Kalifatet og den næste generation

Svært at stække IS og deres penge, trusler og tag i de unge

Henrik Brun er udlandsredaktør på Kristeligt Dagblad.
Henrik Brun er udlandsredaktør på Kristeligt Dagblad. Foto: Arkivfoto.

Islamisk Stat, tidligere kendt som Islamisk Stat i Irak og Levanten, Isil, har gjort alvor af ambitionen og er foreløbig lykkedes med at sætte sig på en stor bid af det nordlige Irak samt en del af det østlige Syrien. De kalder det et kalifat og har indført streng islamisk lovgivning, og de er nådesløse over for modstandere og ikke mindst mindretallene, såsom de kristne, der er flygtet i stort tal. Islamisk Stats store erobringer på meget kort tid er kommet bag på de fleste, blandt andet fordi antallet af bevæbnede krigere skønnes højst at have været mellem 10.000 og 15.000 fra begyndelsen. Når det alligevel er lykkedes, skyldes det en meget velgennemtænkt brug af frygt som våben, ikke mindst gennem en overraskende tilstedeværelse på internettet, hvor propagandaen kan spredes med stor hast.

Alt dette handler naturligvis også om penge, herunder støtte fra sympatisører i Golfen. Pengebeholdningen er samtidig stigende i takt med indtægter fra kidnapninger, fordrivelser og tyverier samt først og fremmest indtægter fra olie. Man mener, at Islamisk Stat, forkortet IS, har kontrol over 50 oliefelter i det østlige Syrien samt 20 i det nordlige og nordvestlige Irak. Hermed har IS en sikker indtægtskilde, og hvis ikke den irakiske regering, Vesten og andre får gjort noget ved dette, kan man godt forvente en lang udmattelseskamp. Sagen er nemlig samtidig den, at IS har en anden strategi end tidligere oprørere i Irak. I modsætning til forgængerne, er det ikke et mål for IS at vælte den irakiske regering. IS kæmper ”bare” for at oprette en stat, og de er formentlig nogenlunde tilfredse med det område, de nu besidder.

Det er naturligvis ikke sådan, at den irakiske centralregering ikke betyder noget, eller i hvert fald har sin del af ansvaret for IS' fremdrift. En mindre sekterisk linje end den, som den nu afgåede premierminister Nuri al-Maliki stod for, kunne have taget en stor del af brodden af den opslutning, som IS har fået. At den nye premierminister Haidar al-Abadi, der ligesom Maliki er shia-muslim, taler mere forsonende om sunni-muslimerne er godt, men sidstnævnte vil alligevel i mange tilfælde tendere til at foretrække IS frem for mere af det samme fra Bagdad. Imens kan man betragte køerne ved hvervekontoerne for IS og konstatere, at den fortvivlede ungdom i regionen er lette at friste. Set med det lange lys bør IS' tag i den næste generation være den største kilde til bekymring. Ikke mindst af den grund haster det med at sætte ind for at indskrænke IS' råderum. 

brun