Det er voldsomt, når staten ikke alene fjerner et barn fra dets biologiske forældre, men ligefrem bortadopterer det.
Som beskrevet i Kristeligt Dagblad i denne uge lempede Folketinget i 2009 loven, så børn kan blive bortadopteret med tvang, hvis myndighederne vurderer, at den såkaldte forældreevne aldrig vil indfinde sig. Siden er 12 børn blevet tvangsbortadopteret.
Men for første gang kommer en sådan sag nu for landsretten, fordi en hjerneskadet ung kvinde, bakket op af sin familie, har modsat sig, at hendes nu syvårige datter skal adopteres af den plejefamilie, hvor pigen er vokset op.
Der er ingen tvivl om, at moderen aldrig selv vil være i stand til at tage sig af pigen, og hun afleverede hende få dage efter fødslen til plejefamilien. Men moderen og hendes familie har gennem hele barnets opvækst jævnligt set pigen, og den hjerneskadede mor har aldrig været farlig for sit barn.
Myndighederne bliver ofte beskyldt for at tage for meget hensyn til forældrene, og med tvangsadoptionerne lægges der op til udelukkende at se på barnets tarv og undgå, at det eksempelvis bliver kastebold mellem forældre, døgninstitutioner og plejefamilier. Det er godt.
Men hvad er barnets tarv? At få skåret alle bånd over til den biologiske familie og blive en fuld og hel del af den plejefamilie, det har tilbragt hele sit liv i, eller fortsat være plejebarn og dermed beholde båndene til den biologiske familie? Det er et yderst vanskeligt spørgsmål, som dårligt lader sig besvare. Bliver børnene bortadopterede som spæde, er det måske indlysende godt med adoptioner, og det samme er det, hvis de biologiske forældre har forsømt muligheden for samvær. Men for større børn er svaret ikke så entydigt, for børn er stærkt knyttede til deres biologiske forældre. Også selvom disse har så mange fejl og mangler, at børnene ikke kan vokse op hos dem.
Danske børn opfylder lovens kriterier for, hvad der skal til for at gennemføre en adoption med tvang, men kun tre bliver i gennemsnit bortadopteret på den måde hvert år. I de fleste tilfælde profiterer børnene af relationen til de biologiske forældre, og så nøjes man med en anbringelse.
Det er ikke indlysende, at børn af handicappede skal være blandt de ganske få, der hvert år mister forbindelsen helt til deres biologiske ophav. I dagens Danmark er der desværre børn, der vokser op i hjem med omsorgssvigt, vold og seksuelle krænkelser, og hvor forældrene har alvorlige misbrugsproblemer. Det må først og fremmest være disse børn, som har glæde af en adoption. Så kan man lade de handicappedes børn vokse op i trygge og kærlige plejefamilier, men med en kontakt til det biologiske ophav.