Godt endelig at få lidt fokus på dette. Jeg er meget provokeret af, at der ses så forskelligt på, om en mand eller en kvinde har prioriteret familien i forhold til karrieren.
Som mor til fire børn har jeg haft orlov i sammenlagt 4 år. Det er også ofte mig, der tager barnets første sygedage.
Da vi har et barn med handicap, har det været nødvendigt at en af os gik på nedsat tid i en periode - det blev også mig, da min mand rejser meget i sit arbejde. Alt dette har jeg gjort med glæde, og jeg ville ikke gøre det om; det vil jeg gerne understrege! Ingen bitterhed her!
MEN - det har haft store karrieremæssige omkostninger, og jeg oplever bestemt ikke, at hverken arbejdsgivere eller andre i mine omgivelser har været imponerede over den kæmpebedrift, jeg har udført.
Til gengæld har jeg netop været indlagt på sygehus i kort periode, hvor min mand af gode grunde var nødsaget til at klare det hele selv. Se DET var en helt anden historie, og jeg har da aldrig før hørt det familiemæssige ansvar (som undertegnede har stået stort set alene for SAMTIDIG MED FULDTIDSARBEJDE OG DELTIDS UNIVERSITETSSTUDIE)udlagt på den måde tidligere.
Jeg under skam fuldt ud mine børns far de mange skulderklap og anerkendende bemærkninger. Bestemt! Det ER et kæmpe arbejde, og ikke mindst et kæmpe ANSVAR at være "Domestic managing director", som mændene sikkert kalder det, på deres CV - hvor vi kvinder bare er "hjemmegående".
Men det er bekymrende, at der i karrieremæssig henseende stadig i 2010 ses med så forskellige øjne på, om det er manden eller kvinden, der har taget ansvar for familien mens børnene var små.
Mændene fortjener respekt for den omsorg og det ansvar, de lægger i familien.
Men det gør vi kvinder bestemt også!