Sveriges farlige fravalg

Valgkampen endte desværre i alt eller intet til masseindvandring

Henrik Hoffmann-Hansen.
Henrik Hoffmann-Hansen. Foto: Arkivfoto.

Svenskerne skal vælge ny Rigsdag på søndag. Ifølge meningsmålingerne får Socialdemokraterne magten igen. Uanset hvem der vinder, står én ting dog fast. Asyl- og indvandringspolitikken ændres ikke. Alle partier, bortset fra Sverigedemokraterna, vil fortsætte den liberale kurs. Af samme grund har partierne på forhånd fravalgt Sverigedemokraterna som mulig allieret i Rigsdagen. 10-11 procent af vælgerne ser ellers ud til at ville støtte dette parti, der nok har nazistiske rødder, men som i dag i store træk minder om Dansk Folkeparti.

På nogle punkter minder den politiske debat i Sverige dermed om den danske for 15-20 år siden, da Dansk Folkeparti blev betragtet som ”ikke-stuerene”. Blot er positionerne i Sverige endnu mere polariserede, end de nogensinde har været herhjemme. Den nuværende konservative statsminister, Fredrik Reinfeldt, vil gøre Sverige til intet mindre end verdens humanitære stormagt og vil inden for de næste fem år tage imod 340.000 flygtninge. Asylsøgere fra for eksempel Syrien får allerede i dag øjeblikkelig, permanent opholdstilladelse, og det ser de toneangivende svenske politikere kun som en gevinst på længere sigt. Det kompenserer nemlig for den arbejdskraft, man kommer til at mangle med de små årgange, hedder det.

Den kurs er dristig, for ikke at sige farlig. De svenske politikere fravælger aldeles at tage stilling til de kolossale udfordringer, som følger med en så massiv indvandring. Økonomisk, kulturelt, religiøst og sprogligt. Dermed er ikke sagt, at Sverige som Danmark skal skynde sig at slå grænsebommene ned. Der er i høj grad brug for, at rige lande påtager sig et ansvar for mennesker på flugt fra krige og konflikter.

Men man bør kunne diskutere nuanceret, hvor mange flygtninge et land kan tage imod og integrere, om det er mest fornuftigt at give dem midlertidig eller permanent opholdstilladelse, og hvad reglerne for sammenføring af deres familier skal være. Den diskussion har de svenske politikere desværre fuldstændig fravalgt. Kommer der virkelig 340.000 indvandrere fra krigs- og sultplagede lande de næste fem år, bliver politikerne dog med garanti nødt til at forholde sig til spørgsmålene ved et senere rigsdagsvalg. Humanitær stormagt eller ej.