Det var ikke bare et grimt forår for partiet Venstre og i videre forstand for dansk partipolitik, der kulminerede i aftes. Det var også en betænkelig magtdemonstration fra medie-Danmark, som nåede et crescendo. Et højdepunkt, som medierne selv har bygget op til over en periode med en stadig mere intens dækning af alt, hvad der skete, samt hvad der ikke skete, i Lars Løkke Rasmussens seneste og afgørende sag om pengeforbrug.
Betyder det, at Løkke-sagen var medieskabt? Absolut ikke. Og det kan ikke understreges kraftigt nok.
Som Kristeligt Dagblad fastslog på denne plads så sent som i mandags, har pressen ikke været hovedaktøren i forløbet, og Venstres kollaps er selvforskyldt. Ligeledes er det helt indlysende af offentlig interesse, hvordan en statsministerkandidat omgås andres penge. Det havde været demokratisk anløbent, hvis ikke medierne i de forgangne uger havde brugt stor opmærksomhed på Venstre-formandens tavshed, halvkvædede undskyldninger og efterfølgende politiske overlevelseskamp.
Men omfanget af mediedækningen, dens intensitet og, ja, dens nådesløshed er bestemt en eftertanke værd. For det er faktisk muligt, at både Lars Løkke har en karakterbrist, og at pressen, betragtet under ét som et mangehovedet uhyre, også har det, når den først sætter sig i bevægelse mod et fælles mål.
Journalistik er et fag, der lynhurtigt udkrystalliserer bestemte grundfortællinger af alle sagsforløb, og ve de detaljer, der ikke passer ind i den medierede koreografi.
Selvom det muligvis er svært at pege på enkeltindslag i de elektroniske medier, der gik for langt, eller på konkrete artikler i netmedier og dagblade, der tegnede billedet mørkere for Løkke-lejren end strengt berettiget, så er det umuligt at overse, at mediedækningen i sager som denne næsten helt strukturelt antager karakter af en rævejagt med skummende heste, glammende hunde og ryttere, der har mistet hæmningerne i bar jagtglæde.
Det er overordentlig svært at pege på, hvor det er, mediernes strukturelle brist nøjagtig sætter ind. Men det er fjollet ikke at erkende, at de konstante opdateringer af historier, den ubegrænsede studietid i 24/7-medierne og det dertil hørende umættelige behov for mellemregninger, nye kommentarer, nye meningsmålinger og flere spekulationer spiller en rolle. Det gør de. Og her dagen derpå som også er dagen før den årlige fejring af Grundloven ville det klæde den fjerde statsmagt, hvis den besindede sig på denne rolle.
Da der netop er tale om noget strukturelt, er der næppe noget at gøre ved det. Og demokratisk set ville det være yderst uheldigt, hvis politikere eller myndigheder prøvede at ”regulere” imod mediernes magt. Men mediernes mulighed for at skubbe på processer, der allerede er i gang, og indimellem forstærke dem, sådan som det uden tvivl også er sket i Løkke-sagen, bør få journalister og redaktører til at tænke sig grundigt om, hver gang de skruer en tak op for dækningen af en sag.
Selvom Løkke ligger, som han selv har redt.
Tidslinje: Sådan endte Løkke i skæbnemøde