Dårligt forældreskab - her og i USA

Perspektiver fra en dansk skolegård og en amerikansk park

Jakob Holm.
Jakob Holm. Foto: Arkivfoto.

Kristeligt Dagblad bringer i dag to artikler, der ikke umiddelbart har noget med hinanden at gøre, men som alligevel har noget til fælles, fordi de begge handler om forældreskab eller håndteringen af børn i visse situationer.

Det drejer sig om artiklen om Carls far, der en dag har fået nok og tager over på sin søns skole for at finde den dreng, der er hovedarkitekten bag mobningen af hans søn. Han sniger sig i et frikvarter uden om skolevagten og trykker drengen hårdt op mod en mur, da han finder ham. Her lover Carls far så skoledrengen så mange bank, at han aldrig vil glemme det, hvis han nogensinde generer sønnen Carl igen.

Den anden artikel handler om den 46-årige afro-amerikanske enlige mor Debra Harrell, der udstyrede sin niårige datter med en mobiltelefon og lod hende lege i en park alene i South Carolina, mens hun selv var på arbejde på en nærliggende McDonald's restaurant. En parkgæst ringede til politiet, der anholdt den enlige mor og overlod barnet i de sociale myndigheders varetægt.

De to artikler har som sagt ikke i udgangspunktet noget med hinanden at gøre, og den lukkede skolegård og den åbne park udgør i en vis forstand en åbenlys kontrast. Men der er den parallel, at man i begge tilfælde måske godt kan tale om dårligt forældreskab og i situationen forkerte valg på forældrenes side.

Carls far er drevet af desperation og trangen til at hjælpe og beskytte sin søn. Det samme kan man faktisk sige om den enlige, amerikanske mor, Debra. Hun er også drevet af en desperation, der i hendes tilfælde er økonomisk, og handlingen er givetvis begrundet ud fra et ønske om at kunne klare sig selv og dermed skabe nogle rammer for et liv, hvor hun ligeledes kan hjælpe og beskytte sin datter.

Begge forældre handler derfor ud fra de bedst tænkelige motiver, men de begår i den proces ”forbrydelser” i omverdenens øjne. Carls far begår nemlig selvtægt, mens den amerikanske Debra bliver anklaget for omsorgssvigt over for datteren.

Der er langt fra en dansk skolegård til en park i South Carolina, men både Carls far og Debra er landet i situationer, der eksistentielt set er født af afmagt. Hvad skal Carls far gøre, hvis han ikke tror på, at skolen gør nok for at beskytte hans søn? Og hvad skal Debra gøre i et USA, hvor enlige mødre i langt højere grad end i Danmark er på Herrens mark økonomisk, hvis ikke de har noget arbejde og egen indkomst? Carls far burde selvfølgelig ikke true en lille skoledreng med tæv, og Debra burde naturligvis ikke overlade sin ni-årige datter til sig selv i en park. Men hvad ville man selv have gjort i deres situation? Nogen gange er der bare meget langt fra ”bør” til ”er”, fra den ideelle verden til den virkelige verden. holm