Re: Ansatte vil ikke arbejde frivilligt
Nederby Jessen, publiceret d.26/12 19:52 (for 2 år siden)
Der er kommet flere indlæg til i denne tråd, mens vi har haft en hyggelig eftermiddag med børn, svigerbørn og børnebørn.
Jeg skal prøve at kommentere noget af det.
Det er helt oplagt, at det sociale arbejde, der udføres i privat regi, må laves af ildsjæle og idealister. Ja, der findes stadig idealister i Danmark og der er ingen tvivl om, at der laves masser af godt socialt arbejde af idealister, arbejde, der ikke umiddelbart kan overtages af det kommunale system. Derfor skal man også passe på med at blande de to typer af hjælp til socialt udsatte.
Jeg har også set gode eksempler på, at idealister i det private regi har hjulpet hjemløse og nydanskere, der er blevet afvist af det offentlige system, dels fordi de ikke har kunnet forklare sig godt nok, dels fordi de har ladet sig affeje i situationer, hvor de havde ret til hjælpe. Således har privat hjulpet mennesker til at benytte - og ikke udnytte - det sociale system, vi har.
Jeg har også oplevet, at mennesker, der virkelig trænger, har fået den hjælp, de har brug for i det offentlige system. Ligesom vic og Else Sommer kender jeg også eksempler på mennesker, der uretmæssigt er blevet afvist af det offentlige system - og det skal der naturligvis gøres noget ved.
Bo Nake spørger i et af sine indlæg: "Synes du ikke, at man burde gøre noget ved det?" Det vil jeg meget gerne svare på, men du kommer til at uddybe det lidt nærmere, så jeg præcis ved, hvad det er der skal gøres noget ved.
Du spørger på baggrund af, at jeg ikke umiddelbart kan se, at offentligt ansatte, der bruger 4 timer om måneden på frivilligt arbejde, skal betyde færre ansatte i det offentlige. Jeg kan ikke se denne mulighed, fordi det kan være helt andre opgavetyper, der udføres i det frivillige arbejde. Hvis en frivillig laver lektiehjælp med en nydansker, så giver det ikke umiddelbart personalenesparelse i det offentlige. Det sker heller ikke, hvis der udføres frivillig ekstra nødvendig hjemmehjælp, hvor det offentlige har liciteret for lidt.
Else Sommers udtalelser om offentligt ansattes undergravende virksomhed, skal vist uddybes. Det er i hvert fald en grov påstand.
Jeg er overbevist om, at mange offentligt ansatte i det sociale system, gør det rigtigt godt. Men de er ansat under nogle rammer, der kræver ændringer. Siden 2001 er offentligt ansatte blevet påført flere og flere kontrolfunktioner, der betyder at de får mindre og mindre tid til deres basisarbejde - og det går ud over de borgere, der søger hjælp. Der er i aller højeste grad brug for en tillidsreform, der afskaffer en masse kontrol og giver de offentligt ansatte mulighed for at bruge tiden på det, de er uddannet til. Det gælder blandt lærere, socialrådgivere, politiet, sygeplejersker, pædagoger m. fl.
Bjarne Nederby Jessen
MF-kandidat for Kristendemokraterne