Da Anne Sostack mistede sin seks-årige søn i et trafikuheld, måtte hun ikke bare bære tabet af et barn. Hun skulle også forholde sig til en mindeside på internettet, som gjorde hende ked af det. Facebook-siden var oprettet af en fremmed, der afviste at fjerne den, og først et år senere fik den sørgende mor lov at lukke for siden.
Som Kristeligt Dagblad skriver i dag, får nogle mennesker udbytte af andres sorg ved at oprette hjemmesider, der præsenterer et nyligt tragisk dødsfald. Det er de såkaldte sorgsnyltere.
Mindesider giver mange sympatitilkendegivelser. ”Hvil i fred”-kommentarerne strømmer ind fra besøgende, der kommer forbi siden, mange uden at kende hverken afdøde, afdødes familie eller sidens indehaver.
Hvad sorgsnylterne får ud af det, kan man kun gisne om. De får en masse opmærksomhed, og den er jo en ressource, der kæmpes om i dag, særligt på internet. Men højst sandsynligt er der også en forretningsside, fordi digital økonomi bygger på høj trafik, altså mange klik på en hjemmeside.
Man skal være temmelig forhærdet for at afvise en forespørgsel om at lukke en mindeside fra afdødes mor. Det er en perversitet af en karakter, som heldigvis ligger uden for de fleste menneskers forestillingsrækkevidde.
Ifølge Lisbeth Klastrup, forsker på IT-Universitetet, har en sorgsnylter indtil videre søsat mindst 15 mindesider for unge døde. Uforståeligt er det, at Facebook ikke tager affære i den slags sager. Som sædvanlig har den digitale gigant svært ved at finde ud af, hvilket etisk ben den skal stå på. Facebook kunne meget let kræve, at man skulle stå til ansvar med synligt navn for oprettede mindesider, men har i stedet satset på den uforpligtende anonymitet, som i mange år har gjort stor skade på internettets troværdighed.
Der har altid været spekulation i stærke personlige følelser, for eksempel i skadestue-serier og film. Men flere vilkår ændrer sig, som muliggør en ny følelsesmæssig manipulation.
Privatlivet udleves i stigende grad uden for det private rum. Vi er blevet mere private i det offentlige. Det er vi også på andres vegne. Vi deler andres sorg uden at kende den. Spørgsmålet er, om vi ikke risikerer en trivialisering af alvorlige følelser ved at kaste dem i grams på hjemmesider, vi ikke kender ejeren af, over for pårørende, vi aldrig har set i øjnene.
Var vi mere opmærksomme på, hvad vi støttede og gav sympati-klik på internet, ville vi mindske risikoen for at blive nyttige idioter i en godhedsindustri som sorgsnylteriet. Det er desværre, hvad mange velmenende mennesker har været i denne sag. AEM