Medtænk religion i udviklingshjælp

Embedsmænd må have større viden om tro

Anders Ellebæk Madsen, redaktør for kirke og tro
Anders Ellebæk Madsen, redaktør for kirke og tro.

Halvdelen af alle sundheds- og uddannelsesydelser i Afrika er leveret af trossamfund og trosbaserede organisationer. Det viser en opgørelse fra den britiske version af Danida, The Department for International Development. Ifølge en anden undersøgelse lavet af Verdensbanken har mange mennesker i udviklingslande større tillid til religiøse institutioner end til sekulære.

Statistikken er værd at nævne, fordi den religiøse faktor netop glimrer ved sit fravær i et oplæg, som Danida har skrevet om fremtidens danske støtte til civilsamfundet i udviklingslandene. Det har fået Dansk Missionsråd til at skrive et høringssvar, hvori man beklager, at kirkerne og de andre religioner ikke er medtaget i oplægget.

Dansk Missionsråd har en pointe. Religion spiller en enorm rolle i afrikanske og asiatiske kulturer. Og det bliver den formentlig ved med.

LÆS OGSÅ: Forståelse for religion efterlyses i dansk udviklingspolitik

For det første har trossamfundenes nogle af verdens mest udbyggede netværk, og for eksempel den katolske nødhjælpsorganisation Caritas kan nå langt ud i de små landsbyer gennem de kirkelige instanser, som findes næsten overalt.

For det andet ligger der et krav om hjælp til de svageste indbyggere i den kirkelige tænkning, og det gør der også i andre religioner, der af samme grund har opbygget nødhjælpsorganisationer. Det vil være godt dumt ikke at inddrage de store menneskelige ressourcer, der findes hos de brede lag i Den Tredje Verden, når man nu er i gang med at gennemtænke civilsamfundets potentiale.

For det tredje er tro og folkelig moral i Den Tredje Verden vævet sammen på en måde, som er svær at forstå, hvis man er vokset op i Danmark inden for de seneste 50 år, hvor både religionskritikere og teologer har gjort en pointe ud af at skille de to størrelser.

Det er svært at forestille sig udeladelsen af det religiøse lag i civilsamfundet som ideologisk uvilje mod trosbaserede organisationer. Det ville i hvert fald stride imod den åbenhed, som regeringen har udvist i udviklingspolitikken ved blandt andet at give missionsselskaber mange penge til at bedrive religionsdialog med.

Men det er let at tolke udeladelsen som endnu et udslag af religionsblindhed i ministeriernes administrerende lag. Vi har tidligere set, hvordan embedsmænd ikke fanger troens rolle i lande som Afghanistan i vurderingen af asylsøgende konvertitter.

Der er brug for større viden om religion hos landets embedsmænd og politikere, og den kan man roligt tage fat på allerede i de skoler og videregående uddannelsesinstitutioner, der har klædt dem på til de magtfulde positioner, de udfylder i det danske samfund i dag.

AEM