"Han tilføjer, at politikernes sprogblomster kan være blevet fattigere af, at partiernes kommunikation i dag er mere centralt styret, og at der mangler interne politiske diskussioner i partierne, hvor politikerne kan trænes i at formidle politiske budskaber."

Det er naturligvis en del af miseren.
Politikerne går på ensretningskurser hos spindoktorer.
Og så så jeg en undsendelse fra folketinget, hvor Hans Christian Schmidt tydeligvis fik instrukser "udensals fra".
Dem delegerede han så videre til de af Venstres medlemmer, som var til stede.
Resultatet var, at 8-10 medlemmer af gruppen stillede det samme, ret tåbelige spørgsmål og fik samme tålmodige svar lige så mange gange.
Jeg var ikke begejstret.

I nyere tid var jeg og andre inviteret til politisk møde hos DF.
Det viste sig hurtigt, at formålet var at hylde Pia. Hver gang hun sagde det magiske ord "TØRKLÆDE", skreg publikum i ekstase.
Heldigvis var Thuesen Dahl der, og så syntes der at være mulighed for lidt seriøs debat, for han er både vidende og vel formuleret.
Jeg fik faktisk ordet og udbad mig lov til at citere partiets eget program.
NEJ, NEJ, lød det til min forbløffelse fra alle sider, og jeg fratoges ordet.
Til min forbløffelse har jeg mødt højtstående politikere, der ikke har anelse om, hvilke principper, de har ladet sig vælge på. Langt mindre havde de sat sig ind i de emner, de udtalte sig så skråsikkert om.
Altså uvidenhed - nyttige idioter.

Sig noget klogt på 30 sekunder!
Det kan ingen, og slet ikke nuanceret.
Jeg morer mig endnu over Horbecks møde med pressen, efter den kære landsfader havde forbudt hende at udtale sig.
Hun parerede ordre og sagde ikke en lyd.
Garvede politikere ved naturligvis også, at pressen slet ikke er interesseret i oplysning, kun af en kort sensation - en døgnflue.

Blokpolitikken har afskaffet demokratiet og ført til et andet ubehageligt fænomen. Politikerne ved ikke, hvad de tør sige, før det er afprøvet på vælgertilslutningen.
De politiske beslutninger har således ikke andet formål end at holde den siddende regering ved magten.
Hvordan formidle det på ordentlig vis?

Det er vel ikke pænt at ønske alle levebrødspolitikere, ansvarsforflygtigelse, nepotisme, korruption og bengnaveri ad Hekkenfeld til?

Jeg giver helt ret i, at politikernes sprog har gennemgået en yderst negativ forandring, der ofte gør det uskønt at høre på.
Hvad de egentlig har på hjerte drukner ofte i de personlige angreb på "modstanderne" og i de svulstige og nedværdigende vendinger, de benytter.
Det er, som om de sprogregler, vi andre har lært, ikke skulle gælde for politikere - og diverse TV-speakere.
Et lille eksempel er deres brug af ordet "både". Hvis man siger: "Det gælder både ..." så skal der jo komme mindst to områder, sagen drejer sig om. Men meget, meget ofte, siges der fx: "Det gælder både de arbejdsløse - men også folk på pension." Det er en fejl, som bl.a. Margrethe Vestager gør sig skyld i.
Det ville i det hele taget være herligt, om de mennesker, der taler til offentligheden, var noget bedre til dansk!

Det er et interessant problem, men det er nok lige så svært at gøre noget ved dette som ved vejret.
Problemet er ikke begrænset til politikere og fagforeningsfolk.
Man kan såmænd begynde med overskriften til artiklen: "Forsker /siger/". Det er en standardformel. Jamen, så er det nok rigtigt, skal vi så tænke. Vanen med at anbringe ordet forsker i overskrifter om dit og dat, er ikke mindst udbredt på KD. Det er udtryk for dårlig tænkning fra redaktionens side. Dernæst er det upræcist.
Selvfølgelig er Hans Hauge forsker, men det er dog hans status som kritiker, der er afgørende. Forskere er der nok af, men kritikere ( til forskel fra bloggere, opinionsdannere og mediebumser af enhver beskrivelse ) er en mangelvare.
Det dårlige sprog har en både leksikalsk og etisk side.
Det leksikalske problem peger hen til det etiske.
Den ny mediedarling, Harald Børsting, er en god kilde til dette problem. Han brugte i går det kendte udtryk "så kan der kan godt ryge en finke af panden". Det gentog han, men i en metaforisk sammenblanding: "når der krydses klinger, kan der godt ryge en finke af panden". Udtrykket virkede distraherende, for det fik mig til at spekulere over forholdende i Børstings egen familie. Hvis han nu i stedet havde sagt, "Når der er slagsmål i køkkenet, kan der godt ryge en bøf på gulvet", havde han sagt noget nyt og fået os til at lytte mere opmærksomt efter en anden gang.
Politikere, fagforeningsfolk, offentlige ledere ( de er også politikere )og journalister er dårlige sprogbrugere, fordi de befinder sig i en meget lille univers med få optioner, og derfor gælder det i talestrømmen om at vælge mellem to mulige signaler. ( Tre signaler vil være uoverskuelige. ) Og så kværner de, og i den kværn smider man bare det materiale, der først falder for hånden. Dvs. masser af fyld og så eet signal.
M.h.t. fyld havde jeg engang en rektor med en sproglig formåen som Harald Børsting. Hans kritikere lavede en optælling af hans brug af ordet problematik ( han brugte kun det og aldrig ordet problem, fordi han troede, de betød det samme. ) Han fik brugt det ord toogfyrre gange i løbet af lærerrådsmøde.
Blandt akademikere er dansklærerinder nogle af de værste, især hvis de ikke har kendskab til andre sprog. For i de tilfælde bliver deres udtryksevne på dansk mærkbart forringet. Jeg havde en danskkollega, der var uddannelsesmæssigt understimuleret i påfaldende grad; den kone kunne svinge klicheer, der ville have fået Børsting til at rødme. ( Hun havde brugt sin tid på universitetet i 70erne med at sidde i snakkegrupper. )
Når der ikke vil finde nogen forbedring af dette problem sted, skyldes det, at det er ikke nødvendigt. Det er slet ikke vigtigt hvad, denne eller hin bums i politik siger, for det hele er bare fyld.
Så spark jeres tv i stykker og læs bøger og tal med almindelige mennesker i stedet for.

Sagen er vel, at vi i Danmark aldrig har værdsat, at politikere eller andre offentlige personer udtrykker sig klart, tydeligt og nogenlunde formfuldendt. Det er tilsyneladende et kulturelt særtræk hos os danskere. Allerede digteren Johs. V. Jensen lagde mærke til det for snart hundrede år siden, da han skrev: ” En stærkt medvirkende Aarsag til Sprogets Forfald har vi her i Landet i en national Særegenhed, som jeg ikke ved, at jeg har truffet i noget andet Land: Frygten for at skabe sig ved at tale korrekt"

Det er ellers noget, man værdsætter i andre lande tæt ved os selv, fx England og Frankrig. I Danmark er det jo dødens pølse at høre politikerne læse op af deres manuskripter i folketinget. I England kan politikere tale uden manuskript i parlamentet, og det gør debatterne betydeligt mere levende. I Frankrig lærer børnene allerede i folkeskolen vigtigheden af at kunne udtrykke sig klart og formfuldendt.

Den sidste taler af virkeligt format i dansk politik var Aksel Larsen. Ham kunne man ikke lade være med at lytte til, uanset man var enig eller ej i det, han sagde. Med sin blanding af engagement, analystisk skarphed krydret med lune bemærkninger på sit karakteristiske fynske var han et eksempel for alle på, hvordan man bygger en tale op og fastholder tilhørernes opmærksomhed. Han var et af de få retoriske talenter, vi har haft i dansk politik siden Viggo Hørup i forrige århundredes begyndelse. Jeg mindes ikke andre virkeligt fremragende talere indenfor politik.

I øvrigt mener jeg, at det nye modeord ”fremadrettet”, som snart sagt alle politikere bruger, er en pestilens. Det lyder grimt. Jeg får gåsehud, når jeg hører det i radio eller tv. Det har, såvidt jeg ved, altid heddet ”i fremtiden”.

Der er en anden løsning på det "store" problem; man kan lade være med at lytte så meget til dem. Jeg takker Gud for at jeg har fravalgt fjernsyn efter mange års misbrug. Jeg ville miste fatningen, hvis jeg skulle høre på deres ævl og kævl hver dag.