Overlad kærligheden til familien

Problematisk at tale om pårørendepligt og kærlig kommune

Karin Dahl Hansen.
Karin Dahl Hansen. Foto: Arkivfoto.

For den gamle kone, der døgnet rundt passer sin demente ægtefælle og ser til, at han kommer op, ikke farer vild og får sin mad, er der ikke tale om et stykke frivilligt arbejde, hun udfører for at aflaste kommunens budgetter, men en naturlig forlængelse af noget, der ofte er begyndelsen på enden på et livslangt ægteskab. Når hun ikke kan mere og beder om aflastning, en plejehjemsplads eller mere hjemmehjælp, skal hun ikke mødes af en kærlig kommune med ord som pårørendepligt.

I Aarhus Kommune har man indført begreber som ”kærlig kommune” og ”pårørendepligt” og forventer, at man i fremtiden må bede de pårørende om at bidrage endnu mere, hvis enderne skal nå sammen. Det er den sædvanlige sang om, at der bliver flere ældre og færre i den erhvervsaktive alder. Det er ærlig snak, men at pakke det ind i begreber som ”kærlig kommune” er at gøre folk dummere, end de er.

Langt de fleste pårørende yder en indsats i dag, hvad enten det er som ægtefælle til en ældre, som børn af gamle forældre eller som forældre til små børn i daginstitutioner og skoler. Man yder det, man kan, med de tidsmæssige begrænsninger, der er i et land, som er indrettet på, at alle er på arbejdsmarkedet og også bidrager dér. En del af den uskrevne kontrakt i velfærdssamfundet er netop, at man trygt kan sætte sin lid til en ordenlig offentlig omsorg, netop fordi alle, der kan, har ydet betragteligt til dette gennem skatten.

Pårørende skal også i fremtiden kunne besøge deres gamle familiemedlemmer på plejehjemmet uden ved samme lejlighed at blive bedt om at gribe støvkluden, inddrage andre beboere i aktiviteter eller lignende.

Som ældre skal man ikke være afhængig af sine børns velvilje og hjælp. Det er dejligt, hvis det kan lade sig gøre, men nogle har problematiske familieforhold, og dertil kommer, at de tider, hvor en familie i flere generationer boede dør om dør, for længst er forbi. Mens en del ældre bor i det såkaldte Udkantsdanmark, er mange yngre flyttet til byerne, hvor der er beskæftigelsesmuligheder til gavn ikke alene for dem selv, men også for nationalbudgettet.

Landets kommuner bør derfor også i fremtiden overlade det kærlige til de pårørende, og så kan kommunerne til gengæld påtage sig den kommunale pligt, der følger et velfærdssamfund. Ikke omvendt.