I dag har landets biografer premiere på filmen ”Walesa Håbets mand”. Den nu 70-årige elektriker Lech Walesa fra Gdansk blev som fagforeningsleder og Polens præsident symbolet på modstanden mod kommunismen. Som det fremgår af Henrik Wivels anmeldelse i dagens avis er filmen både en præcis portrætfilm af en skelsættende national leder og et vidnesbyrd om troens betydning for den menneskelige frihedslængsel.
Der er god grund til at hilse filmen fra Polens gamle mesterinstruktør, Andrzej Wadja, velkommen. Den lægger sig i strømmen af nylige film om andre skelsættende politiske ledere såsom filmen om Storbritanniens tidligere premierminister Margaret Thatcher og Sydafrikas apartheidmodstander og tidligere præsident Nelson Mandela.
Det er altid interessant at se, hvordan politiske ledere portrætteres i spillefilm. Vælger instruktøren at male et glansbillede? Rettes kameralinsen kun mod kontroversielle sider af hovedpersonen? Eller, som en tredje mulighed, drives instruktøren af en egen vision for og om sit land, som sætter sig igennem på lærredet? I USA har Oliver Stone eksempelvis skabt stor debat og mindeværdige film med egensindige portrætter af præsidenterne John F. Kennedy og Richard Nixon.
Film om politiske skikkelser er næsten pr. definition altid interessante, fordi de fortolker historien og er et udtryk for, hvor meningsdannelsen bevæger sig hen. Dermed åbner de sig mod det bredere samfund og appellerer til et andet publikum end andre former for spillefilm. Det er godt, at udlandet er leveringsdygtigt i genren.
Kigger man indenfor i danske filmstudier, stiller sagen sig noget anderledes. Der er langt imellem film om skelsættende politiske skikkelser. For danske instruktører trænger sig åbenbart andre virkeligheder på end den, som den politiske historie kan levere. Det er ærgerligt. Hvorfor laves der ikke spillefilm om Grundtvig? Stauning? Jens Otto Krag? Politikere, der har ændret dansk historie, og hvis spor vi stadig lever i. Et forsøg blev gjort med filmen om Mogens Glistrup (og Simon Spies), og tak for det, men én svale gør ingen sommer.
Danske biografgængere savner jo ikke inter-esse for historiske emner. Det viste den gigantiske succes for filmen om Hvidstengruppen. Det ved heldigvis også DR, der i går præsenterede et storstilet projekt til et tocifret millionbeløb, hvor danmarkshistorien genfortælles i 12 afsnit. Godt initiativ.
Med inspiration fra dagens Walesa-film bør flere danske instruktører turde fortolke vores egen politiske historie i spillefilm.