Skal menighedsrådets indflydelse på ansættelse af præster indskrænkes? Det er den diskussion, De Radikales kirkeordfører, Marlene Borst Hansen, har sat på dagsordenen ved at opfordre til at undersøge, hvordan man kan forhindre, at sognekirker udelukkende har missionske præster.
Hun er skræmt af situationen i Kristkirken i Kolding. Her har 14 kommende konfirmander og deres familier fravalgt deres lokale sognekirke, som har tre præster med konservative holdninger til for eksempel vielse af homoseksuelle eller fraskilte. Der er ikke andre sognepræster end disse tre i sognet, som tæller flere end 10.000 sognebørn.
Menighedsrådet i Kristkirken burde ved kaldelsen af den tredje præst have tilgodeset de mange sognebørn, der har et andet teologisk ståsted end rådet selv. Men det ville være forkert at lade den fejl føre til en indsnævring af menighedsrådenes kompetencer generelt.
Marlene Borst Hansen mener, at ”man skal have mulighed for at komme til en præst, der nogenlunde dækker den kirkeretning, man selv er inden for”. Den tankegang umuliggør principielt profilkirker. Grundtvigske sogne, ungdomskirker og karismatiske menigheder vil alle opleves som ekskluderende for andre grupper.
Eftersom folk har forskellige kirkelige behov, har vi den gode ordning, at man kan løse sognebånd. Det er en af de frihedsrettigheder, som Grundtvig var med til at få gennemført med loven af 1855, der tillader enhver at vælge en anden præst end den lokale. Særligt i større byer går den løsning fint sammen med de mange profilkirker som den grundtvigske Vartovkirke eller den indvandrervenlige Apostelkirke i København. Ingen er tvunget til at komme i kirke hos en præst, de ikke bryder sig om. Heller ikke i Kolding. Systemet fungerer.
I landsogne risikerer man at have lang afstand til den rette præst. Her er det typisk missionske mindretal, der må køre langt efter den rummelighed, der så ofte lovprises.
Der er pres på folkekirkens tradition for rummelighed. Domprovst Anders Gade-gaard foreslog i 2011 at afskaffe præsters ret til ikke at vie fraskilte, hvilket ville betyde et farvel til en del missionsfolk. På den anden side har Indre Missions formand, Hans Ole Bæk-gaard, og andre centrale ledere på kirkens konservative fløj talt for at afvise ”forkyndelsesmæssigt fællesskab med repræsentanter for denne lære”, altså præster, som ville vie homoseksuelle.
Folkekirken har brug for at gøre tolerance til et internt emne. Danskerne og folkekirkens medlemmer bliver mere og mere forskellige, ikke mindre. Det skal matches af større rummelighed, ikke mindre.