På kort tid er liget af tre kvinder blevet fundet. Et ved Næsted, et i Lyngby og et ved Padborg. I alle tre tilfælde har politiet anholdt og sigtet gerningsmanden: i første tilfælde ægtemanden, i Lyngby en mand, der lejede et værelse ud til den myrdede, og i sagen fra Sønderjylland ofrets ekskæreste. Alle tre tragiske sager, hvor politiet hurtigt har fundet frem til gerningsmanden måske fordi politiet ved, at langt de fleste mord på kvinder, der begås i Danmark, begås af ægtemanden eller eksmanden eller en anden nærtstående.
De tre nævnte drabssager er ikke de eneste. Faktisk tegner 2014 til at blive et uhyggeligt år, hvad angår drab på kvinder. I 2013 blev 13 kvinder dræbt, mens tallet for i år indtil videre er 14. Kynisk sagt kan det virke, som om vi som samfund nærmest venter, at sådan noget bare sker. Vi trækker på skuldrene og livet går videre.
Det er også svært, at komme med konstruktive forslag til, hvor og hvordan man som samfund kan sætte ind. En stor del af kvindedrabene sker i forhold, der er løbet fuldstændig af sporet og har udviklet sig til sygelig jalousi, til vold og had, og en stor del af denne proces er sket bag hjemmets fire vægge. Her er straffelovens paragraf 264 et værn mod krænkelse af privatlivets fred, og noget af det, som den paragraf beskytter, så ingen andre, heller ikke en offentlig myndighed, kan blande sig, er blandt andet interne familieforhold og skilsmisser. Og sådan skal det selvfølgelig være. Vi ønsker ikke, at det offentlige skal blande sig i vores private liv mere end højst nødvendigt.
Mange af kvindedrabene er ikke resultat af et enkelt skænderi eller to eller tre. De er ikke resultat af en uenighed eller et enkelt tilfælde af hustruvold. Der er ofte tale om sager, som har strakt sig over en længere periode, ja, nogle gange har politiet undervejs udstedt tilhold mod den mand, der senere skal vise sig at blive drabsmand, andre gange bygges vreden og frustrationerne op under en ulykkelig sag om forældremyndigheden over børnene. Og i disse sidstnævnte tilfælde er det offentlige, eller systemet, med i forløbet.
Der er advarselslamper, der blinker undervejs. Efterfølgende, når det først er for sent, spørger man sig selv: Var der ingen, der kunne have grebet ind i tide? Politiet gør meget, men kan der sættes mere systematisk ind, så disse drab kan undgås? Kan politiet være mere opfølgende i situationer, hvor en kvinde er eller føler sig truet? Kan politiet blive bedre til at vurdere, om en samlivssag er af en karakter, der med stor sandsynlighed kan udvikle sig tragisk? Det kræver ekstra ressourcer og eksperthjælp fra for eksempel psykologer samt samarbejde med sociale myndigheder. For selvom sagerne ofte har udgangspunkt i privatlivet, må det offentlige påtage sig ansvaret for at ændre udviklingen. miep