Over weekenden har telegrammerne fra nyhedsbureauerne endnu engang berettet om meget forskellige konkrete udviklinger i Ukraine. Den ene dag er de pro-russiske oprørere i det østlige Ukraine i defensiven, den næste dag skydes et ukrainsk militærfly ned med 49 døde til følge. Den ene dag meldes der om fremskridt i forhandlingerne, den næste rapporteres der om stilstand eller tilbageskridt. Kort sagt er det meget forskellige signaler, der kommer fra Ukraine i skyggen af verdens øvrige konflikter.
Der er to måder at anskue det på, afhængigt af om glasset ses som halvt fyldt eller halvt tomt. Den negative er, at optrapningen i Østukraine vidner om, at løfterne fra Ruslands præsident, Vladimir Putin, til sin nyvalgte ukrainske kollega, Petro Porosjenko, om, at han også ønsker at gå freds- og dialogvejen, er tomme ord. Ord, der blot fungerer som røgslør for en større plan, hvorfor konflikten vil vare længe endnu. Den positive udlægning er, at det altid er en del af en forhandlingsproces, som vitterligt og det er et klart fremskridt er i gang, at begge parter forsøger at have de bedst mulige styrkemæssige kort på hånden på landjorden, når der skal gives og tages.
For denne udlægning taler, at Rusland har sagt, at det anerkender resultatet af det ukrainske præsidentvalg for nylig, og at man derfor kan tale sammen med et udgangspunkt, hvor Ukraines territoriale integritet respekteres til gengæld for sikring af russisk-talende ukrainske borgeres rettigheder og andre russiske sikkerhedsbekymringer.
Problemet er, at for hver dag uroen og voldsomhederne fortsætter og sammen med dette også propagandakrigen jo mere mister indbyggerne i Donetsk, Kharkiv og andre steder i Østukraine troen på fremtiden. Ligesom indbyggerne i Kijev og det vestlige Ukraine kommer til at vente længere, end godt er, på at få deres ønske opfyldt om en demokratisk videreudvikling af samfundet, økonomiske forbedringer og i det hele taget at opleve et land, der går i en mindre korrupt retning.
Her er der en stor rolle at spille for EU og USA, som må hjælpe den ukrainske regering med dette samt skubbe på for, at Porosjenko får held med at berolige og genopbygge forbindelserne til Moskva. Ellers er der ikke meget at stille op fra vestlig side bortset fra sanktionerne mod Rusland, som fortsat er et våben, der kan bruges yderligere. Forhåbentlig kan disse være medvirkende til, at presset på Putin fra hjemmefronten stiger, og at han indser, at forholdet til Vesten er for vigtigt for Rusland til at sætte helt over styr. Det er her, det store spil foregår et spil, som vel at mærke er uafsluttet.
Imens er der desværre en fare for, at der sker yderligere eskaleringer på landjorden i Ukraine, hvilket kan føre til en negativ spiral, hvorfra det til sidst vil være umuligt at vende tilbage til en fredelig udgang. Derfor er der i disse dage et stort behov for, at alle parter gør alt, hvad de kan, for at få nedtrappet situationen og sætte samtaler og dialog i fokus.