At færre børn skal gå i specialklasser eller på specialskoler, og at de dermed inkluderes i den almindelige folkeskole, er et smukt ønske, der næres af de fleste politikere. Desværre er ønsket blevet koblet sammen med den ophedede debat om folkeskolereformen og dermed taget som gidsel i en næsten ideologisk strid, der ikke levner plads til nuancer.
Lad os derfor lige pege på nogle af disse nuancer: Grundlæggende er idéen om inklusion en rigtig og humanistisk intention om at bryde med den ghettoisering, børn med særlige behov udsættes for. At intentionen også i virkelighedens verden næres af udsigten til, at der kan spares penge ved at nedlægge specialklasser, gør ikke i sig selv intentionen forkert. Hvis begge hensyn kan tilgodeses, gør det jo ikke den medmenneskelige gevinst mindre.
Det er også korrekt, at et vildtvoksende behandlings- og diagnoseregime den seneste lange årrække har medført, at for mange børn med lette udfordringer er blevet anbragt i specialklasser. Simpelthen fordi det var nemmest. Vi taler her om børn med mindre eller ubetydelige handicaps af adfærds- eller indlæringsmæssig art, der selvsagt bør kunne håndteres af en ressourcemæssigt stærk folkeskole. Hvis vel at mærke normalitetsbegrebet ikke er blevet indsnævret til det uempatiske, så det udelukker alle de sjove, vanskelige, højtråbende eller bare lidt særlige børn, som i foregående generationer uden videre blev integreret i den almindelige skolegang. Og klarede sig dér.
Men det er også korrekt og det er måske den vigtigste nuance at en del af de børn, der i dag går i specialklasser, og langt hovedparten af de børn, der i dag går i egentlige specialskoler, ikke kan og ikke bør flyttes ind på det skolemæssige hovedspor. Der er her tale om børn med regulære handicaps, som gør, at det vil være uforsvarligt og ligeud inhumant at tvinge dem ind i en almindelig klasse. Det kan være handicaps, der påvirker adfærden og de sociale færdigheder i nævneværdig grad, altså sværere tilfælde af eksempelvis ADHD og tungere lidelser inden for autisme-spektret. Eller det kan være svære generelle indlæringsvanskeligheder altså intelligenshandicaps, også kaldet udviklingshæmning.
Det er kun teknokrater uden føling med levende mennesker, der kan gøre sig forestillinger om, at den sidstnævnte gruppe af børn skal inkluderes. Det vil kræve ressourcer, som selv ikke verdens dyreste folkeskole har. Og selv hvis der var penge til det, ville det være forkert både over for de børn, der skulle inkluderes, og de børn, der skulle inkludere. Her er faktisk et tilfælde af, at lige børn leger bedst.
Samlet set betyder det, at inklusionen både kan være god og skidt. Det kan være godt for mange børn at komme ud af en specialklasse, hvor de ikke behøver være, og hvor de med rette eller urette føler sig ghettoiseret. Men det skal naturligvis også være til at håndtere for alle de ”normale” børn, som nu får lejlighed til at være sammen med børn, der ikke lige er som de selv. At inkludere kræver faktisk nye ressourcer til de almindelige skoleklasser i form af støtte- og speciallærere, hvorfor enhver nedlagt plads i en specialklasse ikke kan veksles om til en besparelse. Så tilpas nuanceret er det. jd