Sort og hvidt i USA

Opstanden i Ferguson handler ikke kun om racisme

Sort og hvidt i USA
Foto: Arkivfoto.

Medier i USA og resten af verden har været hurtige til at anskue de aktuelle uroligheder i St. Louis-forstaden Ferguson i delstaten Missouri i et raceperspektiv. Automatreaktionen er, at når en hvid politibetjent skyder og dræber en sort borger, må det være racistisk motiveret.

Reaktionen er forståelig. Dels er der historiske fortilfælde, hvor overgreb på sorte har sat hele bydele i brand, som i bydelen Watts i Los Angeles i 1965 og i Rodney King-sagen fra samme by i 1992. Derfor trækker man hurtigt en parallel til Ferguson i dag.

Dels taler billeder og tal deres tydelige sprog. Hvide bevæbnede betjente over for sorte ubevæbnede demonstranter oser af magtmisbrug, understreget af, at Ferguson på få år er blevet en overvejende sort bydel, mens politiet og den politiske ledelse primært består af hvide.

Set fra denne side af Atlanten kommer man derfor hurtigt til at mene, at hvis der var bedre balance og ligestilling mellem sorte og hvide i det amerikanske samfund, ville der ikke være optøjer i gaderne.

Men flere forhold peger på, at virkeligheden er mere kompliceret end som så. For det første er hændelsesforløbet den fatale aften, hvor den 18-årige Michael Brown blev dræbt, her over 10 dage senere ikke endeligt kortlagt. Vidneforklaringer stritter tilsyneladende i flere retninger, og nu er justitsminister Eric Holder, der selv er sort, kommet til Ferguson for at rede trådene ud. Det er for tidligt at sige, at drabet var racistisk, når man end ikke ved, hvad der rent faktisk skete.

For det andet skydes sorte borgere af hvide betjente op mod hver tredje dag i USA, uden at bydele bryder i brand og debatter om racepolitikken opstår. Der må være mere på færde i Ferguson end racisme.

For det tredje skyldes mange af optøjerne i bydelen ikke lokale borgere, men tilrejsende. Og Ferguson har ikke altid været skarpt opdelt i en sort majoritet og en hvid minoritet, men var indtil for nylig langt mere blandet.

For det fjerde er der også eksempler på drab på sorte af andre end hvide, uden at man af den grund straks taler om racehad. I 2012 blev eksempelvis den sorte 17-årige Trayvon Martin skudt og dræbt af en lokal vagtmand i Florida. Vagtmanden var ikke kristen og hvid, men jøde med sydamerikansk baggrund. Og pludselig var koreografien mere mudret, og det blev sværere at forklare, hvad dét drab var udtryk for.

Men bare fordi de aktuelle optøjer i Ferguson sandsynligvis handler om meget andet end race, betyder det ikke, at de ikke også handler om race. I et historisk perspektiv er det ikke længe siden, at USA var i borgerkrig på grund af slaveriet og modsætningen mellem to fundamentalt forskellige økonomier og kulturer, der var udviklet i nord og syd siden landets grundlæggelse.

Nordstaterne vandt som bekendt efter en grusom krig og mordet på Lincoln, men det betyder ikke, at det betændte spørgsmål om forholdet mellem sort og hvid i USA var løst af den grund. Heller ikke selvom visionær lovgivning siden 1960'erne på borgerretsområdet og en konsekvent sprogpolitik, der slår ned på alle racistiske udtryk i det offentlige rum, har mildnet hadet.

Det er fantastisk, at USA, kort tid efter at sorte ikke måtte stemme, har en sort præsident. Men det er en illusion at tro, at der dermed er reel ligestilling mellem sorte og hvide i USA. Racespørgsmålet blev ikke lukket ned med valget af Obama, og det forsvinder heller ikke, når urolighederne i Ferguson er taget af. Både Obamas præsidentskab og Ferguson-opstanden handler om race - men på samme tid også om meget andet.