I Danmark er der religionsfrihed, og det er kun naturligt, at landets voksende gruppe af muslimer i dag kan indvie den første stormoské med minaret her i landet. Det er ikke sket uden debat eller kritik. Mange muslimer har anset det for statens opgave at hjælpe dem med at få en moské, og en del indvandrerkritiske danskere har haft den opfattelse, at staten eller kommunen burde kunne forhindre bygningen af moskéen på Nørrebro i København.
Men frihedsrettighederne her i landet gælder for enhver. Overholder man de gældende love og regler, kan man bygge kirker, templer, bedehuse og moskéer for egne penge. Staten betaler ikke, men er i den sammenhæng neutral. Den neutralitet er ikke udtryk for, at staten forbyder bygningen af moskéer, sådan som flere muslimer har misforstået det. Den skal og må ikke blande sig.
Landets muslimer har på nær den lille sekt af ofte miskendte Ahmadiyya-muslimer med moské i Hvidovre i København ikke haft en rigtig moské med kuppel og minaret som samlingspunkt for deres bøn og trosdyrkelse. De har hidtil benyttet bygninger opført til andre formål.
Det kun lidt kendte Dansk Islamisk Råd, der står bag byggeriet, erklærer, at de ønsker at skabe en moské på danske præmisser præget af åbenhed.
Den ambition bør hilses velkommen, ligesom man må glæde sig over, at muslimer nu kan dyrke deres tro på mere værdig vis end før.
Når glæden alligevel er blandet, skyldes det ikke mindst, at indvielsen af en sunnimuslimsk stormoské i København finansieret af det dybt konservative Qatar om kort tid vil blive fulgt af åbningen af en iransk-finansieret shia-muslimsk moské i København. Den er nu under opførelse et par kilometer derfra. Konflikten mellem de to grupper, som i disse dage udspiller sig voldeligt og hæmningsløst i Mellemøsten, risikerer at blive mere udtrykt herhjemme med en stormoské for hver retning.
Både Iran og Qatar repræsenterer to radikale udlægninger af islam. Det er svært at tro, at der med de mange penge til moskébyggerierne ikke også følger forpligtelser med for den teologiske linje, der lægges.
Radikaliseringen af muslimske miljøer, der har fundet sted i andre moskéer i landet, skal forhindres i de nye stormoskéer. Man må håbe, at Politiets Efterretningstjeneste følger udviklingen i de muslimske menigheder på nært hold, og at der rent faktisk bliver større åbenhed og gennemsigtighed om, hvad de står for, og hvad de prædiker.
For et åbent land som Danmark, der hylder frihed og tolerance, er det godt med moskéer til landets troende muslimer, men det er skidt, at de ikke selv kan finansiere dem og må hente penge fra tvivlsomme donorer.
Friheden til at opføre moskéer herhjemme står også i skærende kontrast til den manglende frihed, som mange kristne oplever i den muslimske verden, når der skal bygges kirker.
I Saudi-Arabien er det forbudt, og i andre muslimske lande er opførelsen af kirker forbundet med chikane og store problemer.
Det frisind og den imødekommenhed, som muslimer i Danmark trods alt møder, bør de gøre alt for også skal komme kristne til del i de lande, de selv kommer fra. Den danske tolerance og frihed, der i dag gør det muligt at åbne den nye stormoské, er et forbillede for, hvordan verdens muslimske lande bør behandle deres kristne mindretal.
At kristne mange steder undertrykkes i den muslimske verden, skal ikke modsvares af undertrykkelse af muslimer i den kristne verden. Men det ville være en styrke, hvis herboende muslimer rejste krav til deres hjemlande om at behandle kristne ordentligt.
bjer