Truslen fra Mellemøsten

Faren ved at reagere sent i Irak og Syrien er åbenlys

Mellemøsten kalder igen. Uroen tager til i Irak, hvor den islamistiske oprørsgruppe Isil fortsætter deres offensiv. På billedet ses irakere, som har meldt sig frivilligt til hæren.
Mellemøsten kalder igen. Uroen tager til i Irak, hvor den islamistiske oprørsgruppe Isil fortsætter deres offensiv. På billedet ses irakere, som har meldt sig frivilligt til hæren. .

Når du ikke vil komme til Mellemøsten, så kommer Mellemøsten til dig. En sætning, der ofte og med rette er blevet brugt i forbindelse med USA's præsident Barack Obama og hans forgænger George W. Bush. Sidstnævnte havde ingen planer om at prioritere Mellemøsten højt. Angrebene den 11. september 2001 fik hele hans præsidentperiode til at handle om den konfliktramte region. Præsident Obama har gjort det omvendt. Han lagde ud med at tale til den muslimske verden fra Kairo, mægle mellem Israel og palæstinenserne og søge en løsning omkring det iranske atomprojekt. Arabisk forår, gentagne skuffelser på forhandlingsfronten, et løfte om at hente soldaterne hjem fra Irak og mere presserende udfordringer som Kina og Rusland, har fået Obama og USA til at nedprioritere regionens konflikter. Men nu kalder Mellemøsten igen.

Islamisterne fra Isil, Den Islamiske Stat Irak og Levanten, har på halvandet år bevist, at den amerikanske præsidents skråsikre og gentagne udsagn om, at terrortruslen fra al-Qaeda er dalende, er ønsketænkning. Isil dominerer oprøret mod det syriske regime og har i løbet af de seneste uger placeret sig truende uden for Iraks hovedstad, Bagdad, efter erobringen af Mosul og en række andre byer. Med Isils fremmarch har militant islam fået endnu en base i forlængelse af de andre baser i Afrika, Sinai og Pakistan. Problemet med Isil er, at organisationen truer amerikanske og vestlige interesser direkte og rent geografisk befinder sig i EU's baggård.

Isil truer ikke kun olieinteresser, men også præsident Nour al-Malikis Iran-støttede styre og med regional ragnarok. Islamisternes erobringer producerer nye krigere og tiltrækker unge fra nær og fjern. En af dem har allerede udført et terrorangreb på europæisk jord mod det jødiske museum i Bruxelles. Fra at være en slagen størrelse på sidelinjen er militant islam nu igen den største trussel mod vestlige mål og interesser. På mange måder godt hjulpet på vej af vestlig og især amerikansk tøven og uvilje til at blande sig.

Resultatet er nu, at prisen for at opnå en tålelige situation i både Syrien og Irak er steget. I begge konflikter har USA gjort sig afhængig af det iranske præstestyres gode vilje i stedet for at tage føringen selv. USA's og Vestens politik handler om at inddæmme kriser i stedet for at være med til aktivt at løse dem. På regionalt plan betyder det, at kriserne forbliver uløste, som i Syrien, hvor netop Isil og andre al-Qaedalignende organisationer har fået fodfæste. Det betyder, at konflikterne glider over grænser, som i Irak. Og hvis ikke det er sagt tydeligt nok, betyder manglende initiativ også, at man overlader sine interesser og i et vist omfang også sin egen sikkerhed i hænderne på andre. Derfor vil det klæde Barack Obama for alvor at engagere sig i Irak og Syrien.