På fredag er det 70 år siden, at de allierede krigsmagter satte den gigantiske operation Overlord i gang for at befri Frankrig fra den tyske besættelse. Operationen lykkedes, og i dag husker vi D-dag som et vendepunkt i Anden Verdenskrig, der drev tyskerne ud af Frankrig og blev begyndelsen på enden for nazisterne.
D-dag kostede tusindvis af menneskeliv, og i dag er D-dag først og fremmest blevet til historien om at betale en høj pris for frihed. Bøger og film har indprentet os billederne af soldater, der falder i kugleregn på stranden, og hvide kors i endeløse rækker på Normandiets militærkirkegårde.
Europa har stort behov for den fortælling i dag, hvor generationer siden har levet i fred og velstand uden blodsudgydelser i samme omfang i vores del af Europa. Netop derfor er vi også i fare for at glemme andre pointer fra slaget på Frankrigs vestkyst.
D-dag er en påmindelse om, at Europas historie er blodig. Den historie er ikke et afsluttet kapitel, og særligt i Østeuropa er der ikke så langt fra krig til fred. Vi er forpligtede på en realistisk tilgang til kontinentets destruktive drift.
D-dag er et lærestykke i realisme. Blodbadet på Normandiets strande taler til os om allierede ledere og soldater, der vidste, hvad der krævedes af ofre, og leverede dem. Om mennesker, der var klar over, at noget kunne være vigtigere end deres liv.
Den beslutsomhed og offervilje må vi tage med os som pejlemærke. Den er ganske vist et yderpunkt fra en krigstid, som står over for et modsat yderpunkt i dag, hvor det diskuteres, om man som rask mand i sin bedste alder kan kræve ret til ikke at have et arbejde. Men sikkert er det, at offerviljen før eller siden bliver efterspurgt igen.
De religiøse ressourcer, der var på spil i kampen om Normandiet, ville medføre offentlig kritik i dag. Soldaters bibeler blev fundet på stranden efter kampen. Den britiske konge, Georg VI, advarede i radioen befolkningen om, at de allierede stod over for den ”store prøve” og opfordrede nationen til at bede for Europas befrielse. Mon Europa ville kunne trække på de ressourcer i dag?
I en tid, hvor unge mennesker må kigge langt efter forbilleder, er det værd at huske på, at gennemsnitsalderen for de faldne soldater var 24 år. De har været bange, men handlede alligevel. Den overvindelse kan man se hen til, også uden at være i livfare. Måske er D-dagens vigtigste lektie til os i et Europa, der har det svært med at holde fast i det bedste fra sin egen fortid, at vores kultur er bygget på større menneskelige omkostninger, end vi betaler i dag. AEM