Mødet med den hjemløse næste

Alle undtagen politikerne har opdaget, at hjemløshed er et problem

At arbejdskraftens frie bevægelighed i EU også bliver fri bevægelighed for sociale problemer, dét er den virkelighed, som vi først nu er ved at erkende, skriver Jeppe Duvå i dagens leder.
At arbejdskraftens frie bevægelighed i EU også bliver fri bevægelighed for sociale problemer, dét er den virkelighed, som vi først nu er ved at erkende, skriver Jeppe Duvå i dagens leder. Foto: Peter Kristensen.

Samfundets reguleringer fritager aldrig den enkelte for selv at handle ordentligt over for sin næste. Når det gælder behandlingen af de stadig flere hjemløse, står sagen endnu mere klar, fordi samfundet i praksis har opgivet enhver regulering. Der er kun de to parter: dig og dit hjemløse medmenneske. Samfundet som sådan har i hvert fald valgt at se den anden vej, og den manglende regulering gælder såvel antallet af hjemløse som de sociale problemer, som de hjemløse er menneskelige udtryk for.

Også derfor er det godt og rigtigt, når den individuelle borger, som tilfældet efter alt at dømme var forleden med en kendt tv-vært, skrider ind over for en forulempelse af en hjemløs, hvad enten den hjemløse befinder sig på gaden, i en park eller som i dette tilfælde på en københavnsk metrostation.

Men tilbage står, at hjemløse udgør et problem for samfundet, som vi på samfundsplan tilsyneladende har det bedst med at fortrænge. Den daglige håndtering af hjemløshedens følgevirkninger er derfor indtil videre overladt til tilfældige borgeres pragmatisme, venlighed og overbærenhed. Man skal leve meget afsondret fra den danske virkelighed anno 2014 for at kunne benægte, at hjemløses udfordringer også bliver til udfordringer for de byområder, hvor de opholder sig. Problemerne spænder over alt fra almindelig utryghed ved at støde på mennesker, der opholder sig på steder, hvor mennesker ikke burde opholde sig, over ophobede efterladenskaber af alle menneskelige slags til tiggeri, larm og stille invasion af byrum, der før var rekreative områder for børnefamilier.

Luksusproblemer for tryghedskrævende bedsteborgere? Ja, helt klart, hvis vanskelighederne sammenlignes med dem, som den hjemløse må lide med. Men når beslutningstagere stikker hovedet i busken fordi en tackling af hjemløshedsproblemet kræver international og omfattende handling ja, så bliver vi alle tabere, omend altså i forskellige sværhedsgrader. Der skal meget kynisme til for at romantisere de tusinder af hjemløse bare i Københavns indre bydele til noget i stil med, at ”der da altid har været vagabonder”.

Vi har her at gøre med globaliseringens mindst feterede side: at den ene verdensdels dårligdomme med større eller mindre tidsforskydning, men med meget stor sikkerhed, også bliver andre verdensdeles dårligdomme. På kontinentalt plan flygter afrikanere til Europa for at slippe for krig og udsigtsløshed. På det mere nære europæiske plan vandrer eksempelvis fattige rumænere til Danmark, fordi det vitterligt er mere attraktivt at være hjemløs flaskesamler eller gademusikant under vore himmelstrøg, end det er at være hjemløs uden den ringeste fattigdomsindtægt i hjemlandet.

At arbejdskraftens frie bevægelighed i EU også bliver fri bevægelighed for sociale problemer, dét er den virkelighed, som vi først nu er ved at erkende. Erkendelsen må ikke føre til forråelse over for vores næste. Uanset hvor lidt han taler samme sprog som os, og uanset hvor uinviteret hans affald og paphus er lige i vores baggård eller i vores grønne område.