Nej tak til dansk burkaforbud

Ny dom åbner for forbud, men det strider mod religionsfriheden

Kernen i demokratiet og de vestlige friheds-idealer er at beskytte det enkelte menneskes ret til at træffe egne valg, skriver Erik Bjerager i dagens leder
Kernen i demokratiet og de vestlige friheds-idealer er at beskytte det enkelte menneskes ret til at træffe egne valg, skriver Erik Bjerager i dagens leder. Foto: Leif Tuxen.

Det er bekymrende, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol med en ny dom åbner for indførelse af et burkaforbud i Europa. Set herfra er der ingen grund til at hylde burkaen. Tværtimod er den muslimske klædedragt med oprindelse i Afghanistan en uhyggelig og kvindefjendsk påklædning. Men den er også et religiøst symbol, og hvor Menneskerettighedsdomstolen tidligere har fokuseret på at sikre den enkelte borgers religionsfrihed mod statens overgreb, er der med dommen nu åbnet for, at det er staten, der skal beskyttes mod borgernes religion.

Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, at denne forbudstanke kan udfoldes på mange andre områder, og det er bekymrende.

Frankrig har med sin særlige sekularisme, laicité, indført et princip om, at staten skal være religionsneutral og derfor må beskyttes mod borgernes religion. I USA, hvor indvandrere fra religionsforfølgelser i Europa skabte grundlaget for landets frihedsrettigheder, hersker der derimod den forståelse, at det er den enkelte borgers ret til at udfolde sin tro, der skal beskyttes mod staten. I USA er frihedsrettighederne mere vidtstrakte end i Europa, hvor den franske model vinder udbredelse med den synlige følgevirkning, at kristendommen er på officielt tilbagetog.

Med ugens burkadom giver Menneske-rettighedsdomstolen netop Frankrig medhold i det burkaforbud, som landet indførte i 2010. Det var en 23-årig muslimsk kvinde i Frankrig, der havde anlagt sagen, fordi hun selv frivilligt bærer burka. Det er domstolens vurdering, at det er det enkelte land, der må fastsætte reglerne for menneskers samliv, herunder om man kan se hinandens ansigter. Domstolen understreger, at dommen ikke er rettet mod nogen bestemt religion.

Det er den imidlertid i praksis. Herhjemme har Dansk Folkeparti allerede meddelt, at partiet vil søge at få indført et maskeringsforbud, der reelt retter sig mod de få muslimer i landet, der bærer enten niqab eller burka. Begge dragter er heldækkende. Niqaben dækker ansigtet med undtagelse af en smal sprække ved øjnene, og burkaen dækker hele ansigtet med øjnene gemt bag et net.

Herhjemme viste en undersøgelse for fire år siden, at der dengang kun fandtes tre kvinder i Danmark, der går i burka, mens op mod 200 kvinder går med niqab. Konvertitter er ofte de mest ihærdige udøvere af deres tro, og det skønnes, at op mod halvdelen af kvinder med burka og niqab er danskere, der er konverteret fra kristendom til islam.

I Frankrig viser en undersøgelse, at burkaforbuddet har udløst en modreaktion fra muslimske kvinder, så betydeligt flere nu bærer burka eller niqab end før forbuddet.

Selv om man med god grund kan finde de tildækkede ansigter ubehagelige og anskue de religiøse dragter som et symbol på undertrykkelse, bør der ikke udstedes noget generelt forbud mod dem.

Åndsfriheden skal beskyttes, også når den sikrer friheden for mennesker, hvis tro ligger lysår fra ens egen. Der bør derfor ikke lovgives imod religiøs beklædning i det offentlige rum.

Kernen i demokratiet og de vestlige friheds-idealer er at beskytte det enkelte menneskes ret til at træffe egne valg.

Hvis en kvinde vælger at bære burka eller niqab, kan det få store følger. Det kan gøre det umuligt for hende at få arbejde, og vælger hun at leve med sit ansigt tildækket, må hun formentlig påregne at blive socialt isoleret og måske endda ekskluderet af det omgivende samfund. Men det bør være hendes og det enkelte menneskes ret at træffe det valg.