Lad det private være privat

Ikke alt skal deles med alverden på sociale medier

Der har meldt sig en eftertænksomhed hos en del internetbrugere, som nu er blevet mere bevidst om, hvad de deler, og hvad de holder for sig selv og deres nærmeste, skriver Karin Dahl Hansen i dagens leder.
Der har meldt sig en eftertænksomhed hos en del internetbrugere, som nu er blevet mere bevidst om, hvad de deler, og hvad de holder for sig selv og deres nærmeste, skriver Karin Dahl Hansen i dagens leder. . Foto: Peter Kristensen.

Dagbogen er flyttet på internettet, men at tro, at det er det samme, man skriver på eksempelvis Facebook om sit liv og levned, som tidligere generationer skrev i en dagbog i skuffen med lås på, er naivt. Den virkelighed, man deler på de sociale medier, er et iscenesat billede af, hvordan man gerne vil tage sig ud i omgivelsernes øjne, uanset om man skriver om børnenes flotte studentereksamen, sommerens rejsemål eller mere alvorlige ting som sygdom og sorg.

Og der har tilsyneladende meldt sig en eftertænksomhed hos en del internetbrugere, som nu er blevet mere bevidst om, hvad de deler, og hvad de holder for sig selv og deres nærmeste. Som det fremgår af Kristeligt Dagblad i dag, er der en voksende og kritisk bevidsthed om, hvad man lægger ud til alverden. Selvom det indimellem kan virke som om, der ingen grænser er for, hvad folk synes, at andre skal vide om dem, er det trods alt kun ganske få, der er ekstremt transparente. Det er kommet i højere kurs at være privat og en smule reserveret.

De fleste brugere af Facebook deler faktisk slet ingenting, men foretrækker i højere grad blot at følge med i nyhedsstrømmen fra de andre. Dermed er de ikke aktører, men derimod passive voyeurer. Om det er bedre, er tvivlsomt, og i dag, hvor sociale medier er blevet noget, så at sige alle anvender, og nyhedens interesse er forduftet, er det godt at overveje, hvad de sociale medier kan, og hvad de ikke kan.

Det kan virke fattigt, hvis man bestandigt søger mod telefonens skærm og dens opdateringer i en slags privat boble frem for at tale med de mennesker, man er sammen med. Og omvendt kan det være givende at fortælle om det, der er svært, til levende mennesker frem for at skrive om sine sorger ud i et digitalt cyberrum, hvor i princippet alle kan læse med, men hvor ingen føler sig forpligtet til at række en trøstende hånd ud.

Der ligger en bestandig opdragelsesopgave i at gøre alle unge som ældre bevidst om, at det, man lægger ud på internettet, er for bestandigt, og at det derfor kan være klogt at vare sig for spontane ytringer eller at dele det private fotoalbum.

Man må håbe for fremtidens generationer, at nogle fortsat skriver i den lukkede og private dagbog, så de om mange år har ægte vidnesbyrd om, hvordan det var at leve i 2014. 

Dannelse for alle

Højskoler er ikke kun for unge

Fokus på nytte frem for livsoplysning er en af forklaringerne på, at endnu en højskole, Løgumkloster Højskole, i denne uge gik konkurs. I løbet af de seneste 20 år er der blevet 40 færre højskoler i Danmark, og en af årsagerne er, at de økonomiske støtteordninger favoriserer målrettede og lange højskoleforløb til de unge. Tilskuddet til de korte kurser, som voksne og seniorer typisk benytter, er nedprioriteret, og det er en af de væsentligste forklaringer på højskolernes trange tider.

Men det er helt forkert at tro, at dannelse kun er for unge, og at det skal kunne betale sig at komme på højskole. At det så at sige skal kunne ses på nationalregnskabet. Det er glædeligt, at unge mennesker kommer på højskole og får et springbræt videre i livet, men det er lige så væsentligt, at voksne mennesker kan komme på en uges højskoleophold og blive klogere på eksistens, historie, kultur og den danske sangskat. Hvis man fortsat mener noget med den brede folkeoplysning, bør Folketinget se på, om støttesystemet er indrettet hensigtsmæssigt, så højskolen fortsat er et reelt tilbud til alle og ikke kun de unge.