Et klokkeklart selvmål i Kokkedal

Religionsfjendtlige lokalpolitikere kan skade integrationen

Jakob Holm er kronik- og debatredaktør.
Jakob Holm er kronik- og debatredaktør. Foto: Arkivfoto.

Muslimer, bosat i Kokkedal, risikerer nu at miste det lokale, de har brugt til fredagsbøn i mere end 30 år, fordi mange års praksis med fredagsbøn i Egedalshallen tilsyneladende har været på kant med loven.

Den moderate, muslimske forening Kokkedal Ungdoms- og Kulturforening, der står for fredagsbønnen samt lektiehjælp og børne- og ungdomsarbejde, har nemlig lånt lokalerne gratis, og det må religiøse foreninger ikke. Foreningen har selv i årevis forgæves ledt efter et andet og mere permanent lokale i området til fredagsaktiviteterne.

Et tilbud fra foreningen om at betale husleje og leje sig ind er indtil videre blevet mødt af en kold lokalpolitisk skulder med et nej til udlejning fra partiet Venstre, Dansk Folkeparti og lokallisten Borgernes Stemme.

At Dansk Folkeparti siger nej, kunne man måske have forudset eller gættet, selvom partiets eneste borgmester, kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen fra Københavns Kommune, i dagens avis lægger tydelig afstand til sine partifæller i Fredensborg Kommune.

Men at den lokale afdeling af det gamle liberale parti Venstre også siger nej til udleje af lokaler til en moderat muslimsk forening kan undre, når man tænker på partiets historie og syn på eksempelvis frisind og højskoler.

Men synet på frisind er åbenbart under forandring i det gamle parti, hvis den lokale Venstre-politiker Lars Egedals ord står til troende: ”Vi i Venstre mener ikke, religion hører hjemme i kommunale lokaler, og vil ikke bakke op om indoktrinering af unge. Alle frikirkerne i området har egne lokaler, så det må den muslimske forening også kunne finde ud af. Og ja, hvis baptistspejderne ville leje lokaler, ville de også få nej.”

Selvom partiet Venstre nu med sin nye udlændingepolitik vil til at forskelsbehandle verdens nationer, så nogle nationaliteter får langt lettere ved at komme til Danmark end andre, må man håbe, at den lokale Venstre-politiker Lars Egedals syn på religion som ”indoktrinering” ikke er generelt gældende i partiet.

Et nej til udlejning af lokaler vil give muslimer i hele kommunen et problem og en udfordring, fordi der ikke vil være nogen steder for dem at samles om deres tro. Et nej vil også være en begmand til de moderate muslimer og vand på møllen hos mere rabiate stemmer som Hizb ut-Tahrir, der nemt vil kunne udlægge den kommunale modstand som diskrimination.

Fredensborg Kommunes politikere skal selvfølgelig selv afgøre sagen, men det må være tilladt at appellere til lokalpolitikernes almindelige fornuft. Er det her et klogt signal at sende i et Danmark, hvor integrationen i forvejen halter.

holm