv.
Det siger sig selv, at også deres børn blev anbragt.
For selve anbringelsen ses paradoksalt nok som den vigtigste belastningsfaktor af "børnesagkyndige".
Logikken er følgende:
"Anbragte børn lærer ikke at leve i en familie. Har ingen tilknytningsevne, ingen empati, kan ikke se andres behov, og kan således ikke fungere som forældre".

Grunden til ondet skal sandsynligvis findes i misbrug af begrebet "barnets bedste".
Sociolog Mai Heide Ottosen:
"... Endelig skal man heller ikke være blind for, at de herskende forestillinger om det bedste for børn eller den gode barndom kan også være et resultat af politiske interesser. Som sådan er "barnets bedste" ikke kun et flertydigt felt - det er langt fra heller et ukyldigt felt"

Den slags bygges et helt lovkompleks op på til ubodelig skade for vore børn og og deres kære - til samundets ruin.
Hensigten er alene at styrke byrokratiets magt og sikre taburetter under rumpetterne.

De alt for mange anbringelser er et resultat af en nærmest fraværende familiepolitik. På den ene side er der brug for mere konsekvens i indgrebene for at beskytte de virkeligt svigtede børn. På den anden side skal der gøres enlangt større indsat for at hjælpe hvert enkelt barn til at drage nytte af alle ressourcer i deres egen familie og naturlige netværk.

Det er ikke den billigste eller enkleste vej; men et barn, der rives ud af sin egen familie risikerer at blive næsten "Palle alene i Verden" i teenageårene. Selv om mange plejeforældre gør en rigtig god og uegennyttig indsats, vil de altid for den unge være behæftet med det handikap, at de får penge for at tage sig af dem.

Selv om det kan koste samfundet mange arbejdstimer og dermed betragtelige udgifter, er det vigigt for ethvert barn og ungt menneske, at de opretholder et netværk af mennesker, som gider dem uden at få penge for det.

Jeg er helt enig i det foregående indlæg.
Vi ved jo allesammen, hvad der er bedst for vort eget barn, nemlig foruden de basale fysiske behov kærlighed, tryghed, læring og tilhørsforhold.
Derfor undrer det mig, at nogen kan nænne at nægte anbragte børn alt det, de psykisk og sjæleligt skal gro af.
Vi ved jo også alle, at et barn kun har rettigheder i kraft af og igennem dets forældre.

Derfor glæder det mig usigeligt, at Aabenraa Kommune har set lyset og åbnet et familiecenter, hvor trængte familier kan få råd og hjælp, og kommunen derved kan undgå nogle af de i enhver henseende ruinerende anbringelser.
Håber bare, der er afsat rimelige midler og ansat personale med ret indstilling.
Ellers nytter det ikke.
Og de "ansvarlige" noterer, at den vej heller ikke er farbar.
Hjælpen "nytter" ikke. Det samme noteredes, da meget fattige engelske mødre fik ca. 20 kroner mere om måneden at rutte med.

Det handler bestemt ikke kun om anbragte børn, men om børn født ind i dysfunktionelle familier. Systemet vil så gerne fokuserer på uddannelse, udannelse og uddannelse, men alt det som bygger barnet op som har med meget andet at gøre bliver der ikke taget hånd om. Jeg er selv ud af en meget stærk dysfunktionel familie hvor vi hver eneste gang vi forsøget at rejse os bliver slået voldsomt i gulvet igen. Vi skal kæmpe 5 gange mere end andre familer og jeg tror ikke længere på oprejsning for min familie. Vi får ingen chance. Der er hele tiden en kamp, bare at få lov til at forblive der hvor vi har kæmpet os frem til(i bunden af hiarkiet). Hvis man hele tiden skal kæmpe sig til basale behovsopfyldelse, er der ikke meget overskud til uddannelse. Man kan ikke rejse en enkel person op, hvis man ikke gør det for alle familie medlemmer, samtidig. En persons problemer rammer hele familien, fordi der er så mange ting i samfundet som hindre genoprejsning. Det kan være sygdom, som tvinger et familie medlem ned på et lønniveau som ingen kan leve af og som resten af familie på en i forvejen lav sats straffes dobbelt på, ved at skulle forsørge den ramte. Den dobbelte straf ses i skyggen af at den syge modregnes i sin ydelse når vedkommende modtager hjælp ved siden af den bundlave indtægt fra systemet, som vedkommende alligevel ikke kan leve af. Er man ud af en misbrugsfamilie som prøver at rejse sig, straffes hele familien for en enkelts persons tidligere overtrædelse (eks gæld. Det uanset om resten af familien intet har kunne gøre for at hindre noget af det skete. Det er konstant og hele tiden en dobbelt, dobbelt straf, som umuliggør en forbedret fremtid!
I erstatningssager værdisætes de lavere fordi de er "syge" i forvejen osv. Der er ingen ligestilling overhovedet for disse familier. Det er en evig kamp som jeg ikke længere tror på kan vindes, fordi ingen alligevel vil høre eller forstå! I sidste ende vil det ramme tilbage på hele samfundet i form af flere misbrugsfamilier, opgivende folk, kriminalitet, mere sygdom osv osv. Hvem gider vedblive at kæmpe en kamp, de alligevel er dømt til at tabe på forhånd?

vic: Du bekræfter netop det, som jeg skrev i mit tidligere indlæg. Mennesker skal ikke kun ses som individuelle individer. Derfor skal støtten til den enkelte udvides til at omfatte hele familien.

Der bliver talt og skrevet mange smukke ord om at bryde den negative sociale arv. Der er bare ingen af de nuværende partier i folketinget og slet ikke i regeringen, der sætter handling bag ordene. Tværtimod dyrkes uligheden som en skræmmende mulighed, der skal få alle til at "tage sig sammen."

Dette er en hån mod samfundets svageste medborgere. Få grupper er mere parate til at tage sig sammen; men så længe landets politik hviler på ulighed som en nødvendighed, sker der ingen afgørende ændringer for de svageste. Kristendemokraternes ideologi og politik bygger på respekt for alle mennesker.

Ja, det er en bekræftigelse, som jeg vil blive ved med at fortælle indtil politikerne tager sagen alvorlig og der sker væsentlige ændringer på området.
Jeg har yderligere en kommentar, som nok kan være svær at forstå for udenforstående, men jeg bryder mig ikke om at blive kaldt for svag, fordi det er vi absolut ikke. Vi er ofte meget stærkere end mange andre. Forskellen er at vi har en meget stor del af forhindringer at slås imod, som de såkaldte stærke borger aldrig kommer i nærheden af.