Et af problemerne i, at vi selv kan bestemme om en ufødt person er god nok eller ej, er at retten til at bestemme over andres liv også strækkes ud til voksenlivet. Enhver personlighed, som vi ikke kan lide eller tolerere, skal tvangsændres - "de lider jo selv under det", siger psykiateren. Og så er det retfærdiggjort. Racehygienen fandt sted i et oplyst samfund og en oplyst tidsalder og sniger sig nu langsomt tilbage. Konsekvenserne er ikke virkelige mere. Og selvfølge skal ingen have det besvær at have en i familien, der er anderledes en normen og naboen!
Det er blevet et projekt (ligesom at indrette sin lejlighed) at have børn, snarere end lysten til at have nogen at elske.
Hans Juel

"Så lad os kalde tingene ved rette navn." skriver Morten Quist, som udover at være medlem af Etisk Råd også er valgmenighedspræst.

Bibelen lærer os, at vi ikke må slå ihjel og at Jesus elsker de små børn og alligevel forsvarer Morten Quist uden tilsyneladende at blinke ret meget med øjnene en praksis, som han vil kalde arvehygiejne, som han mener er et mildere ord end racehygiejne.

Hvorfor Morten Quist er så interesseret i mildere ord og hvorfor han mener, at arvehygiejne er mildere end racehygiejne fremgår ikke.

Men måske er det sådan, at eufemisme tiltaler Morten Quist så godt fordi han så kan overtale sit bedre jeg til at tro, at han så kan være præst med god samvittighed. Jeg hører jo præster mene, at der ikke står noget i Bibelen, der skulle forhindre abort og nu kan Morten Quist så berolige sig selv med, at der ikke står noget i Bibelen om arvehygiejne og arvehygiejne lyder jo da så godt, så måske falder selv Gud for det, tror Morten Quist måske.

Men både racehygiejne og arvehygiejne, som giver adgang til at slå andre mennesker ihjel af den ene eller anden grund er mord og intet andet.

Gud har skabt mennesket og Gud er vores herre og skaber, som råder for liv og død, ikke mennesket, hvorunder Morten Quist hører.

"At frasortere alvorligt syge fostre er bekæmpelse af sygdom" skriver Morten Quist. Sikke noget forvrøvlet sludder. At frasortere fostre hvadenten de er syge eller ej er mord. Frasortere er igen en eufemisme for mord.

Bekæmpelse af sygdom foregår ved at man bekæmper sygdommen ikke mennesket. Det var en af de fine intentioner Lejeuner havde: at finde en måde at helbrede Down's Syndrom på, ikke at slå Down's syndrom børn ihjel.

Down's syndrom kan aldrig udryddes ved at slå Down's syndrom børn ihjel. Aldrig.

Således er der heller ingen andre sygdomme, der udryddes ved at slå mennesker ihjel. Men mennesker udryddes ved at slå mennesker ihjel.

Sygdomme helbredes ved at finde en helbredelsesmetode om muligt eller ved at skabe et miljø, hvor mennesker med en uhelbredelig sygdom kan leve så godt som muligt.

Ingen skal have mulighed for at fravælge andres eller eget liv. Men vi skal alle hjælpe hinanden med at gøre livet værd at leve med de muligheder Gud giver os.

I kølvandet på fosterdiagnostikken og menneskets forfærdende jagt på det, som de tror er perfekt og ubesværligt, kommer det uvægerligt til at sætte det som Morten Quist kalder det videnskabelige hovmod i højsædet, hvor det ingen plads har, for videnskab uden Gud får blot mennesket til at blive rædselsfulde uhyrer. Det ser vi tydeligt indenfor den del af lægestanden, som råber på videre grænser for abort.

Jeg har sågar hørt om abortlæger, der indbyrdes spøger med de tennisalbuer, de får af manuelt at skulle knuse hjerneskallerne på ufødte børn for at kunne få dem ud af deres moders "liv"mødre.

Læs om uhyrlighederne her:
http://au.christiantoday.com/article/some-good-news-on-the-abortion-fron/7199.htm

Og både raske og syge mennesker ofres på det uhyrlige hovmods alter. For sandheden er jo den, at videnskaben ikke er perfekt, men også har sine fejlmargener, således at mange Down's syndrom børn, som blev slået ihjel slet ikke var Down's syndrom børn og mødre som havde fået at vide, at de skulle føde barnet med det "rette" køn alligevel fødte barnet med det "forkerte" køn.

Og hvem er vi at ville dømme om, hvilket liv, der er mest "perfekt" og "leveværdigt"?

Lejeuner tog som fødselslæge imod to børn samme nat. Det ene en pige med Down's syndrom,som voksede op og i sin mors sidste år formåede med naboers hjælp at give sin mor omsorg. Det andet en dreng, sund og rask, som trods sine tilsyneladende gode startbetingelser, voksede op og var årsag til, at et utal af mennesker blev slået ihjel. Drengen var Adolf Hitler.


Så måske var det en ide, at se på dette emne på en helt anden måde. At se at Gud med hver undfangelse giver os en gave, som det ikke var meningen, vi fornærmet skulle dissekere til døde, men tværtimod tage imod med ydmyghed,taknemmelighed og kærlighed.

Deri helbredes meget både for det undfangede barn og for dets forældre, familie og samfundet.

For hvert voldeligt abortindgreb, bringes der vold og død til dels det undfangede barn og dels voldens og dødens konsekvenser til moderen og det undfangede barns hele familie. Vold og fremprovokeret død avler mere af samme skuffe.


Aborterede kvinder er i fare både fysisk og psykisk og det er et eventuelt efterfølgende undfanget barn også, ligesom parforholdet og hele familien er det.

Ethvert undfanget barn fortjener bedre end at blive mødt med døden. En moders livmoder er i vore dage nu det farligste sted for et menneske at befinde sig, det er helt perverst.

Danske dødstal for 2008: 9 soldater dræbt i Afghanistan, 53 mennesker dræbt, 394 dræbt i trafikken, 1000 døde pga. influenza, 15.000 dræbt ved abort.

Kvinden fortjener også bedre end abort, som forårsager både fysiske og psykiske meget alvorlige konsekvenser for hende, som hun skal leve med resten af sit liv. Også for faderen har et mord på hans ufødte barn alvorlige konsekvenser.

Også det undfangede myrdede barns søskende fortjener bedre, for de er i fare for at lide af overleversyndrom og også evt. efterfølgende børn efter et myrdet barn fortjener bedre, for de er i fare for at blive født for tidligt.

Også begge det myrdede barns forældre og hele dets familie fortjener bedre, for at få slået sit ufødte barn ihjel ødelægger ofte familielivet.

Samfundet fortjener også bedre, for et samfund, der slår sine mest forsvarsløse ihjel, er et samfund uden håb, uden barmhjertighed og uden fremtid.

Når barnet ikke respekteres i moders liv, så respekteres det heller ikke udenfor moders liv. Når barnet hverken i eller udenfor moders liv respekteres, så respekterer vi heller ikke os selv eller andre mennesker.

Må Gud være os arme mennesker nådig.

swl
http://40daysforlife.com/holbæk