Der er parlamentsvalg i Storbritannien til næste år, og noget tyder på, at kuglerne til valgkampen allerede er ved at blive støbt i kredsene omkring den konservative premierminister, David Cameron. I går lancerede han en regeringsrokade, der er den største, siden aftalen mellem De Konservative og De Liberale Demokrater i 2010 banede vejen for koalitionsregeringen. Dermed ser Cameron ud til at have sat sit ministerhold frem mod næste års parlamentsvalg, og det er et ministerhold, der tyder på en højredrejning i den politiske kurs, ikke mindst i spørgsmålet om forholdet til resten af EU. Et tydeligt tegn derpå er, at den EU-positive minister uden portefølje Kenneth Clarke, forlader regeringen. Og endnu mere markant er det, at den nye udenrigsminister bliver Phillip Hammond, der betegnes som mere EU-kritisk end forgængeren, William Hague.
Mange analytikere udlægger det som et smart træk at sætte Hammond ind på posten, fordi det kan tilfredsstille EU-skep-tikerne i partiets bagland og give de konservative en mere EU-skeptisk profil udadtil. Noget, der ifølge de konservative græsrødder er brug for i lyset af, at der ved valget til Europa-Parlamentet i maj skete et markant vælgerskred til EU-modstanderpartiet UKIP. Men sagen er bare, at Cameron nærmest ikke behøver at gøre mere for at overbevise omverdenen om sin nye, konfrontationssøgende kurs over for Bruxelles. Han har allerede ført en krig, som han tabte, mod luxembourgeren Jean-Claude Juncker som den næste formand for EU-Kommissionen, og snart begynder det næste slag om forskellige undtagelser for Storbritannien i EU. Et slag, som Cameron selv har lanceret, og som han hvis han bliver genvalgt i 2015 har lovet at færdigforhandle og sende til folkeafstemning senest i 2017. Et nej vil betyde, at Storbritannien forlader EU.
Hele ovenstående øvelse har som nævnt til formål at sikre Camerons genvalg. Problemet er bare, at det er et alt for højt spil, han har sat i gang. Det vidner om manglende proportionssans at sætte spørgsmålstegn ved hele briternes forhold til EU og at gå ind for noget, der ligner et ”EU a la carte”, hvor briterne kan håndplukke det, de er enige i. Kravene virker for urealistiske, og retorikken er for bombastisk. Selv hvis der findes fornuftige forhandlingsløsninger på britiske problemer fordi de øvrige EU-lande gerne vil beholde briterne i unionen risikerer resultatet i den britiske befolkning at blive udlagt som værende for dårligt. Herfra skal der derfor bedes om en anden forhandlingsstil end den, der sætter hårdt mod hårdt. Det vil være mere i overensstemmelse med ånden i den union, som briterne burde vedblive at være medlem af. brun