Selv eksperter er ikke helt sikre på definitionen af selvtægt. Det fremgår af dagens avis, som indleder en ny artikelserie. Måske er den manglende klarhed om begrebet medvirkende til, at 46 procent af den danske befolkning erklærer, at det i visse tilfælde kan være i orden at tage loven i egen hånd. Det burde ellers være børnelærdom, at selvtægt ikke hører til i et retssamfund. Her skal politi og domstole håndhæve loven, og det er den bedste sikkerhed for, at samfundet bliver så retfærdigt, som det menneskeligt er muligt, selvom det aldrig bliver perfekt.
Al erfaring med, at borgere tager sig selv tilrette, viser, at det skaber mere uretfærdighed, selvom det ædle formål er det modsatte. I sin yderste konsekvens fører selvtægt til en lovløshed, som igen kan resultere i bandevirksomhed, mafia eller ligefrem borgerkrige.
Når det er sagt, findes der eksempler på selvtægt, hvor det ikke er svært at forstå bevæggrundene. Et af de mere spektakulære er fra 2007, da en københavnsk urmager efter seks røverier tog sagen i egen hånd og ved det syvende røveri skød med et oversavet haglgevær mod endnu to røvere. Hans rationale var, at retssamfundet jo ikke gør noget for at stoppe forbryderne. Her mente manden at gøre det arbejde, politiet skulle have gjort.
Der er imidlertid også en anden type af selvtægt, som har mere med egeninteresse at gøre. I dagens avis nævnes, at en landmand bryder de angiveligt tåbelige miljøregler for gødning for at råbe politikerne op. Det adskiller sig principielt ikke fra den måde, hvorpå andre lovovertrædere tager loven i egen hånd, uanset om lovovertræderen her bedyrer, at det ikke sker for egen vinding.
Samme argumentation brugte Fremskridts-partiets stifter, Mogens Glistrup, da han i sin tid sagde, at skatteunddragere gør et samfundsnyttigt arbejde på linje med jernbane-sabotørerne under Anden Verdenskrig. Den væsentlige forskel er imidlertid, at Danmark var et ufrit, besat land under krigen, mens det i dag er et demokrati, hvor alle kan ændre samfundets indretning ved at engagere sig politisk.
Når så mange alligevel accepterer selvtægt i et eller andet omfang, tyder det på, at noget er galt med retsstaten. Accepten af selvtægt kan lignes med et termometer, som viser, at retsstaten har feber. Det er muligt, at politiet ikke bruger kræfter nok på de sager, der især har at gøre med befolkningens sikkerhed. Det er muligt, at lovgivningen er blevet så kompliceret, at mange selv føler trang til at definere ret og vrang. Og endelig kan det tænkes, at vi er blevet så optagede af selv at få ret, at vi gerne går på akkord med væsentlige principper. Urovækkende er det i hvert fald.hhh