Nu har vi jo faktisk på basis af Lars Hedegaards snart ti år gamle undersøgelse af forekomsten af typisk muslimske drengenavne en udmærket forståelse af andelen af muslimer her i landet, og den ligger på en 5%.

Ser vi på Europa som helhed angives der i artiklen en andel på 3%, men det er jo inklusive de nye medlemslande fra det østlige Centraleuropa, der stort set ingen har. Derudover antages det at andelen er stabil, men det er jo ingenlunde tilfældet. Tværtimod er andelen stigende, både som følge af højere fertilitet blandt muslimerne og som følge af organiserede ægteskaber og familiesammenføringer i generation efter generation

Det er ganske vist korrekt at fertiliteten blandt indvandrere falder efter hvor mange generationer de har boet i Europa, men det er selvfølgelig under forudsætning af at de ikke i hver generation, som følge af disse systematiske familiesammenføringer, begynder med Jahre Null. I Danmark ender andelen nok på en 10% mens man i andre lande sandsynligvis når et betydeligt højere niveau.

Mange steder en så høj andel at islam bliver flertalsreligion, og Europas kristne urbefolkninger følgelig kan risikere at få tildelt dhimmi-status i en islamisk apartheidstat - husk på at selve dhimmi-institutionen er indført af Muhamed, og altså er en integreret del af islam.

Hvordan er det i øvrigt at Kristeligt Dagblad skriver om behandlingen af kristne i gamle kristne lande som Ægypten og Tyrkiet, middelalderens Østrom.

Tja, man kan undre sig over, at hvis der er så få muslimer, som islam-forskerne påstår, hvorfor 20% af de indsatte hos Kriminalforsorgen er muslimer.

Kilde: Kriminalforsorgen.

Jørgen S. Nielsen citeres for at sige:

"– Vi hører konstant, at der er næsten 200.000 muslimer i Danmark. Det bliver næsten som en åbenbaring, som ingen sætter spørgsmålstegn ved. Heller ikke selvom tallet i virkeligheden er et skøn på baggrund af folks etniske tilhørsforhold: Hvis du er tyrker, så er du nok muslim, ligeså hvis du er pakistaner. Men det er jo ikke så simpelt".

Iflg. CIA World Factbook ser procentandelen af muslimer i hhv. Tyrkiet og Pakistan (som betyder "de renes land") således ud:

Tyrkiet: Muslim 99.8% (mostly Sunni), other 0.2% (mostly Christians and Jews)

Pakistan: Muslim 95% (Sunni 75%, Shia 20%), other (includes Christian and Hindu) 5%

Hvilke argumenter er der for at jeg bør have tillid til at professor Nielsen siger sandheden i stedet for at bedrive propaganda?

Som svar på LFPC´s spørgsmål kan kort siges, at det jo som oftest er minoriteterne som bliver forfulgt og derfor også oftest dem, som flygter. Så der har du svaret.

Med venlig hilsen
Ulla

Forstår jeg dig ret så siger du at når andelen af muslimer i Tyrkiet og Pakistan er tæt på 100%, så må det betyde at der opholder sig store grupper af ikke-muslimer fra disse lande i Europa?

Jeg er slet ikke bekendt med kristne eller jødiske grupper af indvandrere fra Tyrkiet i Europa - er du? Og ligefrem så mange at Jørgen S. Nielsens ord får mere vægt?

Store grupper af kristne tyrkere blev fordrevet - altså dem er ikke blev massakreret - til Grækenland. Jeg kan også umiddelbart komme i tanke om Robert Spencer fra Jihad Watch, som har kristent-tyrkiske rødder. Ingen af disse betegner vist sig selv som etniske tyrkere.

Kan du udpege steder i Europa hvor man finder ikke-muslimske tyrkiske mindretal i større målestok?

Hvad Pakistan angår, så har der været særdeles omfattende massakrer på de tilbageværende hinduer siden delingen med Indien. Rigtig mange er flygtet til Indien. Andelen af hinduer er styrtdykket.

I samme periode er andelen af muslimer i Indien steget med raketfart.

Så at mindretal forfølges, som du skriver, er ikke ubetinget korrekt.

Jeg mener bestemt heller ikke at hørt om at muslimer i større tal flygter fra Danmark, flygter fra undertrykkelse, etniske udrensninger og fattigdom.

Har du?

Det er velkendt, at relativt mange af iranerne, irakerne og libaneserne er kristne.

Ja, men det var ikke dem professor Jørgen S. Nielsen brugte som eksempel - han nævnte tyrkere og pakistanere, og deres lande har altså næsten 100% muslimer.

Det er for sent på dagen til at finde henvisninger, men du er vel godt klar over at forholdene for kristne i Iran, Irak og Libanon er forfærdelige, ikke?

Ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, så kan Jørgen S. Nielsen ikke finde nogle gode, stabile og moderate muslimske lande at holde op som forbilleder.

Hej LFPC

Hr. Nielsens formål er ikke at finde gode, stabile samt demokratiske muslimske lande, men at komme med religions demografiske oplysninger om muslimer i Europa. Han skelner mellem muslimer og praktiserende muslimer, hvor han mener at maximalt halvdelen af dem, som vi kategoriserer som muslimer er praktiserende.

Som du selv gør opmærksom på, så er en del kristne i sin tid flygtet fra Tyrkiet, - men jeg kunne læse i artikel af nogle af dem efter aftale med Tyrkiets regering nu er ved at vende tilbage og tillige får deres tidligere ejendomme tilbage. Disse kristne har været spredt ud over hele Europa og har ikke dannet de marginal samfund, som du beder mig redegøre for, sandsynligvis fordi de grundet en trosfællesnævner har haft lettere ved at assimilere sig i de givne samfund.

Som du også er blevet gjort opmærksom på, så er en del libanesere, irakere, etc. kristne, - og ja, de bliver forfulgt i de lande, hvor de oprindeligt hører hjemme. Og nej, - dette er ikke rimeligt. Men verdenen er ikke et rimeligt eller retfærdigt sted, - og det kan jeg ikke lave om på. Det kan du heller ikke. Det eneste vi i den forbindelse kan gøre er efter bedste beskub at søge at hjælpe disse mennesker.

Vi har op igennem historien haft en kultur/religiøs empiralistisk politik, når det kom til kristendom. Ellers ville der aldrig have været kristne i Pakistan og andre steder på kloden. Hvis man ikke havde missioneret og dannet menigheder, så ville de i Østen have holdt sig til Hinduisme samt Buddhisme.

Nu er der så kommet en spiller mere på den religiøse bane, som tilsyneladende har mere slagkraft end kristendom, hinduisme og muligvis også buddhisme. Det skal jeg ikke kunne vurdere, - men det er stadig ikke en udvikling, som vi kan gøre noget ved overhovedet. Først når et givent land henvender sig globalt for at imødegå den udvikling og ønsker en anden vej, kan man begynde at diskutere det i et forsøg på at finde løsninger.

Men indtil videre har dette ikke været tilfældet, så man må formode at de siddende regeringer og styrer ønsker at bevare tingenes tilstand.

Alt dette laver ikke om på, at antallet af muslimer i Europa er på et meget lille antal og at Hr. Nielsen har ret i at skelne mellem praktiserende og ikke praktiserende muslimer. Og hvis antallet af praktiserende muslimer befinder sig på 1,5 procent, (og han gør faktisk ikke krav på, at det er mere end et kvalificeret gæt)så er den nuværende debat om disse borgere, fuldstændigt ude af proportioner. Det bliver en storm i et glas vand.

Og på den vej skal man passe på at man ikke sælger ud af de værdier, som er afgørende og essentielle for, at vi kan betegne os selv som et frit land.

Med venlig hilsen
Ulla