Kritik er dialogens salt

Dialog er et kulturbærende begreb, men ingen trylleformular

I februar 2011 kunne den hårdt prøvede anglikanske præst i Bagdad Andrew White endelig fortælle en positiv historie. Under et dialogmøde var muslimske og kristne ledere nået til enighed om, at der skulle læses en fatwa højt i Iraks moskéer, og det havde ifølge præsten stoppet angrebene mod kristne i landet.

I september 2012 fremhævede tidligere udenrigsminister Villy Søvndal samme præsts dialogmøde og kaldte det ”opmuntrende”.

Desværre er det kun gået de kristne irakere værre siden 2012. Det kan tolkes på to måder. Enten kan man hævde, at intet tyder på, at dialogen har ført til varig forbedring for religiøse minoriteter i Irak, eller også kan man mene, at dialogen havde en kortvarig virkning, som blev skyllet væk af mørkere kræfter.

Begge dele kan være rigtigt. Men efter mange års dialogmøder er det på tide at forholde sig spørgende til, hvilken frugt dialogen bærer. Det gør mange europæiske jøder i disse uger, hvor antisemitismen flere steder søges besvaret med dialog. I dagens Kristeligt Dagblad anholder politikeren Finn Rudaizky (DF) for eksempel misforholdet mellem integrationsborgmester Anna Mee Allerslevs (R) ønsker om mere dialog og hendes tidligere opfordring til, at ”jøder skulle holde sig væk fra en mangfoldighedsfestival.”

I teologen Hal Kochs hjemland må man betone processens vigtighed. Vi må prøve argumenter af og nå til kvalificeret uenighed på civiliseret måde. Dialog som proces er afgørende. Ingen demokrater kan i princippet være imod dialog som civiliserende princip.

Dialogen har både teologisk og filosofisk formet vores kultur, lige fra Platons sokratiske samtaler til filosoffen Jürgen Habermas' krav om den herredømmefri samtale.

Men begrebet er i fare for at blive indholdstomt og klichéagtigt, hvis det opfattes som en løsning på alskens problemer. Særligt, hvis begrebet ikke løbende er genstand for kritisk vurdering. Det kan begrebet ikke tåle.

Hvis dialog bliver svaret på massedrab på særlige religiøse grupper som yazidier og kristne i Mellemøsten, overanstrenger man ordet. Der er tale om forbrydelser, og de er politiets, eller i Irak militærets, opgave at løse. Hvis den stedlige myndighed ikke reagerer, er det en politisk opgave at påvirke den stedlige myndighed til at reagere.

Det samme gælder chikane mod jøder i Danmark. Hvis jøder ikke længere kan sikres adgang til offentlige arrangementer, er det myndighedernes opgave at skabe sikkerhed, ikke at initiere en dialog om jøder.

Fordi vi lever i en dialogkultur, risikerer vi, at ordet dialog bliver til en trylleformular, der siges højt, hver gang vi møder nye problemer. Det er synd for dialogen.