Det er ubærligt, at konflikten i Gaza nu er blevet til en landkrig med hundredvis af ofre, heriblandt mange civile. Som ved de utallige tidligere sammenstød mellem israelere og palæstinensere har det omgående skabt debat om, hvem der har skylden for blodsudgydelsen. Israels traditionelle kritikere fordømmer de nye angreb for at være ude af proportioner og efterlyser, at især USA og EU presser Israel til at stoppe kamphandlingerne. Hvorimod Israels venner lægger hele ansvaret på Hamas og denne terrorbevægelses affyring af tusindvis af raketter mod Israel. Raketterne tjener intet militært formål, men spreder alene frygt. Denne rituelle skyttegravskrig om, hvem der er de hovedskyldige, bringer desværre slet ikke en løsning af konflikten tættere på.
I FN har et flertal bestående af muslimske og Israel-kritiske lande fået en resolution igennem, der kræver en undersøgelse af, om Israel begår krigsforbrydelser og overtræder folkeretten. Resolutionen nævner end ikke Hamas, og USA stemte imod den, mens flere EU-lande undlod at stemme. Herhjemme kom en medarbejder i Folkekirkens Nødhjælp til at sige, at Israel begår folkemord i Gaza, og nødhjælpsorganisationen måtte trække udtalelsen tilbage, da man ikke har mandat til at vurdere det.
Selv uden en juridisk vurdering forekommer beskyldningen om et israelsk forsøg på at begå folkemord dog besynderlig. Hvis det atombevæbnede Israel virkelig skulle ønske at udslette hele det palæstinensiske folk, er det svært at forstå, at man sender advarselsbomber ind i huse, før man jævner dem med jorden, og at man har sagt ja til flere af de såkaldte humanitære våbenhviler undervejs.
Når det er sagt, kommer man ikke uden om, at bykrigen i Gaza koster alt for mange kvinder, børn og andre uskyldige mennesker livet. Allerede nu er der langt flere palæstinensiske end israelske ofre. Derfor er der også grund til at være kritisk over for Israels voldsomme fremfærd. Landet gør ikke sig selv nogen tjeneste ved at fare så hårdt frem. Dets venner i Vesten får stadig sværere ved at forsvare det, og i de palæstinensiske områder bliver der nu skabt endnu en generation, som ønsker Israel presset ud i Middelhavet. Derud-over har Israel haft svært ved at forklare den dybere mening med angrebene, der for verdensoffentligheden mest tager sig ud som et for bombastisk hævntogt, efter at tre israelske teenagere i juni blev slået ihjel nær Hebron.
Israels regering vil så spørge, om man bare skal se stort på Hamas' raketskyderier. Hertil er svaret klart nej. Men løsningen må komme udefra. Israel og Palæstina har i hele efterkrigstiden ligget i konflikt, og som lektor Ofer Shinar fra Det Hebraiske Universitet i Jerusalem forklarede på DR P1 i går, er der på begge sider opstået en offermentalitet, hvor man har sin identitet i det fjendebillede, man har skabt. Som i andre langvarige konflikter definerer modstanderen negativt egne værdier. Parterne er blevet låst fast i et tunnelsyn, der umuliggør, at de selv kan skabe varig fred.
Derfor må det internationale samfund træde til på en anden måde end hidtil. Her er der trods alt små lyspunkter i mørket. EU-landene ser ud til at have nogenlunde fælles fodslag. Egypten har været initiativtager til flere våbenhviler, og det land må også spille en nøglerolle for de mere langsigtede løsninger. Endelig er der USA, som desværre har været for passiv alt for længe, men hvor udenrigsminister John Kerry i det mindste synes at have indtaget en mere kontant linje over for begge parter i konflikten. Forhåbentlig følger der handling med den gode vilje.hhh