Den næsten guddommelige status, Egyptens nyvalgte præsident Abdel Fatah al-Sisi blev tilskrevet før denne uges valg, er væk. Den er druknet i paniske beslutninger, lav valgdeltagelse og al-Sisis egne diffuse planer for løsning af den krise, Egypten befinder sig i økonomisk og socialt.
Ydmygelsen, al-Sisi måtte sluge, da de to første valgdage producerede rekordlave stemmetal, blev tacklet på en måde, der indikerer, at al-Sisi står i spidsen for et korrupt apparat, og at han som uerfaren politiker hellere vil hente hjælp fra netop dette apparat end tabe ansigt.
Præsidentvalget blev forlænget med en hel dag på grund af de to første dages deltagelse. Først blev der udsendt halvdårlige undskyldninger om, at den lave deltagelse skyldtes en hedebølge, som om Egyptens befolkning er uvant med temperaturer over 30 grader. Så lukkede indkøbscentre tidligt, offentligt ansatte fik fri, og snak om et bødesystem for at straffe ikke-stemmerne fik banket stemmeprocenten op på sidstedagen.
Al-Sisi fik sin sejr, mere eller mindre med de rigtige tal. Men alle egyptere kender nu historien om, hvordan han selv med hjælp fra apparatet måtte bruge dårlige undskyldninger og halve trusler for at få sejren i hus. Derfor ved egypterne nu også, at al-Sisi trods drømme og visioner ikke er nogen guddommelig præsident, men i stedet en politiker og tidligere militærofficer, nøjagtig ligesom tidligere præsidenter. Egypterne ved også, at al-Sisi står over for problemer, der måske er endnu større end de udfordringer, landets tidligere præsidenter har stået over for.
Al-Sisi har på forhånd fravalgt mindst halvdelen af befolkningen ved at erklære Det Muslimske Broderskab for en terrororganisation. Det egyptiske styres massedødsdomme mod personer, der deltog i demonstrationer mod militærets kup mod Mohamed Mursi for et år siden, har skabt et klima, hvor forsoning nærmest er et skældsord. Offensiven mod islamister i Sinai har ikke bragt sikkerhed eller stabilitet, og situationen i det forsømte ørkenlandskab vil med stor sandsynlighed fortsætte med at være yderst skrøbelig de nærmeste mange måneder.
Årsagen til det er, at al-Sisi ikke vil samarbejde med dem, der ikke deler hans meninger, men også, at han ikke har en klokkeklar plan for landets fremtid. Stabilitet, ja. Fremgang på industrifronten, ja. Fremgang på turismeområdet, ja. Al-Sisi har en plan om at bygge 25 nye industribyer. Lyder godt, men hvor skal pengene komme fra?
Den kølige analyse er, at den indre konflikt i Egypten befinder sig på et punkt, der er i stand til at bremse enhver form for fremgang, og at så længe militæret og islamisterne er svorne fjender, vil stabilitet ikke komme til landet. Lad os håbe, at håndteringen af valget ikke er en indikation af metoderne i al-Sisis Egypten. De, der væltede Mubarak i 2011, fortjener bedre.