Dødsstraffens brutalitet

Det er svært at tage livet fra et andet menneske værdigt

Henrik Hoffmann-Hansen, politisk redaktør på Kristeligt Dagblad.
Henrik Hoffmann-Hansen, politisk redaktør på Kristeligt Dagblad. Foto: Arkivfoto.

Det var et grumt indblik i dødsstraffens værksted, offentligheden i sidste uge fik med den næsten to timer lange henrettelse af dobbeltmorderen Joseph Wood i den amerikanske delstat Arizona. Øjensynligt forsøgte myndighederne sig med en ny blanding af kemikalier, som desværre viste sig ikke at virke som forventet, og der måtte flere doser til, før Wood omsider udåndede efter at have gispet efter vejret i 90 minutter. I USA går debatten nu på, om den dødsdømte har mærket smerte, eller om han faktisk meget hurtigt har været hjernedød, og der derfor udelukkende har været tale om fysiske reaktioner.

I en vis forstand er det en absurd debat. Selv hvis dødsprocessen skulle være forbundet med smerte, må det dog være mindre væsentligt i sammenhæng med, at straffen ultimativt berøver et menneske livet. Man kan dertil føje, at der frem til eksekveringen også er betydelig lidelse, både fysisk og mentalt. Wood blev dømt tilbage i 1991 og har altså i 23 år bogstavelig talt svævet mellem liv og død. Mellem håb om benådning og forvisning om, at det snart ville være slut. Til en sådan opregning af lidelser hører selvsagt, at der sidder ofre for hans forbrydelse, som heller aldrig kommer sig over smerten ved at have mistet nære pårørende. Og ført ud i sin yderste konsekvens kan man give eksempler på så bestialske forbrydelser, at selv de største humanister vil have svært ved at afvise dødsstraffens relevans. Det ikoniske eksempel er, om Adolf Hitler skulle være dødsdømt, hvis han var blevet fanget i live.

Men sagen fra USA viser, hvor vanskelig dødsstraffen er at håndtere, hvis man skal bevare den menneskelige værdighed. Gennem tiden er der brugt utallige henrettelsesmetoder hængning, skydning, halshugning, forgiftning, korsfæstelse, elektriske stød men uanset metode har der altid været et urovækkende element af bestialitet og gru ved straffen. Fra væmmelsen ved sprøjtende blod, til sprællende kroppe i galgen og til den svidende røg fra den elektriske stol. I vores humanistiske tid har myndighederne i lande med dødsstraf været på jagt efter metoder, der kunne fjerne denne gru. I USA bruger man mange steder giftsprøjter, formentlig fordi det bedst efterlader indtrykket af, at døden er rolig som en søvn og uden smerter.

Europæiske medicinalfirmaer, blandt andre danske Lundbeck, har tidligere leveret giften, men er stoppet med det. Det er angiveligt årsagen til, at der nu eksperimenteres med stoffer, hvis virkning man ikke har styr på. Man må håbe, det kan give anledning til en ny debat i USA om dødsstraffens betimelighed, al den stund at der af og til også er uskyldige blandt de henrettede.hhh