Politik uden tillid er vanskeligt

Venstre synes gennemsyret af mistillid fra top til bund

Henrik Hoffmann-Hansen.
Henrik Hoffmann-Hansen. Foto: Arkivfoto.

Det var nok den mindst ringe løsning, Venstre nåede frem til på sit hovedbestyrelsesmøde for en uge siden. Hvilket ikke siger så meget for det kriseramte parti. Alternativet et flere uger langt formandsopgør mellem Kristian Jensen og Søren Gade ville have gravet dybe grøfter og nærmest med sikkerhed sat Venstre skakmat i forhold til at generobre regeringsansvaret. Så langt er oprørnes og Kristian Jensens analyse klar nok. Det mærkelige er, at den konklusion først kunne drages, efter at adskillige folketingsmedlemmer både internt og eksternt havde undsagt Lars Løkke Rasmussen, efter at adskillige lokalforeninger var nået til samme konklusion og efter det syv timer lange maratonmøde i hovedbestyrelsen.

Her smedede man den usædvanlige konstruktion, at Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen nu skal optræde sammen som et formandskab i tykt og tyndt. Ikke underligt, at en del venstrefolk i baglandet måbede over det resultat. Tilsyneladende har næstformanden ikke fået noget konkret ud af den løsning, ud over en eller anden form for løfte om, at alt vedrørende formandens pengeforbrug i Venstre nu er lagt frem, og at der ikke venter nye overraskelser. Det rejser spørgsmålet om, hvad meningen med hovedbestyrelsesmødet i tirsdags egentlig var. Det hedder sig, at det var et udtryk for, at Venstre respekterer lokaldemokratiet og partiforeningerne, men det er svært at få øje på. Aftalen mellem formand og næstformand kunne præcis ligeså godt være indgået på Lars Løkkes Christiansborg-kontor uden noget hovedbestyrelsesmøde.

Men er al den mistillid til Lars Løkke Rasmussen, som kom til orde i partiet inden mødet, da forsvundet? Næppe. Frem for alt virker hele den nye ledelseskonstruktion, som om den bygger på mistillid. Kristian Jensen sagde søndag til dagbladet Politiken, at han godt kunne have slået Løkke, hvis det var kommet til et kampvalg. Med andre ord: Nu siger næstformanden selv, at han var kandidat til at udfordre sin formand. Ligesom det er kommet frem, at formanden og hans allierede var parate til at stille Søren Gade op som modkandidat til Kristian Jensen, om partiet så skulle være gået ned i flammer. Hvordan skal en partiledelse kunne fungere på de præmisser? Selvom politik er en kynisk branche, må der normalt være et minimum af tillid mellem toppolitikere i samme parti. Ellers risikerer man total handlingslammelse, når der i det daglige skal indgås forlig og lægges strategi. Venstre synes nu gennemsyret af mistillid fra top til bund, og selvom man har afværget den totale nedsmeltning, er det foreløbig vanskeligt at se, hvordan partiet skal rejse sig igen.