Af og til forlenes historiske begivenheder med en betydning, der rækker langt ud over samtiden og i generationer præger vores opfattelse af ondskab. Nazismens hærgen er en af dem. Kommunismens en anden. Og i vores tid byder islamismens stamme på flere skud, der kan være med til at forme en ny kollektiv fortælling om det onde.
Ligesom efter Breivik-mordene spørger vi nu igen, hvor ondskaben kommer fra, når vi ser Islamisk Stat rationalisere med langsomheden af deres fangers død for at øge egne pressionsmuligheder.
Sociologer og antropologer kunne forleden fortælle i Kristeligt Dagblad, at islamisternes fremfærd kunne forklares med det miljø, de var formet af, og at vi alle kunne gøre, hvad de gør. Det kan der være ydmyghed i at sige, og det er ikke nogen hemmelighed, at vi for bare få hundrede år siden henrettede hinanden på grusomme måder under Svenskekrigene.
Men der er også en afdramatiserende lethed, som vækker modsigelse i hele tanken om ondskab som miljøskabt. Den rummer et automatsyn på mennesket: Vi putter noget ind i en person, og der kommer noget tilsvarende ud senere. Den forestilling er fristende, fordi den tilbyder os herredømmet over mennesket. For vi kan så selv forme mennesket, hvis vi putter det rigtige ind i automaten.
Men logikken har sine begrænsninger. For betyder det, at nazismen er udtømmende forklaret gennem den økonomiske trængthed, tyskerne oplevede i 1920'erne? Hvis ja, hvorfor har systematiseret udryddelse af etniske grupper ikke været konsekvensen, når andre samfund har gennemlevet større armod? Der bliver altid en rest til overs, når man balancerer massedrab op imod bagmændenes barndom.
I den svære diskussion kommer kristendommen os til undsætning med et begreb om arvesynd, som fortæller os, at vi ikke gør det gode, vi vil, men det onde, vi ikke vil. Det er ikke en forklaring på ondskab, men en fortælling om ondskab, og en realistisk erkendelse af, at vi rummer dystre dybder, som altid må tages med i betragtning.
Den miljøbetingede ondskab var sidst stor som intellektuel darling under den marxistiske bølge for 40 år siden. I dag kommer den tilbage som socialkonstruktivisme. Altså den opfattelse at mennesket udelukkende er socialt konstrueret og kan forklares som produkt af sine omgivelser. Men socialkonstruktivismen bør modsiges, for den hviler på et menneskesyn, som lukker øjnene for den afgrund, vi ikke kan kontrollere. Det får den konsekvens, at udtænkte løsninger på både politiske og psykologiske konflikter mangler realisme, som også de seneste års blinde jubeloptimisme over det arabiske forår viser.
AEM